DF's opgør med fastkurspolitikken vil ikke virke efter hensigten

Det vakte betydelig opmærksomhed, da Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i et interview i Altinget tidligere på måneden satte spørgsmålstegn ved Danmarks fastkurspolitik over for euroen.

Ganske vist er han formand for et EU-skeptisk parti, men fastkurspolitikken har i årtier været betragtet som en hellig ko i dansk politik, som stort set samtlige partier på Christiansborg har støttet.

Thulesen Dahl sagde ikke, at han og Dansk Folkeparti nu gik ind for dens opgivelse, men han opfordrede til en diskussion af, om ulemperne ved politikken har vokset sig større end fordelene.

Mere præcist pegede han på to konkrete ulemper: De negative renter, som mange danske husholdninger i disse måneder stifter bekendtskab med, og de stigende boligpriser særligt omkring København og Aarhus.

Der er naturligvis en sammenhæng mellem fastkurspolitikken og disse to forhold.

Alligevel vil det være hasarderet at opgive fastkurspolitikken med det formål at komme dem til livs; dels fordi Thulesens Dahls medicin ikke vil virke efter hensigten, og dels fordi valget af valutakursregime bør baseres på makroøkonomiske strukturer snarere end kortsigtede udsving.

Der er imidlertid ingen grund til at tro, at et opgør med fastkurspolitikken vil føre til hverken markant højere renter eller en mere afdæmpet udvikling i boligpriserne

Søren Hove Ravn
Kommentarskribent

Danmark har ført fastkurspolitik siden 1982, først over for den tyske D-mark og siden 1999 over for euroen. Politikken betyder i praksis, at Nationalbanken sætter renten og foretager valutaopkøb eller -salg med det ene formål at sikre, at den danske krones værdi holder sig stabil over for euroen.

Dermed kan Nationalbanken ikke benytte pengepolitikken til andre formål som eksempelvis at udjævne de økonomiske konjunkturer. I praksis følger Nationalbankens rente et pænt stykke hen ad vejen den rente, som Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsætter.

ECB sætter renten for at sikre en stabil udvikling i inflation og økonomiske konjunkturer i hele eurozonen. En del af idéen med fastkurspolitikken er så, at denne stabile udvikling vil smitte af på dansk økonomi.

Det er derfor fastkurspolitikken, som er den direkte årsag til, at Nationalbanken siden 2012 har sat en negativ rente.

En politik, som de seneste måneder har ført til, at de private banker i Danmark har indført negative renter på flere og flere danskeres indlånskonti, hvilket har medført kritik fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Der er heller ingen tvivl om, at den lave rente har været en kraftigt medvirkende årsag til de stigninger i boligpriserne, som har vakt bekymring for såvel den finansielle stabilitet som den økonomiske ulighed i samfundet.

Der er imidlertid ingen grund til at tro, at et opgør med fastkurspolitikken vil føre til hverken markant højere renter eller en mere afdæmpet udvikling i boligpriserne.

I forhold til renteniveauet er det rigtigt, at fastkurspolitikken er den umiddelbare årsag til Nationalbankens negative rente. Men det er vigtigt at huske, at lave renter er fremherskende i hele den industrialiserede verden.

Det skyldes ikke kun centralbankernes pengepolitik, men også en række underliggende, strukturelle faktorer, som har medført et langvarigt fald i det såkaldte naturlige eller konjunkturneutrale renteniveau, som centralbankerne ikke er herrer over.

Det drejer sig blandt andet om den demografiske udvikling med færre erhvervsaktive og flere pensionister samt en afdæmpet produktivitetsudvikling og generelt lavere økonomiske vækstrater. Disse tendenser rammer lande med både faste og flydende valutakurser.

I øjeblikket har centralbankerne i både Sverige og Norge således fastsat deres ledende renter til præcis nul procent, mens centralbanken i England har en rente på "hele" 0,1 procent. Alle tre lande har en flydende valutakurs.

Der er ingen grund til at tro, at renten i Danmark ville være nævneværdigt forskellig fra disse lande, hvis fastkurspolitikken blev opgivet. Nuvel, det er selvfølgelig mere end Nationalbankens renter på -0,35 til -0,50 procent, og det kan derfor ikke udelukkes, at en opgivelse af fastkurspolitikken ville betyde, at danske banker og deres kunder kunne sige farvel til negative renter. Men at skifte valutakursregime for at opnå så lille en forskel er at skyde gråspurve med kanoner.

Med hensyn til boligpriserne er der heller ingen grund til at tro, at Thulesen Dahls medicin vil have den ønskede effekt.

I hvert fald kan man konstatere, at en flydende valutakurs ikke har forhindret kraftige boligprisstigninger i en række lande, som på flere punkter ellers er sammenlignelige med Danmark.

Små åbne økonomier som Sverige, Norge, England, New Zealand, Australien og Canada har nemlig alle det til fælles, at de har en flydende valutakurs, men også, at boligpriserne over en årrække er steget ganske betragteligt med præcis samme bekymringer omkring finansiel stabilitet til følge, som vi kender herhjemme.

Lige præcis på dette område gør regeringen og Folketinget nok klogt i ikke at "tænke højt"

Søren Hove Ravn
Kommentarskribent

I teorien har disse landes centralbanker mulighed for at dæmpe boligpriserne via rentestigninger, men i praksis har renterne også i disse lande været holdt lave. Det skyldes dels de ovennævnte tendenser, og dels at landenes centralbanker fornuftigvis ikke har boligpriser som deres primære sigte, men derimod en stabil udvikling i inflation og konjunkturer.

På Christiansborg blev Thulesen Dahls forslag mødt med en kold skulder af Socialdemokratiet, og der er generelt en tendens til, at diskussioner om fastkurspolitikken i Danmark affejes med retoriske spørgsmål om, hvorvidt man ønsker at vende tilbage til 1970’ernes økonomiske kaos.

Det er naturligvis en stråmand, al den stund at en række i øvrigt velfungerende lande som nævnt ovenfor har valgt det oplagte alternativ til fastkurspolitik, nemlig en flydende valutakurs suppleret med en inflationsmålsætning, uden at dette har ført dem ud i økonomisk ruin.

Thulesen Dahls opfordring var "blot" at overveje, om ulemperne ved fastkurspolitikken overstiger fordelene. Det er i sig selv en god idé at have sådanne overvejelser om landets økonomiske politik.

Men lige præcis på dette område gør regeringen og Folketinget nok klogt i ikke at "tænke højt". Hvis regeringen annoncerer, at den overvejer at opgive fastkurspolitikken, så er der en stor risiko for, at de finansielle markeder træffer beslutningen for den ved at udsætte kronen for et spekulativt pres.

Under alle omstændigheder bør sådanne overvejelser handle om noget så kedeligt som makroøkonomiske strukturer i Danmark. At skifte valutakursregime bør ikke være et konjunkturpolitisk redskab.