Professor: Fængsel forhindrer bande-exit

Af Steffen Jensen
Seniorforsker, Dignity og professor, AAU

Der er intet mere ødelæggende for chancen for at forlade banden end en uren straffeattest, en tur i fængsel eller andre repressalier, der efterlader juridiske spor.

Steffen Jensen
Seniorforsker, Dignity og professor, AAU

Altinget stiller følgende spørgsmål som oplæg til debat:

I regeringsgrundlaget fremgår det, at en ny rocker- og bandepakke er på vej med "mere konsekvens og hårdere straffe". Men er hårdere straffe den rigtige vej at gå, hvis vi skal problemerne til livs? Hvad virker, og hvad virker ikke? Og hvor stort et problem er rocker- og bandekriminalitet i det hele taget i Danmark?

Hvorfor straffer vi?
Det første vi nødvendigvis må gøre er at spørge ’virker på hvad’ og ’hvad er problemet’? Debatten om straffe synes ofte ført uden at stille de spørgsmål. Simpelt sagt straffer vi af tre overordnede grunde.

For det første er der hensynet til retsfølelsen, både ofrets og den almindelige befolknings – det, der også refereres til som hævnmotivet af modstandere af hårdere straffe. Dernæst er der behovet for at fjerne forbrydere og voldelige personer fra gaden. Det er et argument, som helt legitimt bruges især af politiet. Endelig er der rehabilitering – bliver man rehabiliteret af straf? Her viser forskningen altovervejende, at det gør man ikke.

Men det betyder jo ikke, at straf og hårdere straffe ikke virker. Ønsket om at fjerne folk fra gaden, i forbindelse med for eksempel en bandekonflikt, bliver jo indlysende opfyldt.

Man kan derimod diskutere, om hårdere straffe hjælper på retsfølelsen, der ofte er en generel størrelse, som kan være svær at tilfredsstille. Det kan vel også argumenteres, at der må være bedre og andre veje til at hjælpe ofre end at bure deres gerningsmænd inde. Derfor virker spørgsmålet om straf mindre væsentligt, end spørgsmålet om, hvad konsekvenserne af straf er i forhold til bandekonflikter og bandetilhørsforhold.

Unge vil ud af miljøet
Ideen om fordelen ved hårdere straffe bygger på forestillingen om, at hvis blot prisen er høj nok, vil det i sig selv virke afskrækkende på kriminelle aktiviteter, herunder bandemedlemskab. I den forestilling er den pris, som skal betales, hovedsagelig betinget af, hvordan samfundet reagerer.

Min forskning fra en række lande viser derimod, at langt hovedparten af dem, der forlader banderne, gør det af andre, meget mere private grunde: et arbejde, træt af livsformen som ung, en kæreste – især en kæreste.

Dem lægger vi bare ikke så meget mærke til, fordi de netop bare forlader banden, lige så stille, ofte uden drama: ’Narj, jeg kan altså ikke komme i dag, du ved …’ , forklarer det snart forhenværende bandemedlem, når han undskylder sit fravær. Og hvad betyder det i forhold til diskussionen om straf?

Det er faktisk helt centralt, fordi unge forlader banden – hvis de kan! Og der er intet mere ødelæggende for chancen for at forlade banden end en uren straffeattest, en tur i fængsel eller andre repressalier, der efterlader juridiske spor.

Straf gør kriminalitet nødvendig
Pludseligt lukkes mange af de veje, ad hvilke den unge mand kunne drive tilbage til samfundet - og en kriminel karriere bliver mere nødvendig. Det er fængslerne mere end gaden, der hærder destruktive identiteter. Derfor kan man også argumentere, at selvom hårdere straffe kan hjælpe på visse problemstillinger, så er de med til at stoppe den bedste og vigtigste vej ud af banderne.

Straf og fængsler er stadig vigtige – ofte de eneste – elementer, vi kender til at bekæmpe bandekriminalitet, men vi bør overveje, hvilke konsekvenser straf har i forhold til at støtte den stille, ofte ubemærkede driven ud af banderne.

Vi har allerede mange af andre slags tiltag, men de kunne udvikles og udbredes mere. Alternativet er, at bandeidentiteter hærdes, fordi det bliver meget sværere at finde en plads i samfundet. Når først det stadie er nået, viser megen forskning, inklusive min egen, at en af de eneste veje ud af banden er religion, som anviser et andet moralsk univers med fokus på at forbedre sig, tilgivelse og det at blive et ordentligt menneske. Men i Danmark er det som at komme fra bande-identitetens aske til den radikaliseredes ild.