Filosof: Pædagoguddannelsen skal være mere end en kompetencefabrik, som giver mening for KL

I denne uge tager jeg og mine kolleger igen mod nye studerende på pædagoguddannelsen.

Også i år vil jeg spørge dem, hvorfor de vil tage en pædagoguddannelse. Nu er der jo forskel på studerende, men skal jeg forlade mig på mine erfaringer fra tidligere år, vil ingen af dem svare, at det er fordi, de vil være velfærdsarbejdere. Pædagogisk arbejde er nemlig meget mere end en funktion i en velfærdsstat, og det ved de nye studerende godt.

Sandsynligvis er der heller ingen, der henviser til, at de gerne vil udvikle ”professionsrelevante kompetencer”, som det ellers står centralt i pædagoguddannelsens formål, og ingen, som i absolut ingen, vil nævne ønsket om at opfylde de hundreder af kompetence-, videns- og færdighedsmål, som gennemsyrer uddannelsen.

Men hvad vil de så? Jo, de vil være dygtige pædagoger, der kan bidrage til, men også udvikle, den pædagogiske praksis. De vil være pædagoger, fordi de vil gøre en forskel for rigtige mennesker.

Det er dén mening, de studerende møder ind med.

Kun kompetencemål for øje
Desværre kan man år efter år se, hvordan mange studerende mister retningssansen i løbet af uddannelsen. De glemmer, hvorfor de egentlig er på uddannelsen og har kun øje for det næste kompetencemål. Ja, man får nogle gange fornemmelsen af, at der findes studerende, der bruger mere tid på at studere studieordningens prøvekrav, end de bruger på at studere de tekster, der ligger til grund for undervisningen.

Og det er vel egentlig ikke så underligt, når hvert eneste 6-ugers modul starter med en gennemgang af kompetencemålet: Det er dét her, du skal kunne om seks uger. Uddannelsen giver de studerende svarene, før de overhovedet har opdaget, at der var et spørgsmål.

Hvis vi vil gøre pædagoguddannelsen meningsfuld for flere, er der tre overordnede ting at gøre:

• Uddannelsens formål må udvides på en måde, så det giver mening for de studerende. Som det står nu, giver det først og fremmest mening for KL, der på bedste købmandsfacon opfatter uddannelse som en ”efterspørgselsdrevet virksomhed”, der skal levere professionsrelevante kompetencer til et aftagerfelt.
  
  Nogle af de værdier, som vores pædagogiske tradition bygger på, og som de studerende bærer med sig ind i uddannelsen, må siges højt i pædagoguddannelsens formål: Uddannelsen skal være mere end en kompetencefabrik.
  
  Her dannes og uddannes pædagoger, der skal ud at opdrage, danne og drage omsorg for rigtige mennesker i en levende og mangfoldig kultur. Der er ikke noget entydigt endemål – i stedet må de studerende finde deres egne mål gennem uddannelsen.
  
  
• Uddannelsen må igen bygges op omkring fag. Kompetenceområderne og de tilhørende kompetencemål er alt for styrende for de studerendes processer, og de korte moduler umuliggør ethvert forsøg på at fordybe sig. De studerende må inviteres ind i fagene og lære de forskellige fags perspektiver på det pædagogiske at kende, så de får mulighed for at fordybe sig i fagenes traditioner og dermed også får mulighed for at udvikle pædagogikken i både teori og praksis.
  
  Der er brug for klassiske teoretiske fag som pædagogik, psykologi og sociologi, men også håndværksfag og æstetiske fag må igen fylde på uddannelsen og være med til at bygge bro til praktikkerne.
  
  
• De enkelte udbudssteder må sættes fri af den centrale styring, de er underlagt. Langt de fleste steder er det svært at se, om man uddanner pædagoger eller producerer varm luft. Der er glas og beton, verdensmålsplakater og engelske slogans overalt, og der er intet der vidner om, at man her uddanner pædagoger indenfor en stolt pædagogisk tradition.
  
  Man kan fint skele til tidligere tiders pædagogseminarier, hvor der var forskel på at uddanne sig det ene eller det andet sted i landet. Man vil muligvis også kunne trække studerende ud af de største byer, hvis det ikke bare er de samme grå beton- og uddannelsesmoduler, de tilbydes alle steder i landet.

Ikke kun et spørgsmål om økonomi
Naturligvis skal pædagoguddannelsen løftes økonomisk, og naturligvis skal der være rimelige arbejdsvilkår for landets pædagoger. Det er vigtigt, hvis vi skal løfte uddannelsens kvalitet og sikre at tilstrækkeligt mange pædagoger bliver uddannet og fastholdes indenfor faget.

Men uddannelsens interne logikker må også ses efter i sømmene, hvis flere skal finde den meningsfuld, tilvælge den og ikke mindst gennemføre den på tilfredsstillende vis.

Et bredere og mere meningsfuldt formål, en genindførelse af fagene og en øget frihed til at udfolde uddannelsen lokalt, er tre vigtige skridt på vejen mod mere mening og en bedre pædagoguddannelse.

Det håber jeg, vores nye uddannelsesminister, Jesper Petersen, vil tage med i det kommende arbejde.