Kommentar af 
Sebastian Mernild

Sebastian Mernild gør status på COP26: Der er lang vej igen

Som det ser ud netop nu, er kloden på vej mod en global middeltemperaturstigning i 2100 på minimum 2,7 grader, hvilket er langt over målsætningerne fra Parisaftalen. Det er dog ikke viden, vi mangler, men den nødvendige politiske vilje til at handle, skriver Sebastian Mernild. 

Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Sebastian Mernild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi lever i en oplysningstid – i en klimaoplysningstid.

Over de seneste mange år har efteråret og først del af vintersæsonen i perioden omkring november og december været tidspunktet for publiceringen af adskillige klima- samt vejrstatusrapporter over året, der gik. Dette år ingen undtagelse. Dette år kommer disse rapporter i kølvandet på udmeldingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), hvor panelet i august kom med overordnede klimavurderinger på baggrund af en detaljeret og omfattende analyse af den nyest publicerede klimavidenskab.

Ligeledes afholdes der her sidst på året det årlige klimatopmøde, COP (Conference of the Parties). Dette år er ingen undtagelse, hvor COP26 blev afholdt i Glasgow med formålet "Keep 1.5 degrees within reach". Et klimatopmøde, der blev afholdt under politisk bevågenhed og af interesse for blandt andre medierne, NGO’er, videnskabsfolk, industrier og befolkningen generelt.

Der er meget på spil, da det blandt andet handler om at reducere de globale udledninger af drivhusgasser til atmosfæren for at minimere den menneskeskabte temperaturudvikling og derved reducere omfanget af klimakonsekvenserne frem mod 2050 og 2100, som for eksempel ekstremt vejr, smeltende sne, is og permafrost samt havniveaustigninger.

Men det er ikke viden, vi mangler. Som det ser ud netop nu, er kloden på vej mod en global middeltemperaturstigning i 2100 på minimum 2,7 grader, langt over målsætningerne fra Parisaftalen på henholdsvis 1,5 og 2,0 graders middeltemperaturstigning.

Der er ingen tvivl om, at vi har tiden imod os.

Sebastian Mernild

Forholdene er således, at der med de nationale reduktionsindmeldinger forud for COP26 er lagt op til, at de globale CO2-udledninger vil stige med 13 procent fra 2010 til 2030 og ikke falde med 45 procent, som er nødvendigt for at begrænse middeltemperaturstigningen til 1,5 grader. De indmeldte reduktionsmeldinger stikker noget i den gale retning i forhold til, hvad der er nødvendigt for at arbejde aktivt med Parisaftalen.

Slutmeldingerne fra COP26 var blandede. Der blev under COP26 arbejdet for at holde 1,5 graders-temperaturstigningen i live. Det skete med det yderste af neglene. Men som emissionsforholdene er i dag, vil det ikke lykkes at holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Forventeligt vil vi allerede i begyndelsen af 2030’erne se en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader.

I slutrapporten fra COP26 kom det frem (hvor udledninger fra kul var nævnt som noget helt nyt), at vi fremover kun skal nedtrappe anvendelsen af kul og ikke udfase anvendelsen af kul. Omkring 100 lande har lovet inden 2030 at stoppe skovfældning, og 80 lande lovede at skære en tredjedel af deres udledninger af drivhusgassen metan inden 2030. Desuden har mere end ti lande kæmpet for at få udfaset anvendelse af olie og gas.

Med disse indspil, hvor ikke alle lande er med, er vejen mod øgede emissionsreduktioner lang. Spørgsmålet er, hvor meget vi som verdenssamfund kan udlede af CO2, hvis vi skal holde temperaturen under 1,5 grader, henholdsvis 2,0 grader.

Den seneste klimarapport fra FN’s klimapanel har gjort sit til, at vi alle er blevet mere oplyste og bevidste om klimaforholdene, og hvad der er i vente – men også hvad vi som globalt samfund kan tillade at udlede af CO2 til atmosfæren, hvis vi skal holde temperaturen under et givent temperaturniveau.

Vi er nu klogere og i en højere detaljeringsgrad end tidligere. I IPCC-rapporten blev det vurderet, at vi som samfund maksimalt på globalt niveau kan udlede 400 gigatons CO2, såfremt klodens middeltemperaturstigning (siden det førindustrielle niveau i 1880) skal holdes under 1,5 grader (med 67 procent sandsynlighed) og 300 gigatons (med 83 procent sandsynlighed).

De globale CO2-udledninger vil stige med 13 procent fra 2010 til 2030 og ikke falde med 45 procent, som er nødvendigt for at begrænse middeltemperaturstigningen til 1,5 grader

Sebastian Mernild

Tales der om at holde den globale middeltemperaturstigning under 2,0 grader med 67 procent sandsynlighed (som er Parisaftalens øvre målsætning), da må der maksimalt globalt set udledes 1150 gigatons og 900 gigatons, hvis sandsynligheden er 83 procent. I dag ved vi, at der i 2019 blev udledt omkring 36,8 gigatons CO2 til atmosfæren, og at der i 2021 forventeligt vil blive udledt 36,4 gigatons CO2. På trods af coronakrisen, og det at de globale CO2-udledninger faldt mellem 2019 og 2020, er klodens udledninger nu for 2021 næsten tilbage på niveauet fra 2019.

Siden 1950’erne er udledningerne af CO2 globalt steget betydeligt, og hver gang der udledes 1.000 gigatons CO2, vurderes det baseret på nyeste viden fra IPCC-rapporten, at den globale middeltemperatur vil stige i størrelsesordenen 0,45 grader. 

Der er ingen tvivl om, at vi har tiden imod os. Det, der er brug for, er, at de indmeldte planer om at stoppe skovfældning, reducere brugen af kul samt reducere udledningerne af metan bliver mere konkrete, hvad angår implementering, hastighed, intensitet og hvilke virkemidler, der skal bringes i spil.

Vi har behov for yderligere indblik, viden og handlekraft. Vi har brug for politisk mod og vilje kloden rundt til at føre disse planer ud i livet. For vi kender konsekvenserne af stigende akkumulerede CO2-udledninger, da vi har pålidelige videnskabelige bud på fremtidens klimaudvikling.

I en klimaoplysningstid er det ikke viden, vi mangler med den seneste IPCC-rapport i hånden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion