Sognepræst: Debatten om organdonation handler om, hvad der gør os til dem, vi er

Til gengæld vil over 75 procent ikke være med til at donere hornhinder og hud. Endda, selvom det på siden direkte fremgår, at det ikke længere er praksis at transplantere hud fra afdøde. Og cirka 25 procent af de registrerede donorer vil heller ikke donerer deres hjerte.

Jeg synes, at de tal er sigende. De siger noget om, at der er noget mere end den enkeltes subjektive følelser på spil, når det drejer sig om vanskeligheden ved at tage stilling til organdonation. Der er tale om en hel grundlæggende opfattelse af, at vores krop er sæde for vores selv.

Kroppen er andet og mere end en maskine, der kan gå i stykker og repareres ved brug af reservedele fra andre kroppe. Det, vi er i tvivl om, er, hvorvidt vi mister vores selv, hvis vi mister dele af vores krop – også selvom vi er døde.

Debatten om organdonation er derfor ikke en debat, der kan afgøres uden at inddrage spørgsmålet om, hvordan vi forbinder selvet og kroppen og ja, hvordan vi skal forholde os til et fænomen som sjælen.

Det er de store spørgsmål, der skal med ind i debatten, hvis den skal løfte sig og ikke bare blive en debat om kroner og ører, og hvem der skal bestemme over vores kroppe.

Pia Søltoft

Det er en gammel tanke, at sjælen, som noget i sig selv udefinerligt, alligevel definerer det menneske, den tilhører, og hører sammen med hjertet fremfor med hjernen, der står for det rationelle del i mennesket.

Og det er en lige så gammel tanke, at sjælen sidder i øjet, eller at øjet er sjælens spejl, som Søren Kierkegaard så poetisk formulerer det. Jeg tror, at det er den tanke – som ikke er subjektiv følelse men beror på en fælles kulturel forståelse af, hvad der bestemmer hver af os som netop den, vi er –der gør os i tvivl om, hvorvidt organdonation er det rigtige for os.

At så mange vælge at undtage huden, når de giver begrænset tilsagn til donation, skyldes formentlig, at huden –som er vores største organ – samtidig er det organ, der tillader os at mærke det, kun hver enkelt af os kan mærke på netop den måde, vi mærker det på.

Vores elskedes berøring, barnet i vores arme, fornemmelsen af nyvasket sengetøj, forårssolen i ansigtet. Huden er os, vores fornemmelser og følelser, når vi indtager verden omkring os, mens hjertet og øjnene opfattes som "stedet", hvor vores selv og sjæl bor.

Disse forestillinger er ikke blot subjektive følelser, de beror på et alment oplevelsesgrundlag. Der er på ingen måde tale om objektive fakta, og dette grundlag kan ikke måles og vejes eller empirisk bevises.

Men det vidner om en grundfæstet forestilling i den danske befolkning om, at kroppen er sæde for selvet og sjælen, som nok ikke deles af alle, men som alligevel er så gennemtrængende, at man ikke bare kan afvise den som beroende på den enkeltes subjektive følelser.

Derfor er det klogt af regeringen, at forslaget om at ændre samtykkemodellen for organdonation kun er stillet som beslutningsforslag. Naturligvis er tanken, at forslaget skal bane vejen for et efterfølgende lovforslag.

Men inden, at regeringen tager stilling til dét, skal den huske, at selvom vores indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) her i Altinget siger, at forslaget handler om, hvordan vi kan give livet tilbage til de alvorligt syge, der savner er organ, så er det faktisk ikke dét, vi skal diskutere.

Velviljen til at hjælpe er allerede stor i den danske befolkning. Løhde siger selv, at 84 procent af danskerne har et positivt forhold til organdonation. Men tvivlen er større, og den vejer tungt. Tvivlen om, hvad der sker, ikke med vores krop, men med vores selv og vores sjæl, hvis vi giver noget af kroppen væk eller modtager noget af en andens krop.

Det er de store spørgsmål, der skal med ind i debatten, hvis den skal løfte sig og ikke bare blive en debat om kroner og ører, og hvem der skal bestemme over vores kroppe.