Vanopslaghs invitation til Radikale mangler realisme

Det lød så enkelt.

Da Alex Vanopslagh (LA) midt i juleagurketiden kom med en invitation til Radikale om at svinge over til den blå side, skabte det straks en masse overskrifter. En blå konstellation, der rækker lige fra Morten Messerschmidt (DF) og Inger Støjberg (DD) til Martin Lidegaard (R) vil virkelig være en nyskabelse.

Problemet er bare, at regeringsalternativet fortoner sig, des længere man dykker ned i substansen.

LA-lederen forestillede sig under interviewet i Politiken, at man kunne "lave noget rigtig godt på reformdagsordenen" sammen med den radikale leder Martin Lidegaard, der til gengæld "skulle have lov til at give den fuld gas på klima".

Allerede i den sætning opstår det første problem. 

For det er muligt, at Vanopslagh og Søren Pape Poulsen (K) vil give Lidegaard friløb på klima. Men er der nogen, der i ramme alvor forestiller sig, at man får Støjberg og Messerschmidt til at skrive under på en mere vidtgående klimapolitik, end den socialdemokraterne kan tilbyde?

Klimaområdet er Radikales absolut vigtigste politikområde, og netop her finder man enorme modsætninger til flere af de andre blå partier, mens der er en betydelig fællesmængde mellem Radikale og venstrefløjen.

Sådan er det på en række centrale politikområder, hvor udlændingepolitikken er et andet oplagt eksempel. Radikale kan få en del af blå blok med på lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft, men hverken Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Venstre kan holde til, at udlændingepolitikken generelt bliver mere lempelig under en blå regering. Tværtimod.

Retspolitik og uddannelsespolitik hører ligeledes til de emner, der altid har været højt prioriteret hos Radikale. Også her er modsætningerne gigantiske til partier som Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – og i dette tilfælde også til Konservative.