Tidligere ambassadør: Politikerne bør starte overvejelserne om at ophæve rigsfællesskabet

Danske politikere agerer konstant defensivt, når færøsk og grønlandsk selvstændighed gøres gældende. Det er rigsdelene, siges det formanende, der træffer beslutning herom.

Men hvad med at vende bøtten på hovedet? Ikke flere defensive betragtninger, i stedet burde vi have en mere offensiv overvejelse om, hvorvidt det ville tjene Danmarks væsentlige interesser bedst, hvis rigsfællesskabet blev opløst?

Hvorfor skal Danmark da fortsat være forpligtet til at fastholde ansvar, hvor et ansvar ikke ønskes

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør

Det ville vel også tjene de to rigsdeles interesser. Hvorfor det også er i deres interesse, vil jeg forklare nedenfor.

Derfor burde det overvejes at give Færøerne og Grønland deres efterstræbte selvstændighed: i det mindste efterstræbt så længe det ikke er sandsynligt, og en tidsramme ikke er aftalt!

Nye selvstændige stater i det internationale samfund
Og nej, der skal ikke spilles kort i et brunt værtshus mellem USA, EU, Rusland og Kina, om hvem der skal udfylde de tomrum, der måtte opstå, såfremt de tre rigsdele i statsretslig forstand skiltes. En ordentlig proces vil blive etableret.

Danmark, Færøerne og Grønland vil selvsagt indgå i en række velforberedte bilaterale samarbejds- og handelssaftaler til fælles gavn. Måske kan der endog etableres et "broderskab", et statssamfund mellem de tre stater på afgrænsede områder.

Processen vil også omfatte samtidige bilaterale aftaler med USA på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område, for hvem Grønlands arktiske placering er overordentlig vigtig. Grønland må derfor forventes at være successorstat for Danmark angående den i 1951 indgåede overenskomst mellem kongeriget Danmark og USA om forsvaret af Grønland.

De selvstændige stater Færøerne og Grønland vil da også indtage deres pladser i FN, i Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. Som Island også blev det, optages de i NATO, og det stort set ukendte vestnordiske samarbejde mellem disse tre stater i det nordiske samarbejde vil også blive styrket herudover.

Blikket vil desuden blive rettet mod EU, USA og NATO, hvor fælles interesser defineres og koordineres. Island er den relativt ressourcestærke partner.

Rigsfællesskabet er forældet
"Fremtidens samarbejde mellem Danmark og landene i Nordatlanten må bygge på selvstændige nationers frie vilje. For unge ambitiøse færinger vil en aktiv tilværelse ... friste langt mere end en passiv tilværelse på bagsædet af den danske enhedsstat."

Det sagde det daværende folketingsmedlem fra Færøerne Magni Arge i maj 2018 i Folketinget.

Folketingsmedlem fra Grønland Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) mente uimodsagt under Folketingets åbningsdebat sidste år, at Danmark "profiterer på Grønland via Grønlands strategiske placering ... stormagterne ser til Danmark på grund af os. Uden Grønland ville Danmark nemlig ikke have en stemme i denne sammenhæng."

Under forhandlingen om statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet med videre i år gjorde Mette Frederiksen (S) gældende, at "Ved statsdannelse menes der højhedsret over eget land... Det betyder, at Danmark ikke har noget reelt ansvar for Grønland. Men efter statsdannelse ønsker vi jo et reelt føderalt samarbejde med Danmark, hvor vi kan bygge et reelt rigsfællesskab og ikke det pseudorigsfællesskab, vi ligger i nu."

Under debatten om statsministerens åbningstale i oktober i år formulerede hun sig sådan om forholdet mellem Danmark og Grønland: "... der bliver nødt til at blive gjort noget mere ud af at beholde det her broderskab, idet jeg tror på, at vi, uanset hvad der kommer til at ske i fremtiden, uanset selvstændighed, også kommer til at have hinanden som vores tætteste allierede."

I Altinget den 15. december argumenterer Høegh-Dam for, at Grønland får den fulde udenrigspolitiske kompetence, man har "kæmpet" for i årtier, men nu er det mere relevant end nogensinde før. Årsagen er, at Grønland, "er i rampelyset fra det internationale samfund." Grønlandsk udenrigspolitik bliver en "separat udenrigspolitik for Danmark, men hvor de to lande på diplomatisk vis kan samarbejde".

Rigsfællesskabet er en forældet ordning, der skal redefineres. Hvis udenrigspolitikken føres hen over hovedet på en hel befolkningsgruppe, så fører den altså til et demokratisk underskud. Derfor skal Grønland have fuld udenrigspolitisk kompetence, mener hun.

Hvem profiterer på hvem
Uklart formuleret er uklart tænkt. Hvad er for eksempel indebyrden af ordet "reelt" i de nævnte sammenhænge. Hvad betyder "føderalt", "broderskab" og "tætteste allierede? Hvad er en separat udenrigspolitik, hvem forpligter hvem?

Det lyder snarere, som om man efter omstændighederne vil være ude og inde på samme tid. Der bliver hårdt brug for statsrets- og folkeretsjurister til at rede trådene ud, hvis den politiske vilje til at se på disse i alle retninger strittende tilkendegivelser er til stede.

Er de repræsentative for Grønland? Og er den øjeblikkelige færøske stilhed et resultat af velstandsstigning; konjunkturbestemt?

I øvrigt er det noget vrøvl, at Danmark profiterer på Grønland. Danmark ville jo ikke have behov for samme adgang til USA, såfremt Grønland blev selvstændigt. Det er snarere Grønland, der kan profitere på en gammel europæisk stat.

Udsagnene illustrerer derfor også, hvor vigtigt det er at overveje, hvad det egentlig er for en proces, man fra Danmarks side må forudse vil blive igangsat, og hvilket endemål man fra dansk side gerne ser. Hvad er muligt og ønskværdigt.

Da Island i 1944 besluttede sig for at ophæve forbundsloven og indføre republik var befolkningen omkring 145.000. Færøernes og Grønlands befolkninger er i dag hver på lige under 40 procent heraf.

Reglerne i rigsfællesskabet 
Kongeriget Danmark omfatter Danmark, Færøerne og Grønland. Denne statsdannelse er et forfatningsretligt fællesskab uanset forskelle vedrørende sprog, kultur, klima, livsmønstre og identitet.

Inden for dette rigsfællesskab nyder Færøerne og Grønland delvis autonomi med hjemmestyre, som blev indført i henholdsvis 1948 og 1979. Grønland fik ydermere selvstyre i 2009.

I den løbende, men i selve Danmark afdæmpede og defensive diskussion om rigsfællesskabet, stiger pulsen sjældent.

Vil færøske og grønlandske forventninger om noget vidunderligt brase sammen under sit eget ansvars vægt

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør

Det er ifølge skiftende regeringer op til Færøerne og Grønland at beslutte sig for en mulig udtræden af rigsfællesskabet og dermed for i statsretlig forstand en opnåelse af fuld selvstændighed.

I Danmark skal regeringsbeslutninger om selvstændighed for de to rigsdele godkendes af Folketinget, jævnfør grundlovens paragraf 19, stykke 1, om indskrænkning af rigets område. Skiftende statsministre har tilkendegivet, at man ikke ville stille sig i vejen for ønsket. Et flertal i Folketinget forventes at ville godkende en regeringsbeslutning herom.

Det forjættede land
Men mon selvstændighedens forjættede land er andet og mere end et drømmebillede. Vil færøske og grønlandske forventninger om noget vidunderligt brase sammen under sit eget ansvars vægt, den dag beslutningen om udtræden af rigsfællesskabet måtte blive igangsat i en eller begge rigsdele, derefter truffet og konsekvenser erkendt.

Fremmanes det rituelle ønske om selvstændighed, når lejlighed dertil gives, arbejdes der konkret henimod selvstændighed, eller bliver man ved med at hoppe fra tue til tue i åen. Det er spørgsmålet.

Og spørgsmålet er et paradoks, men passer på den eksistentielle situation, hvor rigsdelenes indirekte anvendelse af paradokset øger deres handlerum i rigsfællesskabet over for Danmark.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har for eksempel sagt, at han baseret på "ligeværd, tillid og gensidig inddragelse" vil levere "et styrket samarbejde" i Rigsfællesskabet, selvom København kan "blive nødt til at flytte" sig. 

Danmarks militære ressourcer 
"Alting har en tid", siges det. Mon ikke regeringen og Folketinget under alle omstændigheder bør forberede sig praktisk og bevidst på, at Grønland og Færøernes uafvendeligt kommende ønske om selvstændighed følger sin egen politiske og økonomiske mening. Og at det, når situationen er moden, munder ud i at én eller begge rigsdeles løsrivelse.

Udviklingen mellem Danmark og Island fra 1874 til 2004 til 2018 og til slutstenen i 1944 er god at tage ved lære af.

Hvis det forholder sig sådan, hvorfor skal Danmark da fortsat være forpligtet til at fastholde ansvar, hvor et ansvar ikke ønskes. Danmarks egne ressourcer tillader ikke, at Danmark militært kan garantere for Færøernes og Grønlands forsvar og sikkerhed.

En mulig moralsk dansk forpligtelse retter sig alene mod en velforberedt, struktureret og værdig proces, der afslutter rigsfællesskabet og skaber forudsætning for fremtidigt samarbejde baseret på bilaterale aftaler mellem selvstændige nationer med en fælles fortid. Her kan FN inspirere.

Danmark er den eneste af de tre rigsdele, der råder over en erfaren, udbygget udenrigstjeneste, beskedne væbnede styrker og et dermed forbundet militært og sikkerhedspolitisk apparat.

Overvejelserne skal i gang
Et Danmark uden de to rigsdele vil i medfør af stræderne og tætheden til Tyskland fortsat tiltrække sig opmærksomhed fra NATO-stormagters side, men ellers vil Danmark være så strategisk upåagtede som Benelux-landene. Ikke nogen strategisk dårlig placering i modsætning til den nuværende, hvis man anskuer situationen nøgternt og sagligt.

I åbningsredegørelsen til Folketinget i år sagde statsministeren, at Danmark sammen med Grønland og Færøerne arbejder ud fra en fælles målsætning om lavspænding. "Samtidig skal vi beskytte os selv," sagde hun.

Det "vi", statsministeren omtaler, påhviler i materiel og personelmæssig forstand i alt væsentlighed Danmark, ikke Færøerne og Grønland. Dernæst den forsvarsalliance - NATO - som rigsfællesskabet er medlem af, og hvis uantastede hovedkraft udgøres af et USA, hvis parlament og befolkning er dybt splittet med konsekvenser for beslutningsevne og langtidsperspektiver.

Set fra et dansk synspunkt, hvad er så fordelene ved rigsfællesskabets bevarelse, og hvad er ulemperne? Kom i gang med overvejelserne, og bliv dermed ikke taget på sengen.