Venstre og Konservatives mudderkastning er uden borgerligt perspektiv

På den politiske kampplads, Twitter, kommer fra Venstre Jan E. Jørgensen ind i ringen: "Rasmus Jarlov piver, mens Venstre gennemfører borgerlig politik: Afskaffelse af modregning i pension, aftale om international arbejdskraft, tilbagerulning af gymnasieaftale, indsats mod ventelister i sundhedsvæsenet. Topskatten halveret for 250.000 danskere," skriver Jan E. Jørgensen.

Fra højre ringhjørne har den konservative Rasmus Jarlov allerede om morgenen forud for kampen her i Altinget varmet op til opgøret: "Lige nu er Venstre ude på et vildspor," siger han og bebuder en "hård kamp(agne)", hvis de ikke vender "hjem".

Hvad, der helt sikkert også har tændt Jan E. Jørgensen op til kampen, er, at Rasmus Jarlov i Altinget motiv-forsker: "Det er åbenlyst, at det er rart for dem, at de får en høj løn, en ministerbil, mere at sige og højere prestige."

Det er tænkeligt, at Jan E. Jørgensen har opfattet det som et stød under bæltestedet – allerede inden kampen er indledt. Men det gør jo ikke kampen mindre indædt. 

På den politiske scene ser vi nærmest en kamp mellem Brøndby og FCK

John Wagner

Allerede i 1. runde kommer Jan E. Jørgensen med et par dybe hug: "Konservative har travlt med Matador-quiz. Rasmus Jarlov holder ferie i Afrika. Venstre er ved at lægge sidste hånd på finanslovsudspil."

Det er klart for alle, at der er tale om slagsbrødre opildnet af den øjeblikkelige parlamentariske situation, men også påvirket af mange tidligere kampe – og nederlag, da de sidst stod over for publikum tilbage i november.

Udfordreren Rasmus Jarlov fik nærmest halveret sit personlige stemmetal fra 10.270 i 2019 til 5216 i 2022. En markant større tilbagegang end partiresultatet.

Også Jan E. Jørgensen fik tæsk, men trods alt kun en tilbagegang fra 4597 stemmer til 4270. Altså en markant mindre tilbagegang end partiresultatet.

Begge gik til valg på at komme af med den siddende statsminister. Men nu er kampen helt og aldeles anderledes. V og K er ikke længere "venskabsklubber".

For på den politiske scene ser vi nærmest en kamp mellem Brøndby og FCK – med det hele: Ikke bare spektakulære tifo'er og masser af pyroteknik. Ikke bare glidende tacklinger, gule og røde kort på banen.

Som Svend Auken sagde, så har forholdet mellem V og K altid været et had-kærligheds-forhold – bare uden kærlighed

John Wagner

Også et hav af udskiftninger, trænerfyringer – og flere opgør mellem fans kan være i vente. Spørgsmålet er ikke længere, om det endelige opgør kommer. Spørgsmålet er kun hvornår.

Som en god, gammeldags boksekamp mellem Tom Bogs og Carlos Monzon kan det være ganske underholdende, men også skræmmende, hvad der sker. Mange år efter kan man på kamphanerne se, at næsen har været brækket, hørelsen har lidt skade – også hukommelsen kan være svækket.

I virkeligheden burde en så selvdestruktiv sport vel forbydes, men i liberalismens hellige navn...

Så kampen fortsætter sikkert med nye omgange, medmindre en af sekundanterne i hjørnet smider et håndklæde i ringen. Hvad der måske ikke får dem til at stoppe kampen i medierne. Denne kamp mellem gamle ærkefjender.

Som Svend Auken sagde, så har forholdet mellem V og K altid været et had-kærligheds-forhold – bare uden kærlighed.

Netop nu er det krydret med fornyet skuffelse over løftebrud og "styrvolteri", som heller ikke er ubekendt fra fortiden, da Poul Hartling i 1973 dannede den smalleste Venstre-regering i dansk politiks historie, og Henning Christophersen i 1978 gik ind i den første SV-regering. Ja, sporene skræmmer.

Og ja, det borgerlige samarbejde blev for alvor først genoprettet, da Poul Schlüter i 1982 kunne danne sin firkløverregering med støtte fra Radikale Venstre og Fremskridtspartiet.

Ikke fordi disse partier gik til valg på og fik vælgernes opbakning til en borgerlig regering, men fordi Radikale Venstre mistede tilliden til Anker Jørgensen, som herefter bare gav op.

Siden er sket så meget i dansk politik, og Mette Frederiksen ligner ikke en, som giver frivilligt op.

Men herom kan Jan E. Jørgensen og Rasmus Jarlov jo tage en anden runde. Til fornyet underholdning uden borgerligt perspektiv. Og måske heller ikke befordrende for vælgernes tillid til vores politikeres vilje til at håndtere de store udfordringer sikkerhedspolitisk og i forhold til klima og inflation.

Verden er af lave.