Årsdag for valget: Er Socialdemokratiets corona-comeback en døgnflue eller nytegning af det politiske kort?

26 procent.

Det var niveauet fra folketingsvalget i juni 2019. Et niveau, som Socialdemokratiet stadig var klinet fast til omkring årsskiftet 2019-20. Ikke særlig opløftende, i betragtning af at alle var enige om, at Mette Frederiksens regering var kommet stærkt fra start, og oppositionen stod svækket. Men måske var det bare topniveauet for et socialdemokratisk parti anno 2020, lød vurderingen i toppen af S-regeringen. Men så kom coronaen.

Med syrede meningsmålinger på 35 procent øjner de socialdemokratiske strateger mulighed for at todelt comeback for et parti, der ikke har oplevet reel fremgang i 22 år. Et parti i en familie af europæiske socialdemokratier, hvor de fleste andre medlemmer kun er sørgelige skygger af fortidens storhed.

Generobringen af regeringsmagten var resultatet af en langsigtet strategisk drejning af partiet, der startede helt tilbage i 2005, hvor Henrik Sass Larsen (S) blev partiets stærke mand, og hvor udlændingepolitikken gradvist blev strammet, så den flugtede med de socialdemokratiske kernevælgere.

Det enorme boost af den personlige popularitet kan vise sig som en blivende gevinst for Mette Frederiksen, uanset om opbakningen til partiet falder.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Op til valget i 2011 stod alliancen mellem Socialdemokratiet og SF på en platform af venstreorienteret fordelingspolitik og stram udlændingepolitik. Det var daværende SF-formand Villy Søvndal, der sammen med folk som Thor Möger Pedersen, Astrid Krag, Jesper Petersen, Mattias Tesfaye og pressechef Claus Perregaard stod for den politiske kombination, der var enestående i europæisk politik. Bortset fra Perregaard blev alle de øvrige siden socialdemokrater.

Platformen blev eroderet under sammenstødet med Radikale i det berygtede sorte tårn, men selve det politiske grundlag blev få år senere adopteret af Mette Frederiksen.

Mindre end Thorning
Ved valget for et år siden viste strategien sit værd, ja, faktisk lykkedes den næsten for godt. Målet var at hive to-tre-fire procent af Dansk Folkepartis stemmer over midten og dermed flytte tyngdepunktet. Målet var ikke, at DF skulle smadres. Set fra S-ledelsens synspunkt havde det været langt at foretrække, hvis DF havde fået 14-15 procent i stedet for de sølle 8,7 procent. Så DF stadig havde kunnet bruges som en vigtig samarbejdspartner.

Socialdemokratiets generobring af regeringsmagten var overbevisende. Men det var resultatet for partiet ikke. Med 25,9 procent måtte Mette Frederiksen tilmed konstatere, at hun faktisk fik en my færre stemmer end Helle Thorning-Schmidt i 2015. Partiet vandt DF-vælgerne på gyngerne, men tabte vælgere til Radikale og SF på karrusellen.

I København understregede både folketingsvalg og kommunalvalg, at Socialdemokratiet havde meget svært ved at nå ind til segmentet af unge, veluddannede storbyvælgere. En voksende og stadig mere magtfuld gruppe, der ganske vist tilhørte centrum-venstre, men stemte på Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale.

En vælgergruppe, der er kendetegnet ved en meget grøn profil, en blød udlændingepolitik og en positiv holdning til globaliseringen. Vælgere, som for manges vedkommende godt kan skifte mellem Enhedslisten og Radikale, fordi fordelingspolitikken ikke er afgørende for dem.

Da Mette Frederiksen holdt sin åbningstale til Folketinget i oktober, var den bundet op om begrebet tryghed. Danskerne skulle beskyttes mod trusler som udenlandske kapitalfonde og indvandrerbander. Det var en alt andet end optimistisk tale, hvor morgendagen tegnede bedre end i går. Det var snarere lagt op til en forsvarskamp for at redde så meget som muligt af det socialdemokratiske velfærdssamfund mod globaliseringens forskellige trusler.

Bag Mette Frederiksens fortælling lå implicit et begreb som ”samfundets sammenhængskraft”. Et grundbegreb for den socialdemokratiske velfærdsfortælling for, hvis et samfund bliver opdelt i subkulturer og parallelsamfund, risikerer viljen til at betale en høj skat for andres velfærd at gå fløjten. Men begrebet sammenhængskraft siger ikke nødvendigvis noget til de veluddannede og yngre byvælgere.

I den socialdemokratiske ledelse havde man ikke et klart svar på, hvordan man kunne nå denne vælgergruppe. Miljø og klima kunne måske være et link, men det er samtidig områder, hvor man konsekvent bliver overbudt af andre partier. Og man manglede måder at få solgt den socialdemokratiske grundfortælling på.   

Statue af Mette
Da coronaen ramte Danmark, valgte socialdemokraterne fra første færd en meget principiel argumentation. Det var den gensidige solidaritet helt på tværs af klasse og alder, der skulle redde os igennem. Viljen til for samfundets eller naboens skyld at overholde sundhedsrådene, uanset om man selv befinder sig i en risikogruppe eller ej.

Det var (det socialdemokratiske) velfærdssamfund med det gode hospitalsvæsen og den stærke stat, der sammen med et stilsikkert politisk lederskab skulle bringe danskerne sikkert gennem krisen.

Mette Frederiksen var allerede i de første måneder af sin statsministertid sarkastisk blevet beskrevet som ”Mor Mette”, den socialdemokratiske overmor, der ifølge kritikerne tog ansvaret fra borgerne. Under de utallige og veltilrettelagte pressemøder gennem coronakrisen fuldstændiggjorde Mette Frederiksen den stil, nu med astronomisk vælgeropbakning til sit lederskab til følge.

Selv fra folk, der normalt er ekstremt kritiske over for socialdemokraterne, lød der nærmest lovprisning af statsministeren. Således kunne man se forfatteren Carsten Jensen tage Mette Frederiksen ivrigt i forsvar.

Jensen havde ganske vist stadig meget negativt at sige om statsministeren, for eksempel fandt han hendes "alliance med højre-populismen i udlændinge- og flygtningepolitik ussel, ja, afstumpet og foragtelig”.

Ikke desto mindre konkluderede Carsten Jensen, at der burde laves en statue af statsministeren:
”Mette Frederiksen fortjener en statue, fordi hun i et udfordrende historisk øjeblik formår at legemliggøre alt det bedste i os alle sammen, alt det, der gennem halvandet hundrede år har gjort os til dem, vi er, andelsbevægelse, grundtvigianisme, højskolebevægelse, arbejderbevægelse, og, ja, jeg vover at sige det, kulturradikalisme, feminisme og 68-oprør, og som kan opsummeres i de to beslægtede ord, tillid og selvtillid.” 

For en gangs skyld var der ikke tale om Jensens velkendte ætsende sarkasmer.

I Berlingske kunne man se højskoleforstander og erklæret Venstre-mand Thue Kjærhus betegne Mette Frederiksens coronahåndtering som "enestående".

Lige præcis den del – det enorme boost af den personlige popularitet – kan vise sig at være en af de blivende gevinster, Mette Frederiksen kan tage med ind i næste valgkamp, uanset om opbakningen til partiet falder.

Nu er det ikke i sig selv det mindste overraskende, at befolkningen samles om lederen i en national krisesituation, det ser man aktuelt med undtagelse af de steder, hvor statschefen har tacklet coronakrisen helt håbløst. Men læren af historien viser, at en stærk politisk leder langtfra kan være sikker på genvalg efter en flot krisehåndtering. Her er fravalget af Winston Churchill kort efter Tysklands kapitulation det ikoniske eksempel. Vælgerne ser pragmatisk på, hvem der er bedst til at løse det næste problem – og den konservative Churchill sås ikke som den bedste til at opbygge velfærden i det britiske efterkrigssamfund. 

De erfaringer er velkendte af alle politiske nørder, men blandt S-strategerne er der forventning om, at partiet kan holde fast i en pæn del af den øgede vælgeropbakning ved næste valg. Man satser på, at nye grupper nu har indset værdien af den socialdemokratiske velfærdsmodel, og at det strategisk vil ændre det politiske styrkeforhold. På samme måde som det strategisk ændrede spillet, da Socialdemokratiet fik generobret store vælgerskarer fra DF.

Klima og Arne
Der er naturligvis en anden side af mønten. Coronaen udgør ikke kun en unik chance for Mette Frederiksen, den skaber selvsagt også enorme problemer. Det er endnu helt uklart, hvor langvarige coronaens økonomiske følgesygdomme bliver, men at der bliver tale om en verdensomspændende recession, er allerede en kendsgerning. Det ændrer afgørende forudsætningerne for Mette Frederiksen, der ellers havde kunnet glæde sig over at stå i spidsen for den første socialdemokratiske regering i et halvt århundrede, der kom til magten under en højkonjunktur.

I første omgang forsøger regeringen dog at vende de nye omstændigheder til sin egen fordel:

Regeringens udspil til en klimahandlingsplan indeholdt energiøer med havvind, men udspillet opererede ikke med en CO2-afgift, selvom det bliver anset for det mest effektive middel til at nå målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030. For man kan jo ikke pålægge virksomheder nye byrder i en situation, hvor de er i knæ under coronaen, lød argumentationen.

Det er samtidig en usædvanlig bekvem argumentation for en S-regering, der under alle omstændigheder ønskede et forlig om klimahandlingsplaner over midten og et forlig, der ikke belastede de danske virksomheder synderligt. Det har skuffet støttepartierne, SF, Enhedslisten og Radikale. Men med coronaen som bagtæppe er det blevet håbløst for et parti som Radikale at true regeringen med bål og brand, fordi den ikke er ambitiøs nok på det grønne område. En trussel om at vælte regeringen er ikke antydning af en trussel mod Mette Frederiksen lige nu; det vil kun være en trussel om et radikalt selvmord.

Det socialdemokratiske signaturprojekt, tidligere pension til Arne, er heller ikke skrottet som følge af coronaen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i flere måneder haft en model liggende klar i skuffen, og det skulle være forhandlet på højtryk, efter de private overenskomster faldt på plads. Det er nu udskudt til efteråret, men intet tyder på, at regeringen har sænket barren her.

Om der kan samles flertal for forslaget, er en anden sag. Her behøver regeringen Dansk Folkepartis stemmer, og det er et helt åbent spørgsmål, hvordan den pressede DF-leder Kristian Thulesen Dahl vil stille sig.

Men kendetegnende for Mette Frederiksens regering er det ikke det mest afgørende, om den får flertal for sin politik eller ej: Det afgørende er at vise, at den kæmper for sagen til sidste blodsdråbe. Man har ikke noget imod at tage højtprofilerede slagsmål, man taber, hvis man har et solidt politisk grundlag at stå på over for vælgerne.

Åbne slagsmål
Samme strategi kunne iagttages under slagsmålet om et lovindgreb mod Blackstone og andre kapitalfondes spekulation på det danske lejeboligmarked. På et tidspunkt så det ud til, at regeringen måtte opgive at få flertal for sit forslag, men det fik ikke boligminister Kaare Dybvad til at pakke sammen. I regeringen havde man den klare opfattelse, at det var en fremragende sag at tage et slagsmål på – uanset om man vandt eller tabte. I 11. time fik Dybvad så DF med i et forlig, efter at forhandlingerne var blevet overtaget af DF’s finansordfører i stedet for den mindre stilsikre boligordfører.

I det hele taget er det ikke på den korte bane, at de økonomiske konsekvenser af coronaens hærgen vil være værst for S-regeringen. Her og nu skal der sættes gang i hjulene igen, og klassiske S-projekter med offentlige investeringer vil have vind i sejlene. Som man netop har set det med frigivelsen af 18,4 milliarder fra Landsbyggefonden, så en række renoveringer af den almene boligsektor kan sættes i gang med det samme.

Bider krisen sig fast som en langvarig økonomisk krise, er det noget andet. Så kan regeringen blive tvunget ud i smertefulde prioriteringer af den offentlige velfærd, og det politiske billede kan blive polariseret, som man så det i flere lande under finanskrisen. Så risikerer vælgeropbakningen at atomiseres igen.

Rekordopbakningen til Socialdemokratiet kan vise sig at være en døgnflue, men coronaen har leveret en unik chance til en relancering af den socialdemokratiske fortælling.