FAKTA:

Antal mandater i storkredsene ved folketingsvalget i 2007 og gennemsnittet i professor Risbjergs prognoser i løbet af de sidste 9 måneder:

SÅDAN FORDELES MANDATERNE:

Af Folketingets 179 mandater vælges 2 på Grønland og 2 på Færøerne. De resterende 175 mandater vælges i "Syddanmark", som er inddelt i 10 storkredse.

Af de 175 er de 135 mandater kredsmandater. Hver storkreds har på forhånd fået tildelt et bestemt antal kredsmandater, som fordeles mellem partierne efter den såkaldt "d'hondtske metode". Alle partiers stemmetal divideres med først 1, så 2, så 3, osv. osv. Hvis der f.eks. er 15 kredsmandater i storkredsen, tilfalder de de partier, der har fået de 15 højeste kvotienter i denne udregning.

Tildelingen af kredsmandater giver en fordel til de største partier, og det er svært for et lille parti overhovedet at få fat i et kredsmandat.

Eksempel: Fordelingen af kredsmandater i Københavns Storkreds ved valget i 2007. Storkredsen havde fået tildelt i alt 15 kredsmandater. Det første gik til Socialdemokraterne (ved divisor 1), det sidste gik til SF (divisor 4).

De sidste 40 mandater kaldes tillægsmandater. De bruges til at sikre, at alle partier får det antal mandater på landsplan, som deres stemmetal berettiger til. Hvis et partis samlede stemmetal f.eks. berettiger det til 15 mandater i Folketinget, men det kun har vundet 8 kredsmandater, så skal det altså have 7 tillægsmandater.

Den geografiske fordeling af disse tillægsmandater er imidlertid temmelig kompliceret.

På forhånd har hver landsdel fået tildelt et antal tillægsmandater. Landsdelen "Hovedstaden", der består af Københavns Storkreds, Københavns Omegns Storkreds, Nordsjællands Storkreds og Bornholms Storkreds, har fået 11 tillægsmandater. Landsdelen "Sjælland-Syddanmark", der består af Sjællands Storkreds, Fyns Storkreds og Sydjyllands Storkreds, har fået 15 tillægsmandater - og landsdelen "Midtjylland-Nordjylland", der består af Østjyllands Storkreds, Vestjyllands Storkreds og Nordjyllands Storkreds, har fået 14 tillægsmandater.

Først bliver tillægsmandaterne fordelt på partierne inden for hver landsdel. Det foregår ved hjælp af den såkaldte "Sainte-Laguës metode", så partiernes stemmetal inden for landsdelen divideres først med 1, så med 3, så med 5, så med 7 osv. For hvert parti fjerner man det antal kvotienter, som svarer til partiets kredsmandater i landsdelen, og så tildeler man ellers tillægsmandater, indtil enten landsdelen eller partiet har fået det antal, det er berettiget til.

Eksempel: Fordelingen af 11 tillægsmandater mellem partierne i landsdelen "Hovedstaden" (Københavns, Københavns Omegns, Nordsjællands og Bornholms Storkredse) ved valget i 2007.

Bemærk, at der er fjernet lige så mange kvotienter, som partierne har fået kredsmandater i alt inden for landsdelen. F.eks. er der fjernet 11 kvotienter under Socialdemokraterne, fordi de fik 4 kredsmandater i København, 4 i Københavns Omegn, 2 i Nordsjælland og 1 på Bornholm. Bemærk også, at jo flere kredsmandater et parti har fået i landsdelen, jo færre tillægsmandater giver beregningen dem. Dermed er der flest tillægsmandater til de mindre partier.

Når man nu ved, hvor mange tillægsmandater et parti skal have inden for en landsdel, går man i gang med at fordele partiets mandater mellem landsdelens storkredse. Her bruger man en ny regnemetode, hvor man dividerer partiernes stemmetal i storkredsene med først 1, så 4, så 7, så 10 osv. Man fjerner først det antal kvotienter, som svarer til partiets kredsmandater i storkredsene, og så fordeler man ellers partiets tillægsmandater mellem landsdelens storkredse, indtil partiet har fået det antal, det skal have inden for landsdelen.

Eksempel: Placeringen af Socialdemokraternes tillægsmandat i landsdelen "Hovedstaden" ved valget i 2007. Bemærk, at der er fjernet lige så mange kvotienter, som partiet har fået kredsmandater i de forskellige storkredse (4 i København, 4 i Københavns Omegn, 2 i Nordsjælland og 1 på Bornholm.)

Bemærk også, at beregningsmetoden giver tillægsmandatet til den storkreds, hvor partiet ellers har stået relativt svagest (Nordsjælland).

Det gælder generelt, at jo flere kredsmandater et parti har fået, jo sværere er det for partiet overhovedet at få fat i et tillægsmandat. Og det er særligt svært i de storkredse, hvor partiet i forvejen har fået kredsmandater.

Beregningsmetoden for tillægsmandater favoriserer derfor særligt små og mellemstore partier, og den favoriserer dem særligt i de områder af landet, hvor de ikke i forvejen har fået relativt flest stemmer. Det lyder paradoksalt, men er en mekanisme, der er sat ind i valgloven for at sikre, at også små partier får en nogenlunde ligelig repræsentation fra alle dele af landet.