Professor: Instrukskommissionen peger ikke kun på Støjberg – den kan også ramme Løkke

KRONIK: Instrukskommissionen har vist, at Statsministeriets daværende departementschef tidligt var klar over, at Inger Støjbergs instruks om adskillelse af mindreårige asylpar var ulovlig. Hvis også Lars Løkke Rasmussen blev orienteret, kan sagen også blive farlig for ham, skriver professor i forfatningsret Jens Elo Rytter.  

Af Jens Elo Rytter
Professor i forfatningsret, Københavns Universitet

Sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af unge asylsøgende par synes i en vis forstand færdig, før den rigtig er kommet i gang. I hvert fald for Støjbergs vedkommende.

Det var den på en måde allerede, før undersøgelseskommissionen holdt sit første møde i torsdags. For en række indicier pegede allerede entydigt på Støjberg som den ansvarlige.

Kernen i sagen er Støjbergs ulovlige instruks i en pressemeddelelse fra 10. februar 2016 om at adskille alle asylsøgende par, hvor den ene part var under 18 år – dem, som Støjberg med et politisk farvet begreb kaldte "barnebrude" – også par med fælles børn. 

Denne instruks er ulovlig. For man kan ikke gennemføre en undtagelsesfri adskillelse af disse par uden i konkrete tilfælde at komme i konflikt med Menneskerettighedskonventionen og Børnekonventionen. Menneskerettighederne kræver, at der foretages en konkret vurdering af hvert enkelt par.

Støjberg har for det første undskyldt sig med, at hendes embedsmænd ikke havde advaret hende imod instruksen, men tværtimod havde vurderet, at den holdt vand i forhold til menneskerettighederne.

Det forekommer mildt sagt ikke nærliggende, at det kompetente embedsværk skulle kunne overse det ret åbenbare problem i forhold til menneskerettighederne, som en undtagelsesfri adskillelse ville medføre.

Tidligere oplysninger i sagen har da også klart indikeret, at Støjberg faktisk blev advaret, og at embedsværket forgæves forsøgte at få sat et forbehold ind i pressemeddelelsen.  

Torsdag fremlagde undersøgelseskommissionen så en mail sendt samme dag, som instruksen blev afgivet, der utvetydigt modsiger Støjbergs forklaring. Det fremgår af mailen, at afdelingschef Lykke Sørensen efter rådgivning fra Justitsministeriet og med støtte fra sin departementschef advarede sin minister om en alvorlig risiko for konventionsbrud, hvortil Støjberg angiveligt skal have sagt:

"Den risiko tager jeg gerne!"

Intet understøtter Støjbergs forklaring
Fra sidelinjen har Søren Pind, som på tidspunktet var justitsminister, fredag bragt ved til Støjbergs bål ved at fastslå, at Justitsministeriet skam klart havde advaret om, at instruksen ville være ulovlig.

For det andet har Støjberg forsvaret sig med, at Udlændingestyrelsen mundtligt havde fået besked på, at instruksen ikke skulle gælde undtagelsesfrit. Det er mildt sagt ikke sædvanlig praksis at udstede en regel med undtagelser, der kun er kommunikeret mundtligt.

Der er da hidtil heller ikke fundet nogen skriftlige spor, som understøtter Støjbergs påstand. Tværtimod var den på forhånd mere eller mindre gennemhullet af indicier på, at embedsværket opfattede instruksen som undtagelsesfri og ikke blev informeret om nogen undtagelser.

Dette kunne daværende direktør for Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet kun bekræfte, da han fredag afgav forklaring i kommissionen. Han kendte ikke til nogen mundtligt meddelte undtagelser til Støjbergs instruks. Han var i øvrigt godt klar over, at instruksen var ulovlig og forsøgte derfor efter eget udsagn at afbøde de værste konsekvenser indadtil.

I dele af pressen er de første dage i kommissionen blevet beskrevet som "dramatiske" og  "opsigtsvækkende". Men hvad angår Støjberg, understøtter de nye oplysninger egentlig, som det ses, bare det billede, der allerede tegnede sig, før kommissionen gik i gang.

Det ville med andre ord være mere "opsigtsvækkende", hvis vi på kommissionens første dage havde fået nye oplysninger, som tydede på, at kritikken af Støjberg beroede på en misforståelse.

Det ligner payback time
Vi har flere gang haft undersøgelseskommissioner, hvor man sidder tilbage med en meget klar følelse af, at vi ikke har fået den fulde historie. At centrale embedsmænd tilbageholder væsentlige oplysninger. Tænk bare på Tibetsagen.

Meget tyder på, at det bliver anderledes i instrukssagen. Måske har det samlede embedsværk omsider fået nok og gør nu fælles sag mod Støjberg. Som det også kom frem i kommissionen, har der øjensynligt allerede i de kritiske dage i februar 2016 været en kraftig armlægning mellem ministeren og hendes topembedsmænd, flankeret af Justitsministeriets embedsværk.

En armlægning, som Støjberg i første omgang vandt. Og nu er det måske blevet payback time?

Presset det er hun i hvert fald, Støjberg. Som landet ligger, vil det kræve en udbryderkonge som Houdini at komme ud af den knibe, som hun er havnet i.

Vil hun fastholde sine hidtidige forklaringer, som lige nu synes at hænge i laser? Har hun en kanin i hatten? Kan hun så tvivl om embedsmændenes standhaftighed eller instruksens fasthed? Og vil kommissionen i sidste ende tro på hende, hvis hun ikke har andet end sit ord?

Nu kan undersøgelseskommissionen jo formelt ikke udtale sig om Støjbergs ansvar – det kan kun Folketinget og i sidste instans en rigsret. Men når undersøgelseskommissionen fastlægger det faktiske hændelsesforløb i sagen, vil man i offentligheden kunne drage sine egne konklusioner om Støjbergs rolle og dermed ansvar.

Og Folketinget kan med et flertal i yderste fald vælge at rejse en rigsretssag – hvis man da anser sagen for alvorlig og stor nok til det. Her vil det kunne spille ind, hvis Støjberg også har vildledt Folketinget og Folketingets Ombudsmand om sin rolle i sagen, hvad meget lige nu tyder på.

Bliver Løkke trukket ind?
Men nok om Støjbergs egen rolle.

Mere nyt og "opsigtsvækkende" er det måske, at Statsministeriet øjensynlig ret tidligt har været informeret om, at Støjbergs politiske linje i forhold til de unge asylpar gik længere, end juraen tillod. Det kom frem i kommissionen torsdag.

En fremlagt mail viste, at Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, af en underordnet blev orienteret om problemstillingen og opfordret til at informere statsminister Lars Løkke Rasmussen herom. Det siger sig selv, at dette er sprængfarligt. En statsminister skal gribe ind, hvis han ved, at en af hans ministre handler i strid med lovgivningen og menneskerettighederne.

En nærmere undersøgelse af dette spor vil dog kræve, at kommissionen også afhører embedsmænd i Statsministeriet – og Løkke selv. Det kan kommissionen næppe komme udenom.

Og skulle der være noget at komme efter her, antager sagen lige pludselig helt andre dimensioner. Så har det været fornuftigt, at man lidt farveløst døbte den "Instrukskommissionen" og ikke "Støjberg-kommissionen".

Systemet belønner loyale embedsmænd
Endelig er der embedsmændenes rolle. Støjberg fik tilsyneladende i første omgang sin vilje: Den ulovlige instruks blev ført ud i livet, om end ikke uden en vis intern træghed og forsøg på at afbøde de værste konsekvenser, som Henrik Grunnet fortalte om fredag. Var der slet ikke nogen, der sagde kategorisk fra?

Og når vi taler om embedsmændene, er der et spørgsmål, som kun er blevet endnu mere påtrængende efter de første dages fremlæggelser og afhøringer i kommissionen:

Hvorfor stod ingen frem tidligere?

Hvorfor skal det egentlig kræve en undersøgelseskommission med kommissorium, budget, sekretariat og højtbetalte bisiddere at få sandheden frem i offentligheden?

De centrale embedsmænd har haft rigelig tid og lejlighed til at stå frem med de afgørende beviser eller i det mindste lække dem til journalister. Det er øjensynlig kun sket i et meget begrænset omfang. Hvorfor?

Måske er det bare endnu et udslag af den loyalitet over for den til enhver tid siddende minister, som embedsmænd er opflasket med, og en korpsånd, der gør, at det nok ligger de fleste embedsmænd fjernt at stå frem eller lække kritik.

Men der kan også ligge mere rationelle overvejelser bag. Erfaringen viser jo, at det er meget mere risikabelt for en embedsmands karriere at sige fra end at rette ind. For systemet passer på sine loyale folk, mens de besværlige ofte betaler en pris – forhenværende afdelingschef Lykke Sørensen kan i denne sag være et eksempel på det sidste.

Summa summarum: Der er mange spændende spørgsmål, som de kommende afhøringer gerne skal give os svar på:

Kan en yderst presset Inger Støjberg i sidste øjeblik trække en kanin op af hatten, når hun næste uge skal vidne i kommissionen? Hvor ender sporet ind i Statsministeriet – kan sagen også ramme Lars Løkke? Og hvem af topembedsmændene og -kvinderne omkring Støjberg (og Løkke) viser sig at være skurke og helte i dette drama? 

Forrige artikel Døve: Staten skal formidle samfunds­kritisk information på tegnsprog Døve: Staten skal formidle samfunds­kritisk information på tegnsprog Næste artikel Sundhedsøkonom: En sammenklistret nødløsning gøres permanent med ny coronastyrelse Sundhedsøkonom: En sammenklistret nødløsning gøres permanent med ny coronastyrelse
EU-ønske om mindsteløn vokser efter corona

EU-ønske om mindsteløn vokser efter corona

ANALYSE: Den corona-relaterede stigende arbejdsløshed og økonomiske krise i Europa vil give mere – ikke mindre – social- og beskæftigelsespolitik fra EU, tegner det til.