Rasmus Nielsen: Vil du have flere penge, må du selv finde dem

Hér i udgiverhjørnet hver anden fredag handler det i dag om de steder på Altinget, hvor aktørerne selv sætter en dagsorden. Debatindlæg og budskabsannoncer. Elementer i vores samlede udgivelser, der har været i kraftig vækst de sidste par år, og som vores dygtige medarbejdere har æren af at have fremdyrket.

En overskrift fangede øjet forleden, og artiklen endte da også som en af ugens tre mest læste:

"Tandlæger: Millionstigning i tænder øger behov for tilskud"

Øjet kneb sammen, fordi – manglede der ikke ord som "udgift" eller "kroner"? Nej, den var god nok, det handler ikke direkte om økonomi, men simpelthen faktisk om, at danskerne tilsammen har fået millionvis flere tænder i munden siden 2000.

"Antallet af ældre, som beholder egne tænder, er stærkt stigende. Siden 2000 er antallet af danskere på over 65 år – med mere end 20 tænder i munden – steget med 31 procent. Regnes det om til tænder, er der omkring fem og en halv million flere tænder i munden på de ældre," hedder det i indlægget fra Freddie Sloth-Lisbjerg og Elisabeth Gregersen, der er henholdsvis formand for Tandlægeforeningen og formand for Danske Tandplejere.

Aha, det var da konkret og perspektivrig statistik, enhver og alle kan bruge til noget. Talfakta, der tydeligt viser et løft i folkesundheden. Herligt. Som når miljøfolket fejrer, at man nu kan svømme i Københavns havn.

Nu har de indbyrdes konkurrerende faggrupper taget ordet sammen i en fælles dagsorden. Virker debatindlægget så på den politiske offentlighed, der læser Altinget? For det gør den jo. I mandags passerede vi – ikke uden stolthed – 200.000 udsendte daglige nyhedsbreve. Noget, man kun kunne drømme om, da vi startede i januar 2000.

Virker indlægget? Både og. Nu har jeg lært mest om og fået erfaring i journalistik og redaktion, men fætterfaget, lobbyisme, har jeg da også lært noget om på de konferencer og netværk, Altinget holder om denne metier.

Public affairs-eksperterne siger altid, at man skal fremme sin dagsorden med friske tal, fakta, der skal være entydige og korrekte. Og her slår tandlægernes førstemand og tandplejernes førstekvinde til, når de følger op:

"Man kan sige sig selv, at flere tænder kræver ekstra tandpleje både med tandbørsten derhjemme og på tandklinikkerne. Det mærker tandlæger og tandplejere ved, at behovet for forebyggelse og behandling af de ældre er stigende."

Ja, ja, siger jeg – som vel andre læsere. Dejligt, vi har fået flere tænder i munden. Vi bor ikke på landet i Tyrkiet, vel? Men i et velfærdssamfund med ordnede forhold og tænder i munden.

Lobby-duoen viser også et tiltalende, almenmenneskeligt træk:

"I dag sætter de fleste en ære i at bevare egne tænder. Vi vil ikke gå med gebis. For egne tænder giver en unik livskvalitet, som alle skal have ret til og mulighed for. Med egne tænder er det lettere at tygge maden, og socialt føler man sig bedre tilpas og mere sikker på sig selv."

Men debatindlægget, som redaktionen valgte at bringe, mangler svar på det klassiske spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra? For det er vel ikke bare "andre folks penge", I vil have?

"Tandlægeforeningen og Danske Tandplejere har en løsning klar," skriver de godt nok og slutter vittigt med et: "Vi vil gøre alt for, at gebisset bliver sidste udvej". 

Men reelt kommer artiklen ikke med et løsningsforslag midt i en finanslovsforhandlingstid, hvor penge skal tages fra en hånd og lægges i en anden. Tandens folk lader det blive ved: 

"Vi foreslår, at forebyggelse og sundhedsfremme prioriteres i endnu højere grad, og at der indføres særlige tilskud til de ældre og til patienter med sygdomme og medicinforbrug, da netop sygdomme og medicinforbrug øger risikoen for tandsygdomme og dermed behovet for let og lige adgang til forebyggelse og behandlinger."

Nå, igen en aktør, der siger "send flere penge". Oven i købet meget bredt defineret. Man kan næste høre finans- og sundhedsordførerne slippe koncentrationen.

Indlægget kunne have koblet fremgangen i summen af danske tænder med fortidens fremgang i tandplejen, skoleforebyggelse osv. Altså at offentlig tandpleje er lig med folkesundhed og velvære og selvtillid. Og så til sidst have givet minikronikken prikken over i'et ved at fortælle, hvad det vil koste at fortsætte udviklingen, hvilke mål man mener at kunne nå – og hvor midlerne skal komme fra.

Den sidste er naturligvis den svære, men man kunne stille sit talbehov op overfor, hvad det for eksempel koster at behandle et fåtal med særlige sygdomme, for eksempel stærkt pleje- og overvågningskrævende med psykiske problemer. Vil vi helst give den brede befolkning endnu flere tænder i munden eller gøre hverdagen for de ganske få lidt mindre uudholdelig? Bare for at sætte det hårdt op, uden direkte at kræve penge fra nogen bestemte organisationer, som man så bliver uvenner med i det offentlige rum.

Eller udnyt, at de altid noget diffuse satspuljemidler, som politikerne år for år fordeler i et stille hjørne sammen med ministeren, som var det deres egne penge, er under beskydning, fordi en embedsmand som bekendt har overført et trecifret millionbeløb til sig selv.

Altinget skriver, at i alt mere end 1,4 milliarder af midlerne fra satspuljen siden 2008 er endt hos Socialstyrelsen selv. Det viser et notat fra Børne- og Socialministeriet, som Altinget er i besiddelse af. Var de penge ikke brugt bedre i munden på alle danskere? Hvor mange fastsiddende tænder kan man få for 1,4 milliarder? Politik er prioritering. Nogen må lade, for at andre kan få. Og der er vælgere i at gøre noget for de mange fremfor de få: Spørg bare på DF-gangen.

I vores flagskib, det månedlige trykte magasin, der sælges i kiosker landet over og sendes direkte til mange af landets vigtigste meningsdannere, ser vi flere og flere annoncer med politiske budskaber. Så bestemmer aktøren 100 procent træfsikkert selv, hvornår og hvordan budskabet afleveres. I magasinet til den brede skare med interesse i politik – eller endnu mere specialiseret i nicheportaler.

Herunder budskaber udformet som artikler og markeret diskret med ordet "annonce" i henhold til markedsføringsloven. Det er, som det skal være – og det virker. I oktober-udgaven er der to annoncer med formænd, der lægger eget ansigt til deres politiske forehavende.

Lone Kousgaard Jørgensen er en kvinde i sin bedste alder, der som formand for Dansk Kiropraktor Forening ser os direkte i øjnene i stor opsætning. Budskab? Smerte i led og muskler koster årligt samfundet 17,2 milliarder kroner. Der var de gode talfakta igen. Hun siger, at det "kan gøres både bedre og billigere". Juhu, pengene er fundet! Hun taler om en national strategi, der kan blive rygraden i en samlet løsning. Unægtelig i overskiftsform, men fair nok, for der er link til at læse mere. Budskabet er gået ind. Og det var ikke tungt at læse.

Et par opslag længere fremme er der et åbent brev fra en midaldrende mand, som ligner os danske mænd, som vi er flest. En mand med et nærværende blik, man også fornemmer har set lidt af hvert. Han ser appellerende på os og skriver så direkte til folketingsmedlemmerne. Jørgen Juul Rasmussen er forbundsformand for Dansk El-Forbund og dermed for 27.000 inden for det el-tekniske område. Mennesker, byggeboomet skriger på. Hvem kan skaffe en elektriker? Kan du, så sig lige til.

Forbundsformanden tager fat i erhvervsskolerne, der lige netop er til eksamen ved finanslovsbordet i disse dage. Dermed hæver han sig op over elektrikernes snævre interesser, når han hejser et advarselsflag: "Udspillet begrænser arbejdsgivernes og fagbevægelsens (læs: vores) indflydelse på erhvervsuddannelserne og overlader mere til den enkelte erhvervsskole. Undskyld mig, det giver ikke mening."

Så slutter han sit åbne brev skrevet ligefremt og i personlig stil med at – der var den igen – fremsætte talfakta: "Vi tjener altså ikke 900 kroner i timen, som det hævdes for tiden, men 210,84 kroner i København, læs selv vores lønstatistik."

Det er godt nok en anden dagsorden. Men det virker at dementere de kritiske tal, der har være fremme i debatten, nu man har opmærksomheden. Det er public affairs i praksis.

Generelt er sådanne budskabs-annoncer virkningsfulde og for os i redaktionen et kærkomment og relevant indholdstillæg til vores egne, journalistiske artikler og anmeldelser. De er nogle gange lige til den teksttunge side og er gerne ikke så spændende layoutet visuelt som sodavands- og filmannoncer. Den politiske sektor er ikke den mest sexede rent visuelt. 

Det handler om ord, der flytter penge og regler. Ord i den rigtige rækkefølge, når tiden er inde, og hvor man giver politikerne svaret på, hvor de penge, man gerne selv vil have fingre i, skal komme fra. De kommer jo nok ikke lige p.t. fra dansk udbytteskat eller midler fra satspuljen.