RealMæglerne til rådgivere: I giver dårlige råd til ministeren

Mette Lis Andersen, der er rådgiver og bestyrelsesformand i Landsbyggefondens Review Board, og Jes Møller, der er formand for Dansk Byplanlaboratoriums bestyrelse, og som arbejder med og rådgiver for kommuner om almennyttige udviklingsprojekter, kommer i et debatindlæg på Altinget.dk med seks forslag til regeringens nye boligudspil. 

Seks forslag, dér – vurderer de selv – er progressive, og som ikke overraskende handler om at tale det almene byggeprojekter ind som central spiller i byudviklingen ud fra tanker om bygge- og boligpolitik som en ”velfærdsmodel”.

Læs debatindlægget her: Rådgivere til regeringen: Her er seks progressive forslag til jeres boligudspil

Når debatindlægget er rettet mod boligministeren, skyldes det, at det almennyttige stort set er det eneste boligpolitiske ben, boligministeren sidder på. Boligskatten er for eksempel under Skatteministeriet, mens værdiansættelser for realkredit og bank er under Erhvervsministeriet.

Det er faldet de to skribenter for brystet, at den nye boligminister, Pernille Rosenkrantz Theil (S), vil gøre noget mere for, at skilsmisseforældre i det almene byggeri kan få boliger tæt på hinanden, så pendling kan mindskes for børnene.

Hvorimod Mette Lis og Jens hellere så, at ministeren vil gøre kommunerne, som de begge samarbejder med om boligpolitiske visioner, bedre i stand til at konkurrere om markedspriserne med ejerboliger og private udlejningsboliger. 

Ud fra denne boligpolitiske vision er der opstået seks ’progressive’ forslag.

1. En regulering af boligers ejerforhold via planloven, så andelen af ejerboliger i visse boligområder for eksempel får et loft. Tanken er fin. Blandende boligformer er den rette vej. Mette Lis og Jens glemmer dog blot en central ting.

Gang på gang fremlægges det således, at boligmanglen i Danmark kan løses med enten andelsboliger eller alment boligbyggeri. Men problemet i Danmark er ikke bolignød

Preben Merrild Angelo
Adm. direktør, RealMæglerne

7 ud af 10 danskere vil eje. Kun en lille procentdel vil bo alment. Regeringspartierne arbejder netop for, at flere får mulighed for at eje egen bolig.

Resultatet af et loft vil være, at kvadratmeterpriserne stiger de steder, hvor loftet gør det sværere at eje. 

2. At kommunerne hjælpes i gang med at etablere flere bo- og byggefællesskaber, der kan gribe den bevægelse mod mere fællesskab i hverdagslivet, som mange borgere ønsker sig. Fællesskaber findes både i grundejerforeninger, andelsboligforeninger og meget andet.

Det almennyttige har ikke patent på fællesskabet. At flere danskere vil rykke mod almennyttige bofællesskaber, er der ikke evidens for. Tendensen i tiden er derimod, at der bliver flere og flere singler, og der er derfor mangel på små ejerlejligheder.

3. At andelsboligen genindføres som et væsentligt element på det danske boligmarked. Hvorfor? Man bør til hver en tid bygge til efterspørgslen.

Under 10 procent ønsker at bo i andelsbolig. En anden løsning kunne være en delvis privatisering af almene byggeprojekter.

Gang på gang fremlægges det således, at boligmanglen i Danmark kan løses med enten andelsboliger eller alment boligbyggeri. Men problemet i Danmark er ikke bolignød.

Problemet er ikke af ’socialpolitisk’ karakter. Problemet er, at der er mangel på boliger til efterspørgslen.

4. At åbne de almene boligområders samspil med de omgivende bysamfund og udvikle de store almene boligområder til blandede boligområder. Det er helt rigtigt. Mere af det. Men se på efterspørgslen i stedet for en tilgangsvinkel om ’social balance’.

5. Landsbyggefonden har de seneste år sat sig i spidsen for et spændende og tiltrængt initiativ ”Bystrategisk udsyn” med dette fokus. Heri er det svært at gennemskue det progressive forslag, ud over at en gentænkning af de meget store arealer, som den almene sektor besidder, er komplekst og spændende, men som bestyrelsesmedlem i Landsbyggefonden vil Mette Lis formentlig få mulighed for at fremlægge visionerne for boligministeren.

Skulle der retfærdighed til, er den svenske boligskattemodel i stedet løsningen for Danmark

Preben Merrild Angelo
Adm. direktør, RealMæglerne

6. At boligbeskatningen tages op til revision med det formål at reducere uligheden på boligmarkedet. Specielt virker det stærkt ulighedsskabende, at gevinster ved boligsalg i øjeblikket ikke beskattes. Dette er nok forslagets største misforståelse.

Mette Lis Andersen og Jens Møller glemmer fuldstændig, at boligejere hvert år betaler tusindvis af kroner i boligskat. De ønsker altså en beskatning af salg af ejendom, der allerede er beskattet én gang.

Særligt går de på rov i kagedåsen hos ældre boligejere, der gennem 30, 40, 50 år har betalt boligskat for at eje og betale egen bolig.

Skulle der retfærdighed til, er den svenske boligskattemodel i stedet løsningen for Danmark. Her falder beskatningen ved salg af boligen, forbedringer i boligen modregnes i skatten, og driftsskatterne er markant lavere end i Danmark, hvor boligejerne jf. Eurostats statistikker hører til de mest beskattede i Eurozonen.

Læs om den svenske boligskattemodel her: Svensk boligskat er løsningen for Danmark

Politikerne går dog næppe med på modellen, da løbende boligbeskatning giver langt mere i statskassen.