Venstre uddyber kritik af psykiatriplan: “Vi forestiller os samme model, som vi lavede for forsvaret”

Venstre havde ønsket sig en fuldt finansieret tiårsplan for psykiatrien, men fik en "toårsplan". Heunicke afviser kritikken og fastholder, at psykiatriaftalen følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.  

"Vi vil gerne have indflydelse på prioriteringen af pengene, hvis der – gud forbyde det – kommer en rød regering igen," siger Martin Geertsen (V).
"Vi vil gerne have indflydelse på prioriteringen af pengene, hvis der – gud forbyde det – kommer en rød regering igen," siger Martin Geertsen (V).Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Marie Schønning JensenSimon LesselOle Nikolaj Møbjerg Toft

Allerede inden tiårsplanen for psykiatrien blev offentliggjort, havde halvdelen af aftalepartierne været ude at kritisere den. 

De blå partier mener, at der reelt er tale om en "toårsplan", da aftalen kun sætter gang i fem prioriterede indsatser til en start. Aftalen lægger altså op til, at man på et senere tidspunkt skal beslutte, hvordan resten af Sundhedsstyrelsens 37 anbefalinger skal nås. 

Ifølge Venstre havde det været bedre med en fuldt finansieret tiårsplan for, hvordan man vil komme omkring alle Sundhedsstyrelsens 37 anbefalinger.  

"Vi forestiller os egentlig den samme model, som er kendt fra det nationale kompromis omkring det danske forsvar – uden sammenligning i øvrigt. Men at man laver en langsigtet plan, der både indeholder målsætninger, initiativer og finansiering," siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V). 

Han nævner selv tre finansieringsmuligheder: skattestigninger, råderummet og omprioritering af de offentlige udgifter, og Venstre vil satse på den sidste. 

Kritikken preller af på sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han mener omvendt, at det er helt i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at man ikke allerede nu lægger sig fast på indsatser for alle ti år. 

"Sundhedsstyrelsen peger selv på fem indsatser, som vi skal starte med. Det er så det, vi har gjort," siger Magnus Heunicke og fortsætter: 

"Når partierne har spurgt, hvad næste skridt er, har Sundhedsstyrelsen sagt, at det ved de ikke endnu. Det afhænger af effekten af de første skridt, som vi tager nu." 

Med tiårsplanen oprettes et fagligt psykiatriråd, som hvert andet år skal vurdere indsatsen, og som vil komme med anbefalinger til næste skridt. Det vil være op til fremtidige regeringer at følge anbefalingerne og finde finansieringen. 

0:000:00