Valget afsluttede blokpolitikkens æra. Men et år efter er jeg stadig ikke sikker på, hvor vi så er

Men ovre hos DR var der vist gået noget stemmeberegningsmæssigt skævt, folketingsvalget 2022 havde været afgjort længe. Og så alligevel ikke.

For selvom centrum-venstre havde vundet en marginal sejr, blev det hurtigt klart, at vi stod i en hel ny politisk situation, et helt nyt politisk landskab – et, vi ikke havde et kort over.

Hverken os journalister, redaktører og kommentatorer eller de politikere, der nu jublede, så alle kunne se det. Eller kneb en tåre, når de troede, ingen kiggede.

Jeg tog fejl

For mens Jakob Ellemann-Jensen holdt sin tabertale, begyndte Søren Gade i kulissen at åbne den dør til et SV-samarbejde, der ellers havde været muret til siden 1979, og på scenen hos socialdemokraterne stod Mette Frederiksen og holdt fast i det med at danne en regering over midten.

Jeg troede ikke på et SV-samarbejde, fordi jeg ikke kunne se, at Venstre virkelig ville sige ja til det

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Jeg har selv løbende siden 2015 erklæret blokpolitikken for død. Men ligesom så mange andre var jeg uforberedt, da den afgik ved døden som en forestilling for politikerne på Christiansborg.

Indtil få dage før selve offentliggørelsen af den nye SVM-regering troede jeg ikke på det.

Ikke fordi jeg ikke troede på, at Mette Frederiksen mente det, og heller ikke, fordi jeg ikke troede på, at hun kunne få sit parti med på den. Med 27,5 procent af stemmerne havde valget havde gjort hende til en politiker med et uset stort manøvrerum.

Jeg troede ikke på et SV-samarbejde, fordi jeg ikke kunne se, at Venstre virkelig ville sige ja til det. Partiet havde fået en valglussing så stor, at det da måtte betyde, at man vendte blikket indad og begyndte en længe ventet og længe udsat genopbygning.

Og den slags gør et parti ikke, når dets drivende kræfter sidder på ministerkontor. Og da slet ikke når partiet havde ført en 12 måneder lang kampagne, der ikke handlede om meget andet end at være imod Mette Frederiksen.

Siden 2011 har Venstre enten fået gode valg, men mistet regeringsmagten, eller dårlige valg, men fået regeringsmagten. Det måtte da stoppe nu.

Tænkte jeg. Og jeg tror vist også jeg skrev det, og jeg har helt sikkert sagt det i #dkpol, chefredaktør Jakob Nielsens og min ugentlige podcast.

Jeg tog fejl. Simpelthen.

Det var sådan, jeg opdagede, at jeg ikke havde noget godt kort over den virkelighed, jeg stod i, og som jeg får løn for at kunne rapportere fra.

Men det var i samme øjeblik, jeg opdagede, at politikerne – selv dem fra Socialdemokratiet og Venstre – heller ikke vidste, hvor de var, og hvordan politik blev fra nu.

Bag lukkede døre

Det viste sig lige med det samme i det nye år.

Beslutningen om at fjerne store bededag viste, at SVM-regeringen ikke havde blik for forskellen mellem legalitet – altså, at regeringen har lovformeligt ret til som flertalsregering at vedtage lige det, der passer den – og legitimitet. Altså, om folk bakker op, eller i det mindste accepterer det.

Det, der kitter SVM-partierne sammen, er ikke en stor enighed. Men en fælles frygt

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Det gjorde folk ikke. Og SVM-regeringen har endnu ikke rejst sig fra det massive tab af vælgere, som bare er væltet ud til andre partier.

I mine øjne sagde det noget helt særligt om den politiske kultur, vi har her i Danmark:

Vi vælgere kan godt lide kludetæppe-forligene, og vi kan godt lide det politiske teater, der viser, hvordan de kludetæppe-forlig bliver til.

Vi kan simpelthen godt lide at se, at nogle, der ikke var med i en aftale til at begynde med, kom med i løbet af en forhandling. Vi kan godt lide at se politikerne blive enige.

Her troede SVM, og nok især Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, at det var nok til at tilfredsstille den forventning hos vælgerne, at de var blevet enige på Marienborg eller hjemme hos Troels Lund Poulsen eller Morten Bødskov.

Men det var jo en enighed opnået bag lukkede døre. Og selvom det et år efter valget står lysende klart, at SVM-regeringen mere er en konstant forhandlingsproces end et arbejdsfællesskab, som den kalder sig selv, hjemsøger det regeringen, at de afgørende regeringsinterne forhandlinger netop foregår bag lukkede døre.

Så længe de gør det – og hvordan kan de andet – kan regeringen ikke skabe det teaterstykke om den tilvejebragte enighed, som vælgerne gerne vil have. Og så længe kan regeringen ikke få den nødvendige legitimitet og opbakning. 

Det andet jordskredsvalg

Det betyder også, at selvom vi har en flertalsregering, agerer den som en mindretalsregering.

Der skal stadig hentes ekstra mandater. For ellers ser SVM-regeringen magtfuldkommen ud. Forhandlinger om politiske aftaler, forlig og reformer handler ikke længere om legalitet (flertal), men legitimitet (accept).

Det er nyt. Og at der indtil videre ikke er kommet ret meget ny politik fra regeringen er et tegn på, at det ikke er så nemt for den, som den troede.

Også fordi folketingsvalget sidste år cementerede en udvikling, der har præget dansk politik siden jordskredsvalget i 1973. 

Dengang blev antallet af partier fordoblet fra fem til ti. I dag er der tolv partier i Folketinget. Ingen af de fem nye partier, der kom ind i 1973, findes i dag i Folketinget; der er kommet syv nye partier til siden da.

Det betyder to ting: For det første, at partierne hver især – og med forskydninger fra valg til valg – bliver mindre og mindre. Fordi der er flere partier til at dele det samme antal mandater. Det er 25 år siden, Socialdemokratiet var over 30 procent af stemmerne, og 12 år siden Venstre var over 25 procent. I 2015 fik DF over 21 procent af stemmerne, i 2022 fik DF 2,6 procent.

Og det afspejler for det andet, at partiernes evne til at holde sammen på indre fraktioner er betydeligt svækket. Det er simpelthen meget let at danne et nyt parti og komme på tinge. Det er Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne tydelige eksempler på.

Det vil også sige, at den marginal, der afgør, hvor regeringsmagten placeres, er blevet meget lille og meget uforudsigelig i dansk politik.

Valget tilendebragte blokpolitikkens æra. Men her et år efter er jeg stadig ikke sikker på, hvor vi så er. Til gengæld er jeg ret sikker på, at politikerne heller ikke er det

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Samtidig – og som en naturlig konsekvens af de nye partier – skifter vælgerne politikerne mere og mere ud. Ved folketingsvalget kom der 64 nye folketingspolitikere, kun overgået af folketingsvalget i 2011, hvor 66 nye kom ind, og føromtalte jordskredsvalg, hvor 79 nye folketingspolitikere fandt vej til en stol i folketingssalen.

Valget i 2022 cementerede, at partierne, der i forvejen over mange årtier konstant har mistet medlemmer, er svækkede som organisationer, at vælgerne er næsten ekstremt troløse, og at politik er en meget usikker karrierevej.

Og valget cementerede, at dansk politik er blevet en meget ustabil og nervøs affære. 

Frygtens kartel

Det kaster også et andet lys på den efterfølgende regeringsdannelse. Fra SVM-regeringen lød det, at samarbejdet ville tage tempoet ud af politik og låse op for en helt særlig handlekraft, som ellers ville være spærret inde af blokpolitikken.

Men set i perspektiv af at folketingsvalget udspillede sig i jordskredsvalgets skygge, ligner SVM-regeringen mere en defensiv reaktion på den ustabilitet og skrøbelighed, der har præget dansk politik siden 1973. Handlekraften til at tage de store beslutninger ligner mere en drøm, der konstant fortoner sig i horisonten, et fromt håb, der ikke er en egentlig strategi.

Eller SVM-regeringen er det, den irske politolog Peter Mair ville kalde en karteldannelse: I stedet for at konkurrere om regeringsmagten på fordelingspolitik, klimapolitik, udlændingepolitik og sundhedspolitik er Socialdemokratiet og Venstre (og Moderaterne) gået sammen om ikke at konkurrere på de emner for på den måde at sikre sig adgangen til regeringsmagten.

Det, der kitter SVM-partierne sammen, er ikke en stor enighed. Men en fælles frygt for at tabe den marginal, der giver regeringsmagten – som samtidig er meget skrøbelig og svær at udøve – til modstanderen. Regeringens eneste styrke er, at den har kløvet oppositionen i to; en lille og internt uenig blå opposition og en mere sammenkittet, men lige så lille rød.

Og så vender vi tilbage vælgerne. For de er som sagt flygtet i hobetal fra SVM-regeringen og dermed det, politikerne i Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne opfattede som valgets tale: nemlig en regering over midten.

Set i det perspektiv var valgets tale måske snarere en række spørgsmål til os som demokrati:

Er det blevet for let at komme i Folketinget?

Har den lette adgang og den medfølgende hidsige debat, hvor et tocifret antal partiledere prøver at positionere sig med de små forskelles narcissisme, kompromitteret den politiske handlekraft?

Burde vi – parallelt med partistøtten – sætte spærregrænsen op? Både for at støtte op om partiernes evne til at danne en koalition mellem forskellige indre fraktioner, fordi det ikke ville være så let at bryde ud og lave sit eget parti. Og for at vi vælgere bliver tvunget til at forholde os mere til partierne, deres politiske idéer og forslag end til personer og deres mere eller mindre midlertidige karisma.

Valget tilendebragte blokpolitikkens æra. Men her et år efter er jeg stadig ikke sikker på, hvor vi så er.

Til gengæld er jeg ret sikker på, at politikerne heller ikke er det.