Venstrefløjen har fået en gylden chance

”Tænk engang hvis vi havde gået i regering og nu skulle forsvare afskaffelsen af store bededag. Så var det os kuglerne ramte, og vi ville ikke ligge på 15 procent, men på 5 procent.”

Sådan tegnes den kontrafaktiske historie op af flere SF’er, og situationen illustrerer, hvordan små forskydninger kan få meget store konsekvenser.

For hvis ikke Konservative havde trukket stikket til Mette Frederiksens oprindelige (S) tegning med en S-SF-V-K-regering, havde adgangsbilletten til regeringskontorerne lige præcis været afskaffelsen af store bededag. Og det havde næppe været dét, der havde fået SF-formand Pia Olsen Dyhr til at sige nej til regeringsdeltagelse.

Nu endte det anderledes, og SF står i en fri rolle og kan profitere af SVM-regeringens problemer. SF har på rekordtid fået en medvind i meningsmålingerne, som man skal helt tilbage til Villy Søvndals (SF) storhedstid for at finde mage til.

Den øjeblikkelige succes kan dog ikke skjule, at der findes ret forskellige strategiske linjer i partiet. Det er ikke egentlige fraktioner, som der har været i de mere destruktive perioder af SF’s historie, men forskellige holdninger til, hvor hårdt man skal gå til regeringen, og hvilke politiske emner, partiet skal prioritere.

I kredsen omkring SF-formand Pia Olsen Dyhr er man ikke vildt optaget af partiets aktuelle vokseværk. Man glæder sig over fremgangen, men der er også en vis ærgrelse over, at det ikke lykkedes at komme i regering.

Her lægger man vægt på at balancere, så man på trods af en vis kritik af SVM-regeringen også kan samarbejde med regeringen og få konkret indflydelse. Man har heller ikke helt afskrevet en situation, hvor SVM-regeringen bryder sammen efter et par år, og statsminister Mette Frederiksen i stedet søger at danne en centrum-venstre regering, hvor SF kan indgå.