RealMæglerne: Ambitionerne om flere almene boliger er låst fast i en diskussion om, hvem der betaler regningen

Vi læser med bekymring, at tre ud af fire almene boligprojekter enten er droppet eller sat på pause på grund af høje priser på arbejdskraft og byggematerialer. Det står i skarp kontrast til statsministerens løfte om 22000 nye almene boliger.

Men scenariet er ikke uventet. RealMæglerne forudså det allerede i december, da boligminister Kaare Dybvad (S) kom med sin plan om billigere boliger. For det bliver jo ikke billigere af, at staten ”hjælper”. Udgiften flyttes blot over på samfundet gennem grundkøbslåneordningen og Landsbyggefonden.

Problemet er i øvrigt ikke at bygge billigt. Problemet er, at der mangler boliger, der er bygget til efterspørgslen. Kun 20 procent af befolkningen ønsker at bo til leje, mens 70 procent vil eje og 10 procent øvrigt. Udgiften til at leje er i øvrigt ofte højere end udgiften til at eje tilsvarende.

Det er dyrt at bygge, men disse vilkår er ens, om man er almen eller privat

Preben Merrild Angelo
Adm. direktør, RealMæglerne

Løsningen kan være en delvis privatisering af byggeprojekterne, så Mette Frederiksens (S) løfter ikke strander i et tovtrækkeri om penge.

Det er dyrt at bygge, men disse vilkår er ens, om man er almen eller privat. Prisen for byggeri er den samme for alle. At regeringen nu forsøges presset til at fremtrylle et ekstra økonomisk bidrag er mere et udtryk for ført politik og ommøblering af midler end reel indsigt i problemet.

To aktører i stedet for én
Hvorfor ikke forsøge med en delvis privatisering af projekterne så de 70 procent, der gerne vil eje, også tages med i ligningen? Så favner man 90 procent af efterspørgslen i ét greb.

Det er forsøgt før i forbindelse med et sæt regler i almenboligloven, hvor man i 2004 gav lejere mulighed for at købe deres bolig.

Kunne man forestille sig, at det private og det almene gik sammen i den aktuelle krise, så boligmarkedet ikke nødvendigvis var et spørgsmål om os og dem?

En aktør er stærk, to aktører er dobbelt så stærk. Det kunne åbne op for en større agilitet i et fastlåst system, hvor boligmangel kun ses som en socialpolitisk udfordring.

Kunne man forestille sig, at boligerne blev udlejet med en paragraf i lejekontrakten, hvoraf det fremgår, at lejer må købe lejeboligen, såfremt at betingelse X og Y er opfyldt? Eller kunne man forestille sig, at udsigten til at eje ville tiltrække flere?