Sms'er i Minkkommissionen afslører frustration over systemets stille basgang

Statsministerens nytårstale indvarsler en ny fase i coronahåndteringen. Nu skal vi selv tage ansvaret for at håndtere corona. På den baggrund bliver diskussionen af Barbara Bertelsens sms'er et tilbageblik på en mere desperat periode af coronakrisen, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Placeholder image
Sms'er efterlader det indtryk, at Barbara Bertelsen vurderede, at hverken centraladministrationen eller sundhedsmyndighederne kunne håndtere coronakrisen med eksisterende ressourcer og med hverdagens metoder, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Jo mere jeg er sammen med politikere, jo mindre respekt har jeg for dem". Det skrev feltmarskal Lord Alanbrooke, som var britisk forsvarschef under Anden Verdenskrig, i sin dagbog 9. juli 1941.

"[Politikerne] er altid bange for den offentlige mening, når fjenden er langt væk, men når fjenden er truende tæt på, har de en tendens til at tabe hovedet og placere ansvaret for deres tidligere fejl hos de militære rådgivere, hvis råd de hidtil har nægtet at følge," skrev han i dagbogen, hvor han fik luft for dagens frustrationer.

Lord Alanbrookes kritik af magtfuldkomne politikere, der handler i panik imod råd fra fagpersoner, vil virke bekendt for dem, der følger debatten om den danske regerings håndtering af coronakrisen.

Mens feltmarskalens dagbøger først udkom i en gennemskrevet form i 1950'erne og først 50 år senere blev offentliggjort i deres helhed, forholder det sig anderledes med coronakrisen.

Vi følger krisehåndtering på Slotsholmen – sms efter sms – blot måneder efter, at begivenhederne har fundet sted, og på et tidspunkt, hvor det ikke blot handler om historieskrivning, men hvor der er karrierer og regeringers liv på spil.

Det giver folk lyst til at citere Otto von Bismarck for, at hvis man vil bevare sin appetit på pølser og politik, skal man holde sig for god til sætte sig ind i, hvordan begge dele bliver til.

Men formår man at træde et skridt tilbage, fremstår et ikon som Winston Churchill mere menneskelig og derfor mere interessant, når man i Lord Alanbrookes dagbøger kan læse om, hvordan Winston Churchill var småfuld og gnaven på et møde 6. juli 1944. Og man forstår bedre, hvor skrøbeligt og usikkert det var at være den person, som skulle træffe de afgørende beslutninger.

Hvis man skal lede efter en analogi i filmens verden, falder tanken snarere på Egon Olsen, der sprutter af raseri over at være omgivet af hundehoveder, hængerøve, slapsvanse, lusede amatører – og, ja, socialdemokrater

Mikkel Vedby Rasmussen, kommentarskribent

Vi skal måske være taknemlige for allerede nu at få indsigt i, hvordan regeringen og dens embedsmænd har opført sig under coronakrisen. Men det kræver, at vi anerkender (hvilket ikke er det samme som at undskylde) den situation, som magthavere står i under en krise, og at vi forstår, hvordan den unikke rolle forandrer sig, efterhånden som krisen forandrer sig.

Sms'erne, som er blevet fremlagt for Minkkommissionen, er blevet betragtet som arrogante og som et udtryk for magtfuldkommenhed.

Et indtryk, som statsminister Mette Frederiksen (S) mod hensigten bekræftede, da hun på pressemødet 3. november 2021 fortalte, at vi måtte acceptere, at der var en hård tone mellem hendes ministre og embedsmænd.

"Lev med det" blev af statsministerens kritikere set som endnu et udtryk for magtfuldkommenhed, men måske valgte statsministeren at fremstå upåvirket og upåvirkelig, fordi sms'erne også kan læses på en anden måde – ikke som et udtryk for magten, der sætter sig igennem, men som et udtryk for afmagt i en presset situation, hvor man har mistet overblikket.

Når Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, skrev sms'er med Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, under et pressemøde 4. november 2020 og gik fra "FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os" klokken 16.18 til "Sådan – puha, tak" klokken 16.30, så er det selvfølgelig muligt at læse det som en departementschef, der fjernstyrer embedsmænd i alle centraladministrationens departementer og styrelser, men i så fald trænger fjernbetjeningen til nye batterier.

Barbara Bertelsen fremstår i disse og andre beskeder langt fra som Ernst Blofeld, som i James Bond-universitet aer sin kat, mens den omhyggeligt lagte plan folder sig ud. Ingen kat havde kunne ligge stille på skødet af statsministeriets departementschef, mens hun sms'er på livet løs.

Hvis man skal lede efter en analogi i filmens verden, falder tanken snarere på Egon Olsen, der sprutter af raseri over at være omgivet af hundehoveder, hængerøve, slapsvanse, lusede amatører – og, ja, socialdemokrater.

Fra det perspektiv får sms'erne både statsministeren og hendes departementschef til at fremstå skrøbelige og søgende efter den rigtige løsning i en situation, som hverken deres erfaring eller myndighedernes planer giver en tydelig opskrift på, hvad den rigtige løsning er.

Pandemien er blevet driftt

Mikkel Vedby Rasmussen, kommentarskribent

Det er fremgået både af sms'erne i Minkkommissionen og af ekspertrapporten om myndighedernes håndtering af covid-19-pandemiens første fase, at Barbara Bertelsen tidligt indså, hvilken udfordring pandemien kommer til at blive.

Departementschefen påtog sig dermed en lederrolle, som er helt afgørende i en krisesituation: At give resten af systemet forståelse for krisens omfang og behovet for at prioritere den. Slotsholmen er bedre til drift end til at håndtere pludselig opståede problemer. Derfor er der en tendens i embedsværket til at søge at få krisen til at passe ind i hverdagens rytme.

Både statsminister og departementschef følte sig tydeligvis frustreret over systemets stille basgang. Bertelsen skrev således 10. marts 2020 til departementscheferne: "Risikoen er ikke at gøre for meget og for hurtigt – det er at gøre for lidt og for langsomt".

Pandemiens tempo var ifølge statsministeriets departementschef et andet end hverdagens. Ser man sådan på det, var det faktisk en effektiv metode at stresse systemet per sms, telefon, mødeindkaldelser og alle de andre kommunikationskanaler, som man kunne bruge til at få selv yngste fuldmægtig til at forstå, at der var en ny prioritet.

Men den form virker kun, hvis den, der råber ind i megafonen, er fuldstændig rolig. For lige så meget en organisation kan have brug for en rusketur for at erkende krise, lige så meget vil den have brug for en mådeholden ledelse, som foretager klare prioriteringer og efterspørger tydelige beskrivelser af konsekvenserne af de handlinger, som der skal til for at håndtere krisen.

Sms'erne efterlader det indtryk, at Barbara Bertelsen og med hende formentlig regeringen vurderede, at hverken centraladministrationen eller sundhedsmyndighederne kunne håndtere coronakrisen med eksisterende ressourcer inden for de lagte planer og med hverdagens metoder.

Hvis det var vurderingen, som man havde i baghovedet, er det ikke mærkeligt, at man forsøgte at styre systemet og frygtet, at embedsmænd på alle niveauer ikke erkendte, hvad der var på spil. Når man står på Titannics bro og ser isbjerget ret forude, er det ikke så mærkeligt, at man råber til rorgængeren.

Det er en styrke at tale krisen op i begyndelsen, hvor pandemiens omfang endnu ikke var erkendt. Efterhånden som coronakrisen går ind i sit tredje år, er krisen erkendt i et omfang, hvor den er blevet hverdag.

Om skribenten

Mikkel Vedby Rasmussen (født 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

I den situation er embedsværkets evne til at regulere hvert et hjørne af samfundet i en støt og rolig begrænsning af coronaens konsekvenser blevet efterspurgt igen. Pandemien er blevet drift.

Måske handler debatten om sms'erne også om, at vi i dem genoplever vores kollektive frygt for corona på et tidspunkt, hvor vaccinerne endnu ikke var producerede, og hvor pandemien virkede ustoppelig. Ved indgangen til 2022 er pandemien langsomt, men sikkert, ved at blive endnu en risikofaktor, som skal opvejes mod andre risikofaktorer i samfundet.

I sin nytårstale sendte statsministeren et klart signal om, at hun ikke længere ønskede at være coroanens statsminister.

Mette Frederiksen skelnede i sin tale mellem at håndtere coronaen under pandemien og at foretage politiske valg og forandringer af selve systemet, når det værste er overstået.

"Når vi står midt i en svær pandemi, er tiden ikke til at gennemføre store forandringer i sundhedsvæsnet," sagde statsministeren 1. januar. "Men så snart det bliver muligt, vil vi fremlægge et sundhedsudspil. Det skal sikre bedre sammenhæng for patienten hele vejen gennem sundhedsvæsnet".

Udfordringen består ikke længere primært i at handle overfor smittespredningen. Derfor er det ikke vigtigste ikke længere at handle så hurtigt og så effektivt som muligt, som Barbara Bertelsen beskrev det i marts 2020, men at indgå i et mere traditionelt reformarbejde.

Selvom en reform af sundhedsvæsnet er en politisk form, som er mere umiddelbart genkendelig på Christiansborg, er det krisearbejde på linje med håndteringen af coronakrisen.

Krisen i sundhedsvæsnet har blot ikke den akutte karakter, som coronakrisen havde i marts 2020, og frem til vaccinerne blev udrullet.

Men det er stadigvæk en krise. Det er en systemisk krise, hvor det er selve måden, som opgaven (at sikre sundhed og helbredelse) bliver løst på, som er blevet grundlæggende udfordret under coronakrisen.

På sin vis er det uretfærdigt: Det danske sundhedsvæsen har håndteret en omfattende sundhedskrise i over to år. Hvis sundhedsvæsenet havde været en hær, ville den have fortjent en parade og medaljer.

Med coronaepidemien vil krisehåndteringen mutere som sygdommen og være en del af vores dagligdag i lang tid fremover

Mikkel Vedby Rasmussen, kommentarskribent

Men det er ikke sådan, at sundhedsvæsenet eller dets medarbejdere har reageret på de "slag", som de har vundet. Tværtimod er der ikke alene en udbredt og forstålig træthed blandt sundhedspersonalet, men også en fornemmelse af, at hvis man har sejret, er det på trods af systemet.

Sundhedssystemet har haft et beredskab til kriser, som var baseret på, at kriser ville være så kortvarige, at der alligevel ikke ville være tid til at aktivere et beredskab. Derfor skulle læger, sygeplejersker og sundhedsassistenter løfte kriseopgaverne inden for den eksisterende struktur. Coronakrisen har vist, at den antagelse ikke holdt.

Holder den ikke på sundhedsområdet, holder den formentlig hverken inden for energisektoren, transportsektoren eller andre dele af samfundet. Det store politiske spørgsmål, som følger af coronakrisen, bliver derfor, om vi er villige til at betale for et samfundsmæssigt kriseberedskab.

Der er reel politisk diskussion, om vi ønsker at bruge penge på at forberede os på krise, der måske, måske ikke, venter i fremtiden, eller om vi hellere vil bruge pengene på mere øjeblikkelige udfordringer.

En mere systemisk tilgang til krisen er også mulig, fordi den enkelte dansker og hver frisør, fitnesscenter og produktionsvirksomhed selv er blevet i stand til at regulere deres adfærd på en måde, som vi ikke var i marts 2020.

Hvor krisereglerne i pandemiens begyndelsen primært handlede om at begrænse vores sociale interaktion og derfor var baseret på en "du må ikke"-opskrift, har en øget krisebevidsthed siden skabt nogle adfærdsmønstre, som gør, at enkeltpersoner og organisationer i vidt omfang regulerer sig selv.

På den baggrund følger coronareguleringen i stigende grad en "hvad kan du få til at virke?"-opskrift. Statens rolle bliver primært at give information som smittetal og definere behovet for at begrænse socialt samvær, og inden for de rammer bliver det op til personer og virksomheder at vurdere, hvordan de kan skabe en coronavirkelighed, der giver mening for dem.

I den nye virkelighed er krisehåndteringen ikke længere primært ansvaret for en meget begrænset gruppe ministre og embedsmænd.

Statsministeren og hendes departementschef kan derfor ikke længere føle, at ansvaret udelukkende hviler på deres skuldre. Men vi andre kan heller ikke længere udelukkende placere ansvaret for krisehåndteringen hos dem.

Coronakrisen vil ikke slutte på samme måde som eftertiden for feltmarskal Lord Alanbrooke. Efter Anden Verdenskrig koncentrerede han sig om fugle og blev inden for ornitologisk fotografi en pioner, som udgav 45 bøger om fugle. Det kunne han gøre i forvisning om, at uanset hvilke kriser der kom efter 1945, havde han kæmpet sin krig til ende.

Men med coronaepidemien vil krisehåndteringen mutere som sygdommen og være en del af vores dagligdag i lang tid fremover. Ligesom vi ikke kan sætte punktum for coronahåndteringen, skal vi derfor heller ikke sætte punktum for vores diskussion af, hvordan kriser bedst håndteres, og hvilke omkostninger krisehåndteringen har.

Læs også

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
ph.d. (Københavns Uni. 2000), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995)

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser