Af Jens Lunde
Lektor i finansiering ved CBS 

Ritt Bjerregaard satsede med held i sidste valgkamp til borgerrepræsentationen i København på 5000 "billige boliger" over 5 år til 5000 kr. om måneden.

Det var dengang - og også efter forslagets konkretisering efter valget - økonomisk umuligt at lave reelt billige boliger - uden som barak- og containerløsninger. Ifølge presseforlydender satser den socialdemokratiske overborgmesterkandidat Frank Jensen nu på "billige boliger".

Alle vil bo billigt 
"Billige boliger" har eksisteret i årtier som ældre private lejeboliger, ældre private andelsboliger og almene boliger. Alle vil selvfølgelig gerne bo billigt. Ølgaard-udvalget konstaterede i deres sidste rapport fra 1993, at den mangeårige "boligmangel" må fortolkes som mangel på gode, billige lejligheder".

Netop lejereguleringer og stærk beskatning af private udlejere gør, at billige private lejeboliger og ældre andelsboliger forsvinder med tiden. Det kan generelt ikke betale sig at opføre private lejeboliger, og stadig færre gamle boligudlejningsejendomme kan omdannes til private andelsboliger.

Billige boliger er på vej 
I årene 1993-2006 dannedes boligboblen. Efterspørgselspresset var kraftigt på ejerboligmarkedet i hovedstaden. Det affødte et stort byggeri af især mindre lejligheder på Amager og omkring havnen. Dér er mange boliger ledige i dag.

Det er spild af ressourcer at bygge flere boliger, når mange allerede er ledige.

Jens Lunde
Lektor i boligøkonomi

Det er kun et spørgsmål om tid, inden der automatisk er "billige boliger" dér. Det er spild af ressourcer at bygge flere boliger, når mange allerede er ledige.

Almene boliger er gennem mange år blevet væsentligt understøttet fra de offentlige kasser. Almene boliger dækker 20 % af boligmassen og en noget større andel i København.

De er netop rettet mod "almindelige mennesker". Huslejeniveauet for almene boliger er relativt lavt i hovedstaden, og de boliger burde kunne løse det boligsociale behov for "billige boliger".

En "lotto"-model
Mange informationer tyder på, at Københavns overborgmester har lagt betydelige kræfter i at etablere "billige boliger". Med kun få boliger som resultat. En fremlagt finansieringsmodel for de "billige boliger" gør det muligt at vurdere boligformen.

Mange tror, de "billige boliger" skulle tiltrække politibetjente og sygeplejersker - og andre offentligt ansatte. Den diskriminering er ikke mulig. Det viser hjemmesiden (http://www.billigeboliger.dk) reelt også. I stedet må bruges et lodtrækningsprincip.

Men hvorfor skal "held i spil" afgøre en så vigtig del af privatøkonomien? Hvad afgør, at andre mennesker ikke skal have lov til at bo lige så billigt? Og hvorfor betaler Københavns Kommune ikke deres ansatte en løn, der modsvarer leveomkostningerne i metropolen?

Endte som dyre boliger 
Huslejen var ifølge det fremlagte oplæg til "billige boliger" så lav, at selv huslejen som almen lejebolig blev for høj. Kun for andels- og ejerboliger kunne boligudgiften lægges til rette, så man nåede ned på 5000 kr. pr. måned.

Men for ikke at udlodde kapitalgevinster til boligejere ved et straks-salg, skulle boligerne sælges til markedspriser. Boligerne blev altså ikke billige for dem, der købte.

Oplægget opererede med en boligudgift på 5000 kr., fordi boligejere og andelsbolighavere ikke betalte afdrag og i væsentlig grad heller ikke renter på deres lån.

Rene Subprime-lån 
Tricket var at kombinere afdragsfrie realkreditlån med rente- og afdragsfrie pantebreve. Ved en simpel beregning kan man altid ramme de 5.000 kr. ved at sænke realkreditlånets størrelse og øge pantebrevets.

Problemet er blot, at gælden vokser, fordi der ikke afdrages på lånet og de ikke-betalte renter bliver lagt oven på gælden. De lån blev berygtede i USA som "teaserlån" og var med til at udløse subprime-krisen.

Barske konsekvenser 
Det er et held for det københavnske boligmarked, at de "billige boliger" ikke blev etableret i nævneværdigt omfang som ejer- og andelsboliger. For priserne er faldet voldsomt for mindre boliger i København.

Familier med sådanne "teaserlån" ville have været håbløst insolvente. De ville typisk have været stavnsbundet til deres boliger i mange år, og mange af boligerne var endt på tvangsauktion, hvis familien var tvunget til at bryde op og flytte.