Vægt og målebånd dominerer i folkeskolen

Riget fattes penge, og det smitter af på folkeskolen i valgkampen. Politikerne er enige om det lidt luftige mål at højne fagligheden, og den mest markante forskel på partierne er størrelsen på det beløb, som skal skabe rammerne for et løft af fagligheden.

Begge fløje udpeger skolen som et centralt valgtema, men den er modsat tidligere ikke platform for værdipolitiske markeringer. Den allestedsnærværende økonomidiskussion er trængt ind i folkeskolen og tager rampelyset fra debatter om obligatorisk morgensang, fagkonsulenter uddannet i køn eller selve indholdet af undervisningen.

Netop undervisningens indhold er svært at måle på, mens det går langt nemmere med andelen af specialelever, vikartimer og lærernes sygefravær. Økonomidiskussionen gør det mere populært at måle og veje folkeskolen:

Elevernes resultater måles i test, og opgørelser af antal timer eller lærere er en stor del af politikernes styring. Politikernes løfter kan måles og vejes på samme vægt: S-SF lover to lærere per klasse, mens Løkke lover at udvide 1.-3. klassernes skoledag til seks timer.

Hvad gør folkeskolen god?
Men politikernes målbare løfter om flere timer og lærere koster. Vælgerne kan krydse af efter tydelige økonomiske forskelle: Regeringen vil tilføre folkeskolen 850 millioner kroner, hvoraf de 700 kommer fra den bebudede afskaffelse af SU til hjemmeboende unge på en ungdomsuddannelse.

S og SF vil bruge to milliarder kroner på folkeskolen, som de blandt andet henter ved en højere virksomhedsskat for bankerne. Antallet af nuller på checken er én ting, noget andet er, hvordan pengene bruges. Her er partierne uenige om, hvad der gør folkeskolen god.

Pisa-resultater har dokumenteret, at danske skolebørn ikke er blevet nævneværdigt dygtigere i de seneste 10 år, og begge parter vil lære af fortiden, men det er hver sin lektie, de lærer.

»Vi har en af verdens dyreste folkeskoler,« understreger både statsministeren og  undervisningsministeren og peger på, at mere frihed til kommunerne vil højne kvaliteten, for pengene er der - de skal bare bruges mere fornuftigt. S-SF's regnestykker viser, at regeringen har skåret på skolen, og de bruger lærerfyringer og skolelukninger til at bakke argumentationen op.

Hverken blåt eller rødt
Begge sider har ret - alt efter regnemetoden. Eksempelvis fremviser regeringen gerne folkeskoleforbruget som gennemsnit per elev, for selv med et dalende elevantal falder regnestykket ud til regeringens fordel. Oppositionen peger som eksempel derimod på, at udgifterne til folkeskolen ikke har udviklet sig i helt samme opadgående retning som den almindelige velstandsudvikling - altså BNP per indbygger.

Trods pengeskænderierne vil et bredt folkeskoleforlig efter al sandsynlighed bestå efter et valg, for på Borgen er der enighed om, at færrest mulige forandringer er bedst for folkeskolen. Efter regeringen trak sit forslag om at afskaffe loftet over klassestørrelserne, er det kun offentliggørelse af de nationale test og niveaudeling, som for alvor skiller vandene.

Det betyder også, at folkeskolepolitikken hverken bliver helt blå eller helt rød efter et valg, men et kompromis med en naturlig overvægt til den blok, som vinder regeringsmagten. Pengestrømmen til folkeskolen er den markante forskel - og så selvfølgelig, hvordan man skaffer pengene, når bunden er slået ud af statskassen.