Trads: Trump er en klar og akut fare for verdensfreden

Da jeg natten til søndag fløj til København fra Washington DC, blev vi pludseligt – midt over Atlanterhavet, et stykke syd for Grønland – ramt af, hvad kaptajnen kaldte ’en alvorlig omgang turbulens, som vi ofte møder på dette transatlantiske fly’.

Mens vi sad der i stormvejret, mens vi røg op og ned, mens vi blev kastet rundt, mens skroget knagede, mens lynene lyste nattehimlen op, ja, da tænkte jeg uvilkårligt på den triste Mikael Wiehe-sang om, hvordan en passager oplevede Titanic’s forlis, da det ramte et isbjerg i 1912:

"Det startede med en skælven på nedre dæk//og fyldte os vel mere med undren end med skræk//at dette fartøj ku’ springe læk var fuldstændigt ubegribeligt//man havde sagt os, at dette var verdens mest moderne, usænkbare skib".

Efter en lille time gik turbulensen over, skiltet med ’spænd sikkerhedsbæltet’ blev slukket, stewardesserne kom rundt med drinks, men stormvejret var nærmest for symptomatisk – for aldrig, aldrig i min levetid har det transatlantiske samarbejde været så uroligt.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige disse ord, men: Præsidenten udgør en klar og akut fare mod den globale verdensorden.

Lawrence Summers
Finansminister, under Bill Clinton

Selve det fundament, som har sikret os nu mere end syv årtiers fred siden Anden Verdenskrig – opbygningen af FN, NATO, EU – er truet. Ikke af en ydre fjende. Ikke af Sovjet, ikke af Kina, ikke af Islamisk Stat. Men af den ’frie verdens leder’ – den amerikanske præsident.

Donald Trump har på mindre end et halvt år sat alt det overstyr, som en ubrudt række af hans forgængere – Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon, Ford, Carter, Reagan, Bush 1, Clinton, Bush 2 og Obama – har haft som kernen i deres globale politik:

Har den epoke, denne enestående epoke, som blev formet af Roosevelt og Churchill, nået sit endeligt?

David Trads

Det transatlantiske samarbejde mellem de frie demokratier i Nordamerika og Europa – vel og mærke med USA, denne fakkel for håb, som John Winthrop, en af de første pionerer i den nye verden, udtrykte det, som dets naturlige leder.

Er det slut nu? Er den tid, hvor vi kunne være lige så sikker på amerikansk lederskab som på amen i kirken, omme? Har den epoke, denne enestående epoke, som blev formet af Roosevelt og Churchill, nået sit endeligt? Er den æra, hvor Amerika og Europa i fællesskab gjorde verden bedre, slut?

Jeg kan næsten ikke tro det – for, som Wiehe sang:

"Man havde sagt os, at dette var verdens mest moderne, usænkbare skib."

Lige inden jeg havde sat mig på SAS-flyet i Washington Dulles Airport – i øvrigt opkaldt efter en af det transatlantiske samarbejdes stærkeste ikoner, John Foster Dulles, amerikansk udenrigsminister i 1950'erne – havde jeg set CNN, som var i sit alvorlige hjørne:

Lawrence Summers, i sin tid Bill Clintons fremragende finansminister, tog bladet fra munden, greb en megafon og råbte sin frustration over ud:

”Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige disse ord, men: Præsidenten udgør en klar og akut fare mod den globale verdensorden.”

Summers var gravalvorlig, da han sagde det – for det amerikanske udtryk ’a clear and present danger’ er dybt seriøst, fordi det henviser til Højesterets mulighed for at gribe ind over for en præsidents ytringsfrihed, hvis dommerne vurderer, at alene hans udsagn er farlige.

Og, helt ærligt, han har jo ret. De forløbne par uger har dokumenteret – også for de mest tungnemme – at bulderbassen i Det Hvide Hus er den største trussel mod verdensfreden i nyere tid. Trump er utilregnelig, skør, ude af kontrol – og det åbenbarer sig næsten dagligt:

Under NATO-topmødet i Bruxelles afviste han – på trods af hans ministre havde lovet det – at garantere, at USA fortsat vil leve op til selve kernen af det transatlantiske forsvarssamarbejde, nemlig musketer-eden, der betyder, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på alle.

Ved G7-mødet for klodens rigeste nationer stemplede han Tyskland som ’ond’, og han bralrede løs om, hvordan al samhandel skal handle om ’America First!’ – og han afviste kategorisk alle de øvrige landes opfordringer til et tættere internationalt samarbejde.

Hjemme i Washington DC meldte han så bombastisk USA af den Paris-aftale om bekæmpelse af global opvarmning, som alle, bortset fra Syrien og Nicaragua, bakker op om. Klimaforandringer, mener Trump, er noget fup, som Kina har fundet på for at svække USA.

De forløbne ugers angreb på selve fundamentet for Vesten og derved demokratiet er så alvorligt, at det er til at græde over. Det handler ikke længere om de uenigheder, som selvsagt af og til dukker op i det amerikansk-europæiske samarbejde.

Som Angela Merkel, den tyske kansler, direkte udtrykte det, så ’kan vi ikke længere tage samarbejdet for givet’, og som Emmanuel Macron, den franske præsident, ironisk kommenterede, så er tiden kommet til, at ’Make the Planet Great Again.’

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var også præcis i sin kritik af Trump under sine grundlovstaler, da han konstaterede, at USA’s exit fra Paris-aftalen er et ‘et forstemmende eksempel på, hvordan globalt lederskab kan sættes over styr’:

”Det er en beslutning, som i mine øjne beror på en misforståelse af, hvad USA's egne nationale interesser er. Det er en beslutning, der truer med at underminere USA, deres eget globale lederskab.”

Stærke ord fra en dansk statsminister – ja, jeg erindrer aldrig at have hørt så skarp kritik af en amerikansk præsident fra en dansk regeringschef. Desværre – og jeg siger desværre, fordi jeg holder så meget af Amerika – så er Løkkes (og Merkels og Macrons) ord helt nødvendige.

Trump er et mareridt. Det er desværre virkeligt.

Så længe Trump er præsident, må Europa påtage sig lederskabet. Ellers kan det gå helt galt.

Læs mere: Forsker op til NATO-topmøde: Trump gør fred i Afghanistan mere utopisk

......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.