Kommentar af 
Pia Søltoft

Sognepræst: Valgkampen er reduceret til et slagsmål om statsministerkandidaternes troværdighed

Som vælgere er vi nødt til at finde modet til at stemme efter, hvad vi mener, er den bedste politik for Danmark – ikke efter hvem af statsministerkandidaterne, vi mener er mest troværdig, skriver Pia Søltoft.

Selv om alle medier for tiden er oversvømmet med såkaldte debatter, er der en total mangel på politisk dialog mellem statsministerkandidaterne, skriver Pia Søltoft.
Selv om alle medier for tiden er oversvømmet med såkaldte debatter, er der en total mangel på politisk dialog mellem statsministerkandidaterne, skriver Pia Søltoft. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pia Søltoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgmaskinen er smurt og valgkampen buldrer derudaf. Statsministerkandidaterne stiller op til det ene møde efter det andet, og bølgerne går højt.

Man skulle derfor tro, at mærkesagerne og de respektive politiske dagsordener var trukket så skarpt op, at man let som vælger kunne forholde sig til, hvad de forskellige kandidater stod for, og hvilket parti man derfor skulle stemme på. Men sådan er det ikke. For den verserende valgkamp handler ikke om politik. Den handler og personer.

Valgkampen er blevet en kamp om de tre statsministerkandidaters troværdighed. Og naturligvis er det vigtigt, at vi tør stole på det menneske, der skal lede vores land. Men politik handler ikke om, hvilken privatperson vi har mest sympati for og størst tiltro til.

Politik handler om, hvilket samfund vi ønsker at leve i. Og politik i et demokrati skal bygge på en klar tilkendegivelse af de forskellige politiske partiers overvejelser over netop det spørgsmål. Således at vi hver især som vælgere kan lytte til, diskutere og vurdere, hvad vi på et således oplyst grundlag skal vælge i mellem – og i sidste ende stemme på.

Når vi er snusfornuftige, lader vi os lede af det velkendte og sikre uden at turde vove at tænke selv

Pia Søltoft, sognepræst

Politik har siden Platon været betegnelsen for, hvordan man ønsker at styre og påvirke en samfundsudvikling. For os vælgere i et demokratisk samfund har politik derfor at gøre med, hvilke værdier vi mener, der bør lægges vægt på i vores samfund, så vi siden kan sætte kryds ved det parti, der lever op til vores krav.

For os vælgere skal politik handle om, hvad vi irriteres over i samfundet og vil have ændret. Hvad vi ønsker indført eller genindført. Hvad vi savner, og hvad der oprører os. Enhver valgkamp bør derfor være en ideologisk kamp – en kamp, hvor forskellige bud på, hvilken politik, der er bedst for Danmark, klart beskrives. Ikke en opvisning i mudderkastning og populistisk meningsmarkedsføring.

Selv om alle medier for tiden er oversvømmet med såkaldte debatter, er der en total mangel på politisk dialog mellem statsministerkandidaterne. Alle møder i stedet kampberedte til en duel om troværdighed. Og kan man så overhovedet tage ideologisk stilling som vælger? Kan man komme ud over at personfiksere valget?

Ja, det kan man godt. Hvis man bruger sin fornuft, sin frihed og sit mod og lader sig inspirere af Immanuel Kants lille skrift "Hvad er oplysning?", som blev affattet i 1783, men snart genudgives af forlaget Atlas.

Læs også

Kants tekst er affattet i den sene enevældes tid, mens oplysningstiden var på sit højeste. Men læst dette efterår, hvor vi skal til stemmeurnerne ved et demokratisk folketingsvalg, gælder de samme muligheder for at handle som oplyste borgere, som på Kants tid.

Kants lille skrift indledes med de berømte ord: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed". Vi er selvforskyldt umyndige, hvis vi tillader andre at tænke for os og lader os drive vilkårligt af politikernes dagsform i en given duel eller tilslutter os letkøbte anklager og udokumenterede påstande om den ene og den anden folkevalgte person.

Når Kant betoner fornuftens rolle, taler han hverken om snusfornuft eller om at bruge sin sunde fornuft. Når vi er snusfornuftige, lader vi os lede af det velkendte og sikre uden at turde vove at tænke selv. Heller ikke den sunde fornuft, giver Kant meget for. For den er paradoksalt nok virkelig usund. Når vi siger, at vi bruger vores sunde fornuft, vender vi os netop ikke indad og tænker selv, men udad og ser på hvad man plejer at gøre, og hvad der stikker mindst ud.

For Kant handler oplysning om det enkelte menneskes selvforhold og dannelse. Oplysning afspejler sig i din og min måde at forholde os til os selv på, i vores forhold til andre mennesker, og særligt i måden vi forholder os til vores omgivende samfund på.

Hvis vi ikke tænker selv, opgiver vi den frihed, fornuften har udstyret os med

Pia Søltoft, sognepræst

Det oplyste menneske, som Kant hylder i den lille tekst, er modsætningen til Kierkegaards "Spidsborger" og Heideggers "Das Man". Begge disse typer er karakteriseret ved, at de ikke er sig selv, men bevidstløse produkter at samfundet, der udelukkende handler som sig hør og bør, men ikke selv beskæftiger sig med, hvad der er rigtigt og forkert, hvad de kan stå inden for og værtsætter og hvad de finder er forkasteligt og uværdigt.

Kant kalder os feje og dovne. Enten er vi bange for de konsekvenser, det vil have, hvis vi tænker selv og sætter os op mod de i samfundet gængse meninger. Eller også er vi for dovne til overhovedet at forsøge, og derfor gør vi blot bevidstløst, hvad vi plejer.

Vi mangler med andre ord mod. Mod er ikke frygtløst at kaste sig ud i hvad som helst. Det er overmod. Måske direkte hovmod, hvis man har alt for stor tiltro til sig selv. At være modig er for Kant at turde stå inde for dét, man finder, er det rigtige på baggrund af en fornuftig vurdering.

Mod og autonomi – selvlovgivning – hænger derfor sammen. Når vi er modige, tør vi være vores egen lovgiver – inden vi giver magten videre til de folkevalgte politikere. Hvis vi ikke tænker selv, opgiver vi den frihed, fornuften har udstyret os med og lever heteronomt, altså under andres love; det være sig likes, letkøbte meninger eller direkte løgnagtige påstande.

Underlægger man sig de gængse meningers heteronomi, gør man sig umyndig og sætter sin frihed over styr.

Den frihed, der er tale om, er naturligvis ikke den rene valgfrihed. Den findes ikke. Der er aldrig frit valg på alle hylder i noget menneskeliv eller i noget samfund. Den frihed, Kant taler om, er friheden til at kunne forholde sig til den nødvendighed, der altid vil sætte rammerne for vores liv i verden.

I den verserende valgkamp må vi tilbagetage den magt, fornuften og friheden har givet os

Pia Søltoft, sognepræst

Vi fødes med en bestemt biologi, og vi kastes ind i allerede givne rammer sat af vores forældre, vores kultur og vores nationalitet. Og når vi vokser op, bevæger vi os indenfor de rammer, et givet samfund altid sætter. Men midt i al denne nødvendighed har vi altid friheden til selv at forholde os.

Vi er ikke blot forud programmerede robotter eller kastebolde i tilfældighedernes spil. Vi har friheden til selvbestemmelse og dermed til selvoverensstemmelse – altså friheden til at reflektere over, hvad vi finder er rigtigt og hensigtsmæssigt, og hvad vi anser for forkert og forkasteligt og så handle efter det indenfor de rammer, der altid bestemmer vores liv i verden.

Det er den frihed, der er gjort plads til i et demokratisk samfund, og derfor er det den frihed, vi som vælgere skal gøre brug af, hvis vi vil opføre os som oplyste mennesker.

I den verserende valgkamp må vi tilbagetage den magt, fornuften og friheden har givet os og have modet til at stemme efter, hvad vi finder, er den bedste politik for Danmark – ikke efter hvem af statsministerkandidaterne, vi mener er mest troværdig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Søltoft

Sognepræst, Christians Kirke, stifter, Coaching-Kierkegaard, fhv. leder, Søren Kierkegaard Forskningscenteret
cand.theol. (Københavns Uni. 1992), ph.d. (1999)