Trads: Præsident Trump – det værste der kunne ske

KLUMME: Det har været et hæsligt år for den verden, vi kender. For den fred, stabilitet, vækst og fremgang, som vi har nydt godt af siden 2. verdenskrig, er pludselig ved at ramle. Valget af præsident Trump gør det bestemt ikke bedre, skriver David Trads. 

Det har været et hæsligt år for den verden, vi kender. For den fred, stabilitet, vækst og fremgang, som vi har nydt godt af siden 2. verdenskrig, er pludselig ved at ramle:
Først stemte Storbritannien – EU-s tredjevigtigste land – sig overrumplende ud af EU. Så kollapsede demokratiet i Tyrkiet, NATO's fjerdevigtigste medlem, og diktaturet lurer. Endelig valgte USA, vestens ubestridte leder, så i nat Donald Trump som dets præsident.

Det er, som om vi for tiden hele tiden bevæger os fra slemt til værre:
Hele den samfundsorden som siden 2. verdenskrig har sikret os, der er så heldige at bo i vesten, en enestående frihed og tryghed, er under opbrud. EU er truet. NATO er truet. FN er truet. Handelsaftaler, klimaaftaler, menneskerettighedskonventioner er truet.

Det er edderbankemig alvor. Præsident Trump er det værste, der kunne ske netop nu. Han er en isolationist, der alene med sit slogan 'Make America Great Again' signalerer, at alt handler om USA. Andre lande må klare sig selv. EU er, siger han, kedsommeligt. NATO er, mener han, temmelig ligegyldig. Det med EU kan Europa selvsagt blive fornærmede over, men det er trods alt vores problem. Langt værre er det med NATO. Her har Trump direkte sået tvivl om det måske allervigtigste – nemlig musketer-eden, der betyder, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på alle.

Det fik Sovjetunionen til at undlade at angribe selv den mindste udpost i vesten – for eksempel Bornholm i Østersøen. Det ville nemlig blive betragtet som et angreb på alle – og dermed også på USA. Musketer-eden har i syv årtier givet os historisk fred. Fra i dag kan små medlemslande i det yderste af NATO ikke længere vide sig sikre. Trump har sagt, at han ikke er sikker på, at det er indsatsen værd at starte en krig for at redde et lille land. Den slags, skal jeg hilse at sige, gør estere, litauere og lettere dybt, dybt nervøse.

Det gør omvendt Vladimir Putin, den russiske despot, i højt humør. Han lever og ånder for ustabilitet. Han elsker uro og kaos i vesten. Som da EU og USA tøvede med at hjælpe Ukraine. Haps, så snuppede han Krim. Vil han nu også forsøge sig i Baltikum? Det er helt usikkert.

I en verden, der som nærmest aldrig før har brug for et stærkt vesten, som kæmper for demokrati og individets ukrænkelighed, oplever vi for tiden, at tingene går den forkerte vej: Politiske charlataner, som knap nok anerkender demokratiet, og populister, der er flintrende ligeglade med det lange perspektiv, er åbenlyst dygtigere end alle andre politikere til at appellere til folks hjerter. Til helvede med 'nødvendighedens politik' og den slags, råber folket.

Den værste er Trump, men Nigel Farage i Storbritannien, Marine Le Pen i Frankrig, Viktor Orban i Ungarn, Andrzej Duda i Polen og for den sags skyld Kristian Thulesen Dahl herhjemme er med i koret. De river det ned, som har taget seks-syv årtier at bygge op.

Hvad i alverden bliver det næste, tænker jeg? Efter Brexit? Efter Trump? Ja, skal man tro Anne Applebaum, den fremragende polsk-amerikanske kommentator, som tilbage i marts i år berømt skrev, at vi bare er to-tre forkerte valg fra, at den verden, vi kender, bryder sammen, så bliver det næste, at Frankrig i foråret vælger Le Pen til præsident.

Men kan de etablerede partier – dem, der i fællesskab har bygget vesten op – slet ikke gøre noget? Jo, de kan passende begynde at drømme igen: Drømme om andet end decimaler i et regneark. Drømme om at hjælpe dem, der er angste. Drømme om at løse de problemer, der optager så mange – integration, social dumping, ulighed, retfærdighed. Holde op med at sige, at 'sådan er det jo'. Endegyldigt begrave 'nødvendighedens politik'. Standse med at tale som et regneark. Kort sagt: Sørge for at tage angsten fra dem, der føler sig sat af på perronen.

Hillary Clinton var symbolet på det forkerte. Hun ville bare regulere lidt på det samfund, som hun syntes var tæt på perfekt, men som flertallet af vælgerne opfattede som dybt urimeligt. Hun vidste alt, kunne alt, havde titusinde fine planer. Hun manglede bare at drømme.

---


David Trads er skribent hos Altinget m.fl., studievært på Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Forrige artikel Trads: Donald-dag nu! Trads: Donald-dag nu! Næste artikel Trads: Der er en sprække i alt. Det er dér, lyset kommer ind Trads: Der er en sprække i alt. Det er dér, lyset kommer ind