EU's bygningsdirektiv blev kæppen, som Europas højrefløj kunne stikke i hjulet på klimapolitikken
Bygningsdirektivet har genereret voldsomt polariserede nationale debatter i adskillige europæiske lande. Men hvis klimaneutralitet ikke bare er noget, vi leger, er der brug for, at politikere tager upopulære beslutninger, skriver Morten Helveg Petersen (R).
Morten Helveg Petersen
Formand, Synergi, formand, Evida, fhv. MEP (R), fhv. MF (R)Energirenovering af EU's bygningsmasse er en hovednøgle i klimakampen og ikke mindst en genvej til at slippe vores afhængighed af gasimport fra Rusland - men spørgsmålet er, om Europa vil det?
Om få uger begynder den sidste trilogforhandling mellem Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om EU's bygningsdirektiv.
Ingen havde forudset, at bygningsdirektivet skulle blive en af de vanskeligste lovgivninger under Europa-Kommissionens Green Deal, men sådan er det gået. Alene behandlingen i Europa-Parlamentet tog et år, det er højst usædvanligt.
Usædvanligt er det også, at den sidste forhandlingsrunde i trilogen handler om lovens ambitioner. Det vil sædvanligvis være en del af lovteksten, som på dette tidspunkt er mere eller mindre færdigbehandlet.
I bygningsdirektivet er klimaambitionerne gemt i afsnittet om de såkaldte MEPS - Minimum Energy Performance Standard. Det er en standard for bygningers energiklasse, der anviser, hvor og hvornår bygningsmassen i forskellige kategorier ved hjælp af energirenovering skal tage et spring fremad i energiklasserne.
Den overordnede målsætning er simpel og meningsfuld: I 2050 skal Europas bygninger, ligesom alt andet, være klimaneutrale.
Det er på stående fod et åbent spørgsmål, om jeg og mine allierede i Europa-Parlamentet lykkes med at få ambitioner ind i bygningsdirektivet, for medlemslandene stritter voldsomt imod.
Bygningsdirektivet har genereret voldsomt polariserede nationale debatter i adskillige europæiske lande.
Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet
Bygningsdirektivet har genereret voldsomt polariserede nationale debatter i adskillige europæiske lande, men mest iøjnefaldende i Tyskland og Italien.
”Det kan aldrig blive et ja fra Italien til EU's hjernedøde visioner, så forslaget må sendes tilbage til afsenderen,” proklamerede den konservative næstformand i det italienske senat, Maurizio Gasparri, tilbage i januar.
I september udtalte Tysklands finansminister, den liberale Christian Lindner, at bygningsdirektivet er ”enormt farligt” og kan bringe den sociale fred i fare, fordi ”folk kan få det indtryk, at politikken gør det sværere for dem at bo i deres eget hjem og være i stand til at betale for det.”
Der ligger den indrømmelse i Lindners udtalelse, at truslen mod den sociale fred først og fremmest er baseret på synsninger og følelser frem for fakta.
Det kan heller ikke rigtig være baseret på andet, eftersom det er medlemslandenes ansvar at skrue de nationale planer for bygningers energieffektivitet sammen, og det punkt er vi selvsagt ikke nået til endnu.
Men bygningsdirektivet blev kæppen, som Europas højrefløj kunne bruge til at stikke i hjulet på europæisk klimapolitik.
Siden lovgivningsarbejdet gik i gang, har misinformationen om, at EU vil sende folk fra hus og hjem fløjet rundt i den offentlige debat rundtomkring på kontinentet, og de steder hvor debatten er stukket af, har regeringerne stukket halen mellem benene uden at være i stand til at forsvare politikken.
Siden lovgivnings-arbejdet gik i gang, har misinformationen om at EU vil sende folk fra hus og hjem fløjet rundt i den offentlige debat på kontinentet.
Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet
I Danmark har debatten været mere afdæmpet, men vi er ikke sluppet for sorte spådomme om risikoen for, at hele områder skal jævnes med jorden af bulldozere.
Den slags forudsigelser er kommet fra den danske finanssektor på baggrund af Europa-Parlamentets position, men helt uden at tage højde for de mange indbyggede undtagelser og europæiske finansieringsmuligheder, som også følger med.
Således er den danske regering også imod et bygningsdirektiv med klimaambitioner.
Jeg forstår sådan set godt, at forskellige regeringer rundtomkring i Europa bliver betænkelige, når en lovgivning formår at piske en stemning op omkring et emne, som er så tæt på vælgerne, som vores boliger er.
Men jeg har svært ved at forstå passiviteten, det komplette fravær af forsvar for en klimapolitik som er afgørende for at klimamålene, og som desuden er den hurtigste og mest effektive måde at slippe ud af vores afhængighed af Putins gas på.
Hvis klimaneutralitet ikke bare er noget, vi leger, er der altså brug for, at politikere også tager upopulære beslutninger, og ingen havde vel på forhånd forventet, at den grønne omstilling er en gratis omgang?
Når EU om kort tid rejser til klimatopmødet COP28, er det med et mandat fra selvsamme regeringer om, at verden skal fordoble sin energieffektivitet inden 2030 - den samme periode som bygningsdirektivet anviser energirenovering på. Hvis nogen ikke kan få øje på dobbeltmoralen, er det vel tid til et besøg hos optikeren.
Der bliver ikke nogen klimaneutralitet uden energieffektivisering.
Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet
Så længe jeg har været i energipolitik har energieffektivisering været en undervurderet lillebror til udbygningen med vedvarende energi, ikke mindst i et faktuelt perspektiv.
Der bliver ikke nogen klimaneutralitet uden energieffektivisering. Det kan ikke siges klarere, end Det Internationale Energiagentur siger det:
”Mens der er mange måder, som lande kan tackle den nuværende krise på, er fokus på energieffektivitet den utvetydigt første og bedste måde til på en og samme tid at imødekomme overkommelige energipriser, forsyningssikkerhed og klimamål.”
For hvad angår EU, står vores bygninger bag mere end en tredjedel af vores energi-relaterede drivhusgas-udledninger. Det er det, som er på spil, når den sidste trilogforhandling mellem Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet går i gang om få uger.