Sognepræst: Valgkampen er reduceret til et slagsmål om statsministerkandidaternes troværdighed

Kants tekst er affattet i den sene enevældes tid, mens oplysningstiden var på sit højeste. Men læst dette efterår, hvor vi skal til stemmeurnerne ved et demokratisk folketingsvalg, gælder de samme muligheder for at handle som oplyste borgere, som på Kants tid.

Kants lille skrift indledes med de berømte ord: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed". Vi er selvforskyldt umyndige, hvis vi tillader andre at tænke for os og lader os drive vilkårligt af politikernes dagsform i en given duel eller tilslutter os letkøbte anklager og udokumenterede påstande om den ene og den anden folkevalgte person.

Når Kant betoner fornuftens rolle, taler han hverken om snusfornuft eller om at bruge sin sunde fornuft. Når vi er snusfornuftige, lader vi os lede af det velkendte og sikre uden at turde vove at tænke selv. Heller ikke den sunde fornuft, giver Kant meget for. For den er paradoksalt nok virkelig usund. Når vi siger, at vi bruger vores sunde fornuft, vender vi os netop ikke indad og tænker selv, men udad og ser på hvad man plejer at gøre, og hvad der stikker mindst ud.

For Kant handler oplysning om det enkelte menneskes selvforhold og dannelse. Oplysning afspejler sig i din og min måde at forholde os til os selv på, i vores forhold til andre mennesker, og særligt i måden vi forholder os til vores omgivende samfund på.

Hvis vi ikke tænker selv, opgiver vi den frihed, fornuften har udstyret os med

Pia Søltoft
Sognepræst

Det oplyste menneske, som Kant hylder i den lille tekst, er modsætningen til Kierkegaards "Spidsborger" og Heideggers "Das Man". Begge disse typer er karakteriseret ved, at de ikke er sig selv, men bevidstløse produkter at samfundet, der udelukkende handler som sig hør og bør, men ikke selv beskæftiger sig med, hvad der er rigtigt og forkert, hvad de kan stå inden for og værtsætter og hvad de finder er forkasteligt og uværdigt.

Kant kalder os feje og dovne. Enten er vi bange for de konsekvenser, det vil have, hvis vi tænker selv og sætter os op mod de i samfundet gængse meninger. Eller også er vi for dovne til overhovedet at forsøge, og derfor gør vi blot bevidstløst, hvad vi plejer.

Vi mangler med andre ord mod. Mod er ikke frygtløst at kaste sig ud i hvad som helst. Det er overmod. Måske direkte hovmod, hvis man har alt for stor tiltro til sig selv. At være modig er for Kant at turde stå inde for dét, man finder, er det rigtige på baggrund af en fornuftig vurdering.

Mod og autonomi – selvlovgivning – hænger derfor sammen. Når vi er modige, tør vi være vores egen lovgiver – inden vi giver magten videre til de folkevalgte politikere. Hvis vi ikke tænker selv, opgiver vi den frihed, fornuften har udstyret os med og lever heteronomt, altså under andres love; det være sig likes, letkøbte meninger eller direkte løgnagtige påstande.

Underlægger man sig de gængse meningers heteronomi, gør man sig umyndig og sætter sin frihed over styr.

Den frihed, der er tale om, er naturligvis ikke den rene valgfrihed. Den findes ikke. Der er aldrig frit valg på alle hylder i noget menneskeliv eller i noget samfund. Den frihed, Kant taler om, er friheden til at kunne forholde sig til den nødvendighed, der altid vil sætte rammerne for vores liv i verden.

I den verserende valgkamp må vi tilbagetage den magt, fornuften og friheden har givet os

Pia Søltoft
Sognepræst

Vi fødes med en bestemt biologi, og vi kastes ind i allerede givne rammer sat af vores forældre, vores kultur og vores nationalitet. Og når vi vokser op, bevæger vi os indenfor de rammer, et givet samfund altid sætter. Men midt i al denne nødvendighed har vi altid friheden til selv at forholde os.

Vi er ikke blot forud programmerede robotter eller kastebolde i tilfældighedernes spil. Vi har friheden til selvbestemmelse og dermed til selvoverensstemmelse – altså friheden til at reflektere over, hvad vi finder er rigtigt og hensigtsmæssigt, og hvad vi anser for forkert og forkasteligt og så handle efter det indenfor de rammer, der altid bestemmer vores liv i verden.

Det er den frihed, der er gjort plads til i et demokratisk samfund, og derfor er det den frihed, vi som vælgere skal gøre brug af, hvis vi vil opføre os som oplyste mennesker.

I den verserende valgkamp må vi tilbagetage den magt, fornuften og friheden har givet os og have modet til at stemme efter, hvad vi finder, er den bedste politik for Danmark – ikke efter hvem af statsministerkandidaterne, vi mener er mest troværdig.