Praktiserende læger er trætte af afviste henvisninger: Vil have minister på banen

NØDRÅB: Det truer patientsikkerheden og skaber ulighed i sundhed, når sygehusene afviser henvisninger fra de praktiserende læger. Det mener PLO, der har sendt et nødråb til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Det går ud over de patienter, som ikke selv banker i bordet, når sygehusene afviser en henvisning fra almen praksis, mener PLO-formand Christian Freitag.
Det går ud over de patienter, som ikke selv banker i bordet, når sygehusene afviser en henvisning fra almen praksis, mener PLO-formand Christian Freitag.
Signe Løntoft

Afviste henvisninger er en kilde til frustration hos praktiserende læger og til fare for patientsikkerheden.

Det mener PLO, Praktiserende Lægers Organisation, der i sidste uge sendte et bekymringsbrev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

”Det er et nødråb. For det går ikke, hvis man i stedet for at bygge primærsektoren op bare gør det sværere at få patienter ind på sygehusene,” siger PLO-formand Christian Freitag.

I brevet beskriver han de praktiserende lægers oplevelse af, at patienter henvist til sygehusene i stigende grad tilbagehenvises. 

Det her er et vigtigt sted at sætte ind, hvis man vil gøre noget ved ulighed i sundhed.

Frede Olesen
Professor, Aarhus Universitet

For at sikre færrest mulige tilbagehenvisninger foreslår PLO i brevet, at der udarbejdes en national handleplan for henvisninger. Den skal blandt andet indeholde dokumentation af antallet af afviste henvisninger. Indtil videre bygger PLO's bekymring på medlemmernes oplevelse, da regionerne ikke laver opgørelser på området.

Går ud over ressourcesvage
Ikke alene giver afviste henvisninger de praktiserende læger ekstra bøvl og merarbejde. De er også et problem for patientsikkerheden, da en afvist henvisning kan forsinke patientens udredning.

Det mener Frede Olesen, som er professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet. Han skrev i december sammen med sin kollega Leif Vestergaard Pedersen et indlæg i Altinget om diagnosefejl i sundhedsvæsenet og kom i den forbindelse ind på problemet med afviste henvisninger.

”Jeg mener, man skal være krystalklar i mælet: Man skal aldrig afvise henvisninger, punktum. Det bør ikke forekomme,” siger han. I stedet skal sygehusene gå i dialog med lægerne, hvis de finder anledning til at stille spørgsmål ved en henvisning.

”Hvis de praktiserende læger hele tiden får at vide, at de henviser for meget, tvinger man dem til at løbe en for stor risiko på patientens vegne,” siger han.

Dokumentation

Brevet fra PLO

PLO sendte midt i februar et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at gøre opmærksom på problemer med tilbagehenvisninger.

Her skriver Christian Freitag blandt andet:

"De praktiserende læger oplever, at patienter henvist til specialiseret udredning og behandling i sygehusvæsenet – først og fremmest på områder som psykiatri og reumatologi – i stigende grad tilbagehenvises.

Årsagerne er mangeartede. Lægerne oplever, at det kan ske, fordi sygehusene mangler en konkret oplysning, fordi sygehusene ikke har kapaciteten, eller fordi de ønsker, at udredningen skal foregå på en anden afdeling eller i primærsektoren. Uanset årsagen forlænger det patientens udredning- og behandlingsforløb med patientrisici til følge. Det ønsker PLO hermed at gøre opmærksom på.

For at sikre færrest mulige tilbagehenvisninger vil PLO foreslå, at der udarbejdes en national handleplan for henvisninger. Denne bør omfatte en analyse af blandt andet kriterier og forudgående undersøgelser for henvisning til sygehusbehandling, herunder om de bør gøres mere ensartede på tværs af sygehuse og regioner, da de praktiserende læger har patientforløb på tværs af sygehuse og regioner. Videre bør der ses nærmere på bedre arbejdsgange og dialog mellem praktiserende læge og sygehuset, så en henvisning ikke tilbagehenvises på grund af manglende oplysninger og/eller andre uklarheder, og endelig om dette kan understøttes teknisk via MedCom’s standarder.

Generelt er det afgørende, at antal henvisninger og tilbagehenvisninger følges statistisk, så forholdene kan afdækkes, herunder også så det bliver muligt at følge op på iværksatte initiativer som en del af en handleplan."


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00