Anmeldelse af 
Kaare Dybvad Bek

5 A’er: Dyster bog skitserer velfærdsstatens sammenbrud – hvis vi ikke passer på

Forfatterkollektivet bag den nye debatbog ’Rige børn leger bedst’ tegner en skitse til et sammenbrud i vores velfærdsmodel, hvor samhørigheden svækkes, pengeeliten tager gevinsten, og uddannelseseliten sætter sig tungt på prioriteterne i den offentlige sektor. Og taberen? Det er arbejderklassen.

Journalist og forfatter Lars Olsen er hovedforfatter til debatbogen 'Rige børn leger bedst', der udkommer 20. april.
Journalist og forfatter Lars Olsen er hovedforfatter til debatbogen 'Rige børn leger bedst', der udkommer 20. april. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Rige børn leger bedst - et portræt af det danske klassesamfund
Lars Olsen, Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug
246 sider, Gyldendal, udkommer 20. april.

Lad mig starte med at deklarere: Jeg er enig med Lars Olsen i det meste. Jeg mener, at hans debatbøger 'Det delte Danmark' og 'Eliternes triumf' var skelsættende, og etablerede helt nye politiske diskussioner og rykkede accepterede sandheder i samfundsdebatten.

De var med til at etablere en egentlig kommunitaristisk tradition i dansk samfundsdebat. Og ser man på hans forfatterskab, har han ikke bebudet meget, som ikke har slået til. Hvad enten det drejede sig om indvandring, uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet.

Derfor er det også dyster læsning, der bliver præsenteret i den nyeste debatbog fra Lars Olsen og hans medforfattere Lars Andersen, Niels Ploug, Sune Caspersen og Jørgen Goul Andersen, 'Rige børn leger bedst'.

Sætter fingrene på nogle af de ømme punkter, som en socialdemokratisk regering i en højkonjunktur er forpligtet til at tage alvorligt.

Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister

Det fagligt tunge forfatterkollektiv tegner en skitse til et sammenbrud i vores velfærdsmodel, hvor samhørigheden svækkes, pengeeliten tager gevinsten, og uddannelseseliten sætter sig tungt på prioriteterne i den offentlige sektor. Tilbage sidder arbejderklassen i parcelhuset i Svinninge med lavere realløn, mindre social mobilitet, hårdere arbejdsliv og stadig ringere forbindelse til beslutningernes bord.

Storby versus provins 
Bogen rummer adskillige centrale, nye erkendelser i samspillet mellem folks bopæl, deres privatøkonomi og politiske præferencer.

Først og fremmest en nøgtern og smertefuld kortlægning af det kombinerede pres fra centraliseringen og boligmarkedet, som har skubbet almindelige lønmodtagere ud af vores hovedstad og større provinsbyer. Resultatet er, som titlen antyder, at de rigeste bosætter sig i de store byer, mens provinsen i stadig højere grad bliver arbejdsklassens domæne.

Bogens argument hviler i høj grad på præmissen om, at et samfunds sammenhængskraft er betinget af blandede boligområder i stedet for opdelte enklaver. Jeg synes, argumentationen er overbevisende, blandt andet med henvisning til klassekammerateffekt og det grundlæggende behov for et fællesskab med udgangspunkt i uskrevne normer, pligter og muligheder.

Både i det nære fællesskab, men også i den nationale ramme. Her vil tidens globalister og partyliberale måske lægge bogen på natbordet og konstatere, at folks frie valg nu engang leder til opdeling og bosætning efter præferencer.

Vi andre kan derimod læse videre ned i en række af den slags egnsbeskrivelser, som er typiske for Olsen & Co’s forfatterskab, og som typisk leder videre til en konkret pointe. Arbejderklassens exit fra hovedstaden, Sønderjyllands industri eller aalborgensernes sundhedstilstand. Såvel på politiske temaer som på landets geografi formår man at spænde bredt og koble historierne i en fælles overskrift og budskab.

Måske kammer det lidt over med beskrivelsen af ”arbejderbyen København”. Man hører næsten Steen Holkenovs lystige kendingsmelodi til Huset på Christianshavn, mens man over linjerne føres med forfatterne, Søren Ulrik Thomsen og Dan Turèll gennem bandeord og folkekultur i fortidens hovedstad. Men var det nu så godt dengang børnene fik tæsk, og far skulle hentes på værtshuset om torsdagen inden ugelønnen var væk? Forfatterne skriver nej, men virker til at mene måske. Kapitlet er letlæst og underholdende, så man tilgiver nostalgien.

Nye erkendelser 
Bogens hovedtema er den opdeling af Danmark, som er sket de seneste årtier, og som udfordrer ikke bare velfærdssamfundet, men også den større sammenhængskraft i vores land.

Men dertil kommer en række nye erkendelser, som ikke før har været bragt op. Det er eksempelvis interessant for den politiske debat, når man med udgangspunkt i data konstaterer, at folketingsvalget i forfjor for vælgerne ikke var et klimavalg, men derimod et velfærdsvalg. Det var ønsket om bedre velfærd og mere lighed, der rykkede folk over midten.

I afdelingen for erkendelser, der før er sagt, men endnu ikke bundfældet, er dokumentationen af, at folk med fysisk arbejde bliver nedslidt af deres job mere end af deres smøger og flæskesteg. Og ikke mindst afdækningen af uddannelsessystemets skævhed og manglende evne til at bryde den sociale arv, når fire gange flere øvre middelklassebørn som arbejderbørn får en akademisk eksamen.

Rige børn leger bedst er et vigtigt og veldokumenteret bidrag til den idepolitiske debat om velfærdssamfundets fremtid. Forfatterkollektivet løfter arven fra Bent Hansens navnkundige 'Velstand uden velfærd', og sætter fingrene på nogle af de ømme punkter, som en socialdemokratisk regering i en højkonjunktur er forpligtet til at tage alvorligt.

Læs også

Omtalte personer

Jørgen Goul Andersen

Professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Uni.
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)

Lars Andersen

Direktør, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
cand.polit. (Københavns Uni. 1986)

Lars Olsen

Journalist, forfatter, foredragsholder
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1983)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion