Det er tid til at forstå, at modstand og udfordringer giver stærke børn og unge

Det arbejde starter i vores daginstitutioner. I min optik er det en af daginstitutionernes fornemmeste opgaver at støbe fundamentet for det gode liv.

I min optik er det en af daginstitutionernes fornemmeste opgaver at støbe fundamentet for det gode liv.

Jeppe Klenitz-Jakobsen
Daginstitutionsleder og tidligere folketingsmedlem

Det gør vi blandt andet ved at sørge for, at børn møder livet med en tro på sig selv og egne evner.

I de seneste år har man forsøgt at løse børns udfordringer i skolen ved at begynde på tal og bogstaver helt nede i daginstitutionerne ud fra devisen om, at jo før man begynder på noget, desto bedre bliver det.

Sådan fungerer det bare ikke altid i praksis. Specielt ikke når det man øver sig på fortrænger noget andet vigtigt.

Når jeg bruger udtrykket 'at støbe fundamentet for det gode liv', er det fordi, at min erfaring siger, at det hjælper på forståelsen af, hvad vi gør eller burde gøre, i daginstitutionerne.

Vi støber det fundament, som et menneskes liv skal stå på. Efterfølgende kommer skole, venner, uddannelse og arbejde og tilføjer vægge, tag, installationer og indretning.

Det er jo også de ting, man ofte vil fremhæve som kvaliteterne i et godt hus. Men som alle der har haft en skade i fundamentet vil fortælle dig, så nytter det ikke meget uden et solidt fundament.

De vil nok også fortælle dig, at det er en kostelig affære at reparere et fundament, når der først står et hus ovenpå.

Så selvom man godt kunne ønske sig at komme hurtigere i gang med vægge og indretning, så man kan gøre sig ekstra umage med de dele, så bør man altid sikre sig at fundamentet er på plads først. 

Som sagt er en del af det solide fundament at skabe troen på sig selv og egne evner. Og der skal vi udstikke en ny kurs både i vores daginstitutioner og som samfund.

Klatretræer fældes, ribber pilles ned, hegn sættes op og intens overvågning etableres.

Jeppe Klenitz-Jakobsen
Daginstitutionsleder og tidligere folketingsmedlem

Der er sket en udvikling, hvor vi ud af omsorg og bekymring for børnene har frarøvet dem en masse muligheder for læring og erfaringsdannelse.

Klatretræer fældes, ribber pilles ned, hegn sættes op og intens overvågning etableres.

Alt sammen fordi vi ikke ønsker, at der skal ske vores børn noget. Det er ikke en dårlig indstilling.

Problemet er at det frarøver børnene vigtig læring og udvikling. Når børnene får lov til at bevæge sig ud på kanten, kravle højt op og udforske verden på egen hånd, så oplever de, at de kan mere end de tror, og de bliver mere modige.

Det er vigtige egenskaber at have med i ryggen, når man skal ud og møde verden.

Udfordringen ved at lade børnene selv er, at de indimellem slår sig. Men det, og det lyder ikke så pænt, skal de også prøve.

Når børnene kommer ud hvor evnerne alligevel ikke rakte, kan vi som fagprofessionelle hjælpe dem til at bearbejde det og motivere dem til at prøve igen. Så oplever børnene, at livet ikke slutter, fordi man møder modgang, men at modgang kan håndteres og overvindes.

Når de erfaringer er med i rygsækken, så vil børnene i langt højere grad opleve skolen som en overkommelig udfordring, og de vil være langt mere modstandsdygtige for de knubs, som livet kan give. 

Det her er ikke en opfordring til tough love eller til en live action udgave af ”fluernes herre”. 

Der er, måske mere end nogensinde før, brug for at der er tilgængeligt og dygtigt pædagogisk personale til at guide og vejlede børnene; til at trøste og samle op. 

Der er også brug for, at hændelige uheld ikke mødes med politisk indgriben, men håndteres mellem forældre og institution.

Jeppe Klenitz-Jakobsen
Daginstitutionsleder og tidligere folketingsmedlem

Men der er brug for et opgør med den tankegang, der har ført til så omfattende regler for legepladsers sikkerhed, at de næsten skader børnene mere, end de gavner dem. Der er også brug for, at hændelige uheld ikke mødes med politisk indgriben, men håndteres mellem forældre og institution.

For når alt mødes med overreaktioner, så efterlader man personalet handlingslammet og uden mod til at udfordre børnene af frygt for konsekvenserne.

Det er synd for personalet, som mister dele af deres arbejdsglæde, men det er langt mere synd for de børn, som efterlades uden kompetencerne til at håndtere livet.