Vi er nødt til at forstå, hvad skærmene gør ved os, før vi kan lovgive om dem

Jeg er tilhænger af, at vi skruer ned for skærmforbruget. Men vi er nødt til at forstå, hvad disse skærme gør ved os for at kunne lovgive klogt om det, skriver Hana Hasanbegovic.

Jeg har svært ved at forestille mig, at lovforslaget om at begrænse skærme i dagtilbud er meget andet, end nogle lavthængende frugter i regeringens plantage, hvor høsten ellers har slået fejl, skriver Hana Hasanbegovic. — Jeg har svært ved at forestille mig, at lovforslaget om at begrænse skærme i dagtilbud er meget andet, end nogle lavthængende frugter i regeringens plantage, hvor høsten ellers har slået fejl, skriver Hana Hasanbegovic. Foto: Arthur J . Cammelbeeck

Hana Hasanbegovic

Gymnasielektor i engelsk og samfundsfag, freelancejournalist

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skærme fylder uomtvisteligt enormt meget i det moderne menneskes liv, uanset om man vil det eller ej.

Faktisk fylder de så meget, at der ikke engang er en nedre grænse for, hvornår man vil begynde at lovgive om brugen af dem.

I efteråret udstedte Børns Vilkår nye anbefalinger til skærmtid for børn, hvoraf den mest markante anbefaling var ingen skærmbrug for børn under to år.

Sundhedsstyrelsen fulgte også kort tid efter med et notat, hvor det anbefales, at børn under to år ikke bruger skærme uden aktivt samvær med en voksen.

Jeg oplever gymnasieklasser med en tiltagende eskapisme ind i skærmenes parallelverden.
Hana Hasanbegovic
Gymnasielektor i engelsk og samfundsfag

Jeg er mor til en 3-årig og en på 9 måneder, og jeg har allerede formået at gå imod anbefalingerne med min ældste.

Den yngste har vist også fået set mere Go’ Morgen Danmark under min barsel, end hvad godt er.

I starten af maj var et bredt politisk flertal så enige om en lovændring, som har til formål at begrænse brugen af skærme i dagtilbud og private pasningsordninger. Alt sammen ud fra et forsigtighedsprincip.

Der er ikke tale om et komplet forbud, men lovændringen medfører en mere restriktiv tilgang til digitale værktøjer.

Helt lavpraktisk forestiller jeg mig, at det bare betyder, at pædagogerne ikke må tænde for Bluey og gå ud til kaffemaskinen.

Og jeg har ærlig talt svært ved at forestille mig, at der er daginstitutioner i Danmark, hvor en sådan – om end karikeret –situation finder sted.

Jeg har også svært ved at forestille mig, at lovforslaget er meget andet end nogle lavthængende frugter i regeringens plantage, hvor høsten ellers har slået fejl.

Men jeg hæfter mig stadig ved eksperternes anbefalinger, og jeg kan sagtens se det fornuftige i at belyse problematikken omkring skærmbrug i alle aldre.

Når jeg ikke er gennemvædet i babymos og bleskift, er jeg til dagligt gymnasielærer.

I dette skoleår har mit gymnasium valgt at satse på en skærmfri hverdag. Det er en strategi, som er lige så idealistisk, som den er selvmodsigende.

Læs også

Opsigtsvækkende debatbog udstiller vores afhængighed af skærme

I princippet er jeg stor tilhænger af, at man skruer ned for brugen af især mobiltelefoner i dagligdagen.

Jeg oplever gymnasieklasser med en tiltagende eskapisme ind i skærmenes parallelverden, hvor klasseværelsets realitet blot er noget, som skal overstås, så man kan vende tilbage til sin konstruerede virkelighed styret af algoritmer.

Jeg oplever elever, som er mere fokuseret på onlineshopping og TikTok-trends, end på sidekammeratens gøren og laden.

Jeg oplever en særligt uhyggelig stilhed i klassen, når jeg formaster mig til at blive derinde i en 10-minutters pause, og en håndfuld elever sidder tilbage nærmest hypnotiseret af deres skærme.

Og jeg ved godt, at jeg lyder som verdens ældste person, når jeg skriver ovenstående – men sådan var det ikke for få år tilbage.

Derfor har det kriblet i mig for at finde ud af, hvordan eleverne på mit gymnasium har reageret på vores nye skærmfrie tiltag og på, at deres mobiltelefoner bogstavelig talt blev låst inde i løbet af undervisningen.

Man bliver nødt til at forstå, hvad disse skærme gør ved os – uden at fremmedgøre de unge, digitalt indfødte.
Hana Hasanbegovic
Gymnasielektor i engelsk og samfundsfag

Jeg kan forstå på mine kollegaer, at der med det skærmfrie initiativ ikke tale om et komplet forbud, men at tiltaget medfører en mere restriktiv tilgang til digitale værktøjer.

Det er de facto en ordning, hvor eleverne ikke bør bruge skærme uden aktivt samvær med en voksen – og her begynder Venn-diagrammet af vuggestuen og gymnasiet at overlappe.

Men det kræver sindssygt mange ressourcer, uanset om man er i en daginstitution eller på en ungdomsuddannelse, at have kvalificeret pædagogisk personale til at navigere i verden ifølge skærmene.

Og det er ikke nok kun at lovgive eller omstrukturere sig ud af disse udfordringer. Man bliver også nødt til at forstå, hvad disse skærme gør ved os – uden at fremmedgøre de unge, digitalt indfødte.

For den brede befolkning er den teknologiske udvikling stadig en slags vilde vesten, hvor lovløse tech-giganter definerer spillereglerne, og vi blot er tilskuere i duellen om vores opmærksomhed og profit.

Dette er naturligvis også et kæmpe problem, og EU kan kun være for langsom i forhold til at regulere yderligere på området.

Virksomheder som Meta og ByteDance er nemlig for store spillere at stå overfor, når man blot gerne vil arbejde med børn og unge.

Derfor er det nødvendigt at have en åben og ærlig snak om, hvor og hvornår det giver mening at sætte ind, forbyde, monitorere eller opfordre til skærmbrug – uanset alderstrin.

Politik har aldrig været vigtigere