Peter James Stark: Det succesfulde Socialdemokrati har et blødende sår

KOMMENTAR: Mette Frederiksens første tid som statsminister har været præget af succes. Men i dag har By-Socialdemokratiet et blødende sår, og om et år vil der være utilfredshed i baglandet, fordi regeringen har måttet sluge kameler, skriver Peter James Stark.

Af Peter James Stark
Kommunikationsrådgiver og forhenværende rådgiver for Socialdemokratiet i Folketinget og i Europa-Parlamentet

Er alt i den skønneste orden?

Socialdemokratiet indleder lørdag partikongressen. En socialdemokratisk statsminister for en ren S-regering vil sole sig i to veloverståede valg til både Europa-Parlamentet og til Folketinget.

Selvom ingen af dem var jordskredssejre for Socialdemokratiet, vil Mette Frederiksen berettiget blive hyldet for at have leveret på sit løfte om regeringsmagten og konturerne af en ny socialdemokratisk retning for Danmark.

Mette Frederiksen er nu medlem af en eksklusiv klub af socialdemokratiske statsministre af etpartiregeringer. Anker Jørgensen, Hans Hedtoft, Jens Otto Krag, H.C. Hansen, Thorvald Stauning og nu Mette Frederiksen.

Det er fornemt selskab, og det er i det lys, hun vil blive modtaget i Aalborg.

Når Mette Frederiksen i år adresserer partikongressen i Aalborghallen lørdag over middag, vil hun gøre det foran et – i nyere tid – næsten uhørt tilfredst parti og bagland.

Hun står som leder af en regering bestående af 20 socialdemokratiske ministre. Fløjkrigene og kaffeklubberne har sjældent haft mindre betydning i partiet, og hun har formået at rykke partiet på udlændingepolitikken.

Hendes første tid som statsminister har været præget af succes.

Mette Frederiksen har trukket sig sejrrigt ud af et diplomatisk opgør med den mest uforudsigelige amerikanske præsident i mands minde og har givet en følelsesladet og populær undskyldning til Godhavnsdrengene.

Dette ovenikøbet fulgt af en borgerlig fløj, som ligger i krig med hinanden og med sig selv.

De socialdemokratiske statsministre Jens Otto Krag og Anker Jørgensen dannede etpartiregeringer. Nu er Mette Frederiksen blevet medlem af den eksklusive klub. Arkivfoto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix

I modsætning til tidligere års kongresser vil journaliststandens obligatoriske søgen efter vrede og uenige kredsformænd, der beredvilligt stiller sig op til interview i kongrescenterets vandrehal, være svære at opdrive.

For bare få år siden var fløjkrigene og kaffeklubberne meget tydelige at se i grupperingerne rundt omkring kongrescentret – i år vil der være uhørt sammenhold.

De sidste mange år har den iboende konflikt mellem partitoppen og baglandet altid resulteret i sværdslag. Nogle gange symbolske af karakter.

Omskæring af drenge, holdning til prostitution, indførelse af finansskat og ligestilling er ofte blevet diskuteret som følge af ændringsforslag fra forskellige kredsbestyrelser.

Disse debatter er ofte stedfortræderkrig for dybere uoverensstemmelser i partitoppens førte politik. Men det er lykkedes Mette Frederiksen at neutralisere de fleste af disse uenigheder.

Det er lykkedes at rykke partiet til højre på udlændingespørgsmålet, og debatten er flyttet videre til nye slagmarker – velfærd, tilbagetrækning og klima.

Dette er ikke kun Mette Frederiksens fortjeneste. En stor del af æren skal også tilgå Mattias Tesfayes rolige og vedholdende forsvar for den førte politik.

Men som altid – og for at citere britiske premierminister Macmillans svar til en journalist, om hvad der kan bringe en regering ud af kurs – kan "begivenheder" hurtigt ændre billedet.

Udlændingespørgsmålet er kun en ny migrantstrøm væk fra at blusse op igen.

Udlændingespørgsmålet har martret Socialdemokratiet i mange år, og selvom partiet accepterede linjen op til valget, var accepten i store dele af partiet og i de mange kredse betinget af, at Mette Frederiksen leverede et valgresultat og regeringsmagten.

Det er lykkedes, og derfor vil det ikke fylde meget i weekenden.

Kongressen er efterhånden en kort omgang. For ikke så mange år siden var det en langstrakt affære, der varede i næsten en uge.

Det er tiden løbet fra, og de næste 24 timer vil give mulighed for at hylde Mette Frederiksen. Der vil ovenikøbet være tid til en hilsen fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Thorning-Schmidt er åbenbart blevet taget til nåde og dette på bagkant af den næsten stalinistiske udrensning, der er foretaget af Mette Frederiksen i forhold til det meste af, hvad Thorning-Schmidt-regeringen stod for.

Så er alt i den skønneste orden?

Helle Thorning-Schmidt skal tale på kongressen og er taget til nåde efter Mette Frederiksens næsten stalinistiske udrensning af det meste, som Thorning-Schmidt-regeringen stod for. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hvis der er noget, som vi kan lære af historien, heriblandt Venstres seneste historie, er det, at konflikterne og magtkampen altid ligger og lurer.

By og land er i høj grad også en skillelinje, der ligger som en åre og pulser under overfladen. Ja, Socialdemokratiet vandt regeringsmagten. Ja, man klarede de svære regeringsforhandlinger med deres parlamentariske grundlag elegant og uden store sværdslag. Ja, der er 20 socialdemokratiske ministre. Og ja, alt peger på et parti i harmoni med sig selv.

Men lad os ikke glemme, at valgresultatet og regeringsmagten kom på baggrund af den førte strategi, som hev vælgerne over midten – primært fra Dansk Folkeparti.

På landsplan var resultatet stort set status quo, men det dækker over markante sociale og geografiske forskydninger.

Mette Frederiksen flyttede store grupper over den politiske midte. Samtidig mistede Socialdemokratiet en del middelklassevælgere til SF, Radikale og Enhedslisten. Socialdemokratiet gik tilbage i storbyerne og især København.

De socialdemokratiske partiforeninger og folketingskandidater i hovedstaden og byerne havde det svært op til og under valget.

Socialdemokratiet står historisk svagt i byerne, og der ligger en kile til utilfredshed her. By-Socialdemokratiet har et blødende sår.

Per Christensen fra 3F venter ligesom andre aktører på, at det bliver byggeriarbejderen Arnes tur. Derfor vil tidlig tilbagetrækning blive nævnt ofte og længe på talerstolen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Såret er lille og i øjeblikket ikke generende. Men hvis man ikke behandler det, vil der utvivlsomt gå betændelse i det, og problemet vil vokse sig større.

Ført an af Martin Rossen og Mette Frederiksen var det en flanke, som man var villige til at ofre i det store slag. Nogle af disse vælgere skal Dan Jørgensen generobre ved at føre en meget ambitiøs grøn omstillingspolitik. 

Samtidig tegner der sig i horisonten flere svære slag og beslutninger. Tilbagetrækning var og er et kardinalpunkt for Socialdemokratiet og dets kontrakt med vælgerne.

De faglige ledere, som vanen tro er til stede i salen i Aalborghallen, vil omfavne partiet og partiledelsen. De er blevet taget i ed i forhold til processen og udsigterne, og de faglige ledere vil have kigget på hinanden inden og være blevet enige om, at Mette Frederiksen skal have ro.

Men den ro vil hurtigt blive afløst af utilfredshed, når først vi ser resultaterne af finanslovsforhandlinger, klimaforhandlinger, kommuneforhandlinger og ikke mindst forhandlinger om tilbagetrækning.

De ved godt, at politik er det muliges kunst. Men Ole Wehlast og Per Christensen fra henholdsvis Fødevareforbundet NNF og 3F især venter også på, at det bliver Arnes tur.

Timingen i lanceringen af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards embedsmandsnotat, der viser, at socialdemokraternes ønske om tidlig tilbagetrækning ikke strider mod de politiske forlig, er ikke tilfældig.

Man kan være sikker på, at det vil blive nævnt ofte og længe på talerstolen.

Når Mette Frederiksen afslutter sin beretning, vil de taktfaste klapsalver lyde længe. Men om et år vil baglandets opbakning have ændret sig. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I år vil rækkerne til de internationale gæster og tilhørerpladserne være fyldt til bristepunktet – magten er tilbage i Socialdemokratiet, og ambassadørerne, erhvervslederne og interesseorganisationerne vil sidde der, netop fordi det er er i Aalborghallen, at deres interesser og ønsker kan indfries.

Svend Auken-prisen vil blive uddelt, og den vil i år få særlig symbolsk betydning, hvor den grønne dagsorden får endnu større magt.

Tilbagetrækning, børn, ulighed og ikke mindst klima vil blive diskuteret i arbejdsgrupper med de delegerede.

Det er klart, at klima og Dan Jørgensens indlæg vil blive ventet med spænding. Især på rækkerne bagerst i salen, hvor erhvervslivets organisationer vil vente med spænding på, at Dan Jørgensen forhåbentlig løfter sløret for, hvordan de vil nå de meget ambitiøse målsætninger, som regeringen og deres parlamentariske flertal har sat sig.

Når Mette Frederiksen afslutter sin politiske beretning i Aalborghallen, vil de taktfaste klapsalver lyde længe. Og med rette.

Dem vil hun og resten af regeringen lune sig ved. De ved, at et år er lang tid i politik, og næste år vil verden og baglandets opbakning se anderledes ud.

For alle de svære slag venter i horisonten. Og næste års kongres vil uden tvivl være præget af diskussioner og utilfredshed med nogle af de svære beslutninger og kameler, som man har måttet sluge.

-----

Peter James Stark (født 1977) er kommunikationsrådgiver. Han har i en årrække været rådgiver for Socialdemokratiet i Folketinget og i Europa-Parlamentet – senest rådgav han partiet under valget til Folketinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Tema: Opvarmning til landsmøderne

Forrige artikel Henrik Kjerrumgaard: Når De Radikale står på toppen, ødelægger de det ofte for sig selv Henrik Kjerrumgaard: Når De Radikale står på toppen, ødelægger de det ofte for sig selv Næste artikel Kommune til kritisk forsker: Vi passer på data og børns rettigheder Kommune til kritisk forsker: Vi passer på data og børns rettigheder