Kommentar af 
David Trads

Trads: Trump - en triumf for den 'ægte politiker'

TRADS I TRUMPLAND: ”Fuck det,” lød svaret fra Trump, mens han krævede en mur mod Mexico, et indrejseforbud for muslimer, en exit fra klimakampen, og et kæmpe skråt-op til feminisme, politisk korrekthed og transgender, skriver David Trads.

SIN EGEN HERRE: Donald Trump har fået den politiske elite, alle dens interesseorganisationerne og lobbyisterne i USA til at ryste i bukserne, mener David Trads.
SIN EGEN HERRE: Donald Trump har fået den politiske elite, alle dens interesseorganisationerne og lobbyisterne i USA til at ryste i bukserne, mener David Trads.Foto: Jim Watson/Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

WASHINGTON: Nå, jeg leder efter noget positivt at sige om Donald Trump – og her er det så:

Trumps valgsejr og indsættelse som præsident for verdens vigtigste nation er en enestående triumf for den ’ægte politiker’, der siger præcist, hvad han mener - i et sprog, som alle forstår. 

Som han fastslog i begyndelsen af sin tale, så er dette års magtskifte ’usædvanligt’, idet der ikke bare er tale om et magtskifte fra en regering til en anden regering, eller fra et parti til et andet, men, som han pompøst fastslog: ’fra Washington DC tilbage til folket.’

Det lyder som en kliché, men jeg kan garantere for, at den politiske elite og med alle dens interesseorganisationer og lobbyister i USA vitterligt ryster i bukserne. For hør, hvordan han fortsatte:

For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket er fra højre eller venstre. De er den elite han foragter.

David Trads

”I for lang tid har en lille gruppe i vores nations hovedstad høstet alle magtens fordele, mens folket har betalt det hele. Politikere berigede sig selv, mens arbejdspladserne forsvandt og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land.”

Lige der bag Trump, mens han talte, sad hele eliten:

Barack Obama og alle demokraterne – men også Paul Ryan og Mitch McConnell - de to republikanske ledere i Kongressen. For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket, er fra højre eller venstre. De er den elite, han foragter. De er sumpen, der skal drænes.

”Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i nationens hovedstad, har der ikke været meget at fejre for hårdt prøvede familier rundt i landet. Alt dette ændrer sig lige her og lige nu, for dette øjeblik er jeres øjeblik.”

Trumps frontalangreb var demonstrativt. Ikke en eneste gang rakte han hånden ud til forsoning. Han nævnte ikke ’samarbejde’ med et ord. Alt den sædvanlige snak om at ’samle Amerika’ og ’arbejde på tværs af partierne’ sprang han over. Han er reelt sin egen herre.

Det er vigtigt hele tiden at erindre sig, at Trumps sejr netop var ’hans sejr’. Først knuste han hele den republikanske elite, som alle til hobe foragtede ham. Så maste han den demokratiske elite. Til sammen smadrede han al politisk logik, ja, al logik.

Alt det Trump sagde, han ville gøre, da han var kandidat, det fnøs ’eliten’ af:

Globalisering er en uomgængelig udvikling, sagde de, så frihandel, åbne grænser og internationalt samarbejde er et must. Bedre rettigheder for homoseksuelle, minoriteter og indvandrere er en ensrettet vej, messede de - det kan ikke skrues tilbage. Kampen mod global opvarmning er en given sag, hævdede de - USA være i front.

”Fuck det,” lød svaret fra Trump, mens han krævede en mur mod Mexico, et farvel til handelsaftaler, en genforhandling af NATO, et indrejseforbud for muslimer, en exit fra klimakampen, og et kæmpe skråt-op til feminisme, politisk korrekthed og transgender.

Man kan også skære det ud i pap, bøje det i neon og råbe det ud i en megafon:

Trumps sejr er et historisk nederlag til den ’djøficering’, den ’nødvendighedens politik’ og den ’sådan-er-det-jo-attitude’, som har styret ikke bare dansk politik, men også amerikansk og europæisk politik i årevis. Manualen for, hvad der kan lade sig gøre, skal skrives om.

Politikere kan faktisk tage kontrollen over den politiske udvikling. Der er ikke længere ’regler’ for, hvad der er inden for eller uden for ’skiven’. Som altid er udviklingen størst, først og mest dramatisk i Amerika, men den er også på vej med fuld styrke til os:

Skal vi ud af EU? Hvorfor ikke? Skal vi ud af NATO? Hvorfor ikke? Skal vi alliere os med Putin? Hvorfor ikke? Skal vi melde os ud af konventionerne? Hvorfor ikke? Alt er i spil. Skal vi skyde på flygtninge i Middelhavet? Hvorfor ikke? Velkommen til trumptismens æra. Det bliver vildt.

......

David Trads skriver fra USA i forbindelse med indsættelsen af Donald Trump som USA's 45. præsident.
David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00