Venligboer: Flygtningebørns fortællinger beriger danske unge

Af Mads Nygaard
Forfatter og medstifter af Venligboerne, København

Børn drages mod det, der skiller sig ud. Sådan oplevede jeg også min egen barndom i Hirtshals. Her boede Aksel to gader fra min. Aksel var den eneste sorte dreng i byen. Han var adopteret fra Afrika og havde nu to pæredanske forældre, han kaldte mor og far.

Aksel berigede min hverdag, fantasi og nysgerrighed så meget, at jeg tredive år senere gjorde ham til én af hovedpersonerne i min roman Kravl. Jeg præsenterer ham sådan her i bogen: ”Aksel var målmand. Vores skolegård var heldigvis lavet af asfalt. Vi spillede fodbold i pytter af blod, og om vinteren klæbede bukserne til knæene, i hvert fald på mig og Aksel. Vi ville ikke gå med plaster. Mig og Aksel sad ved siden af hinanden. Jeg kunne altid låne noget blod af ham.”

Flygtningebørns fortællinger
Blodets farve deler vi alle, men Aksels historie var alligevel væsensforskellig fra min. Tanken om at han på et tidspunkt havde taget afsked med sin ”rigtige” mor og far, kunne jeg næsten ikke kapere. Jeg skriver i romanen: ”Aksel sagde, han selv måtte bestemme, hvornår han havde fødselsdag, for der var ingen, der kunne huske, hvornår han blev født.”

I en lille båd, der gynger. Vel én af de varmeste og mildeste sange, vi har. Men for flygtningebarnet, der har krydset Middelhavet i en plimsoller, vil sangen vække et helt andet billede.

Mads Nygaard
Medstifter af Venligboerne København

Det er en bittersød beskrivelse, rummer både en fordel og en tristhed. Lykke og sorg i samme ombæring maner til eftertanke. Sådan tror jeg også, flygtningebørnene modtages, når de sætter fødderne i en klasse fuld af danske kammerater. De nytilkomne har en historie, som driver en helt naturlig nysgerrighed frem. De kommer med en utrolig fortælling, som danske børn gerne vil delagtiggøres i.

I en lille båd der ... synker
Her til morgen på mine ungers skole sang de for fuld skrue Bamses evergreen: I en lille båd, der gynger. Vel én af de varmeste og mildeste sange, vi har. Men for flygtningebarnet, der har krydset Middelhavet i en plimsoller, vil sangen vække et helt andet billede. Mine unger går på en landsbyskole. Der er ingen børn med flygtningebaggrund.

Tænk, hvis der havde været én i dag. Som alene ved sin tilstedeværelse kunne fortælle, at selv den rareste og hyggeligste sang kan vække rædsel hos en anden. Det perspektiverer og nuancerer. Regeringens lovforslag tyvstjæler vore ungers mulighed for horisontudvidelse. Og for gratis lektioner i empati.

Danske børn opsnapper verdens gang
Jeg har det sidste år rejst rundt på folkeskoler med min syriske ven Fawaz T. Alzatto. Vi lærte hinanden at kende i Hjørring Asylcenter i efteråret 2014. Han er skolelærer og en stærk fortæller. Han kan snildt sætte eleverne ind i historien om krigens udbrud i Syrien. De danske børn ved altid en smule, måske endda meget. De følger jo med i verdens gang på deres egen måde. De opsnapper hele tiden løsrevne stumper, og selv om vi som forældre kunne ønske os, at de slet ikke behøvede tænke på krig og kaos, vil vore unger gøre det alligevel.

Fawaz fortæller altid, at det var en gruppe skolebørn, som fik krigen i Syrien til at bryde ud. Med kridt havde de på en mur tegnet graffiti. ”We want freedom.” Her gjorde de ikke andet end at kopiere, hvad de havde opfanget fra forældrenes snak hen over spisebordene.

Børnene betalte prisen
I første omgang blev det børnene, der måtte betale prisen. Regimet tog dem med, spærrede dem inde og brækkede samtlige fingre på dem. De første demonstranter på gaden var således børnenes forældre. Her bringer Fawaz en ellers uoverskuelig krig ned i øjenhøjde.

Tragedien får et modermærke, som alle eleverne – store som små – kan zoome ind på. Og når ordet i aulaen så gives frit, kommer spørgsmålene helt uden filter til Fawaz: ”Har du set nogen blive skudt? Hvad for et våben brugte de? Er din mor og far døde?”

Vi skal turde tage snakken
Det kan synes stærkt grænseoverskridende at snakke om selvoplevet krig på en helt almindelig majmorgen i de danske folkeskoler. Men hvad er alternativet? At vi lader vore unger famle forgæves i en ensom bestræbelse på at forstå alle de fragmenter, der flyver rundt?

Jeg mener, vi skal turde tage snakken med dem. Det tør Fawaz. Og på samme måde er jeg overbevist om, at flygtningebørnene vil være i stand til at berige deres danske klassekammerater med lignende modermærkende fortællinger, når de er trygge og i stand til at mestre vores sprog i tilstrækkelig grad.

En vej, der beriger alle børn
Den milepæl nås hurtigst, hvis de fra starten er en del af vores folkeskole. Og når den indtræffer, har vi ikke bare gjort flygtningebørnene godt, vi har også bygget en vej, der beriger vores egne unger. Med indsigt og udsyn.

3. juni beslutter Folketinget, om vi helt ned i de mindste geledder skal indføre endnu et "dem" og et "os". Om vi skal bygge endnu en mur, der spærrer for integrationen og sætter børn i isolation. Gid politikerne vil granske deres egen hukommelse, inden de stemmer. Jeg vil vædde hvad som helst med, at de alle sammen har haft en Aksel i barndommens gade, en gut eller tøs som vendte det gængse verdensbillede på hovedet.

Og dermed gjorde morgendagen tusindfold mere farverig. Kvit og frit, endda.