En borgerlig statsminister efter næste valg er ikke længere et rent fantasifoster

Udlændingepolitikeren

Så tog Støjberg fat på udlændingeområdet. Det område, der katapulterede hende op fra et relativ ukendt folketingsmedlem til en af de allermest profilerede politikere i det sidste årti.

Området har ikke ikke fyldt så forfærdelig meget i Danmarksdemokraternes første år i Folketinget, men denne lørdag gav hun den fuld hammer.

Støjberg tog udgangspunkt i den støtte til Hamas, der også i danske storbyer har vist sig i kølvandet på terrororganisationens angreb på Israel:

"Alt for mange indvandrere har ikke taget vores frihedsværdier til sig. Det kan godt være, at adressen pt. hedder Gellerupparken, men mentalt befinder man sig i Gaza," tordnede Støjberg.

Og så satte hun trumf på:

"Det er på tide, at vi endegyldigt slipper naiviteten. Og tror på den sandhed, som ondskaben 7. oktober igen viste os. Hvis vi bliver ved med at tro på, at islamisterne ikke er fjenden, så taber vi."

Bragende bifald fra salen.

Når det gælder udlændinge, har Støjberg samme privilegium, som dengang DF kunne nøjes med sloganet: "Du ved, hvad vi står for"

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det sidste tema var et angreb på Mette Frederiksen:

"Jeg har ingen tillid til Mette Frederiksens måde at lede Danmark på. Minksagen, slettede sms'er, "lev med det". Der tegner sig et mønster af hendes og Barbara Bertelsens parløb, der langtfra er kønt. Senest har man i FE-sagen trukket hædersmanden Claus Hjort Frederiksen gennem sølet i årevis."

"Vi skal af med Mette Frederiksen som statsminister."

Endnu et stormende bifald

Unikt brand 

Reaktionerne understreger flere ting:

For det første er der absolut no love lost mellem Inger Støjberg og Mette Frederiksen. Støjberg er entydigt borgerlig, hun forsøger dårligt nok at appellere til de socialdemokratiske vælgere, og hun trækker stort set ingen stemmer over midten.

Dermed adskiller Danmarksdemokraterne sig afgørende fra Dansk Folkeparti, der var i stand til at opfange så mange socialdemokratiske vælgere, at det sikrede et borgerligt flertal i 14 ud af de 18 år fra 2001-19.

For det andet er det stadigvæk Inger Støjbergs hårdtslående image på udlændingeområdet, der for alvor mobiliserer baglandet. Det er langtfra et emne, hun har alene, men i hendes fanskare fremstår hun unik på området. Det er lykkedes Støjberg at forvandle dommen i rigsretten for "forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven" til et en regulær martyrstatus, som hun brugte offensivt i sin tale. 

Støjberg kan tilmed indskrænke sig til at skærpe udlændingeretorikken på udvalgte tidspunkter. Hun har samme privilegium, som Dansk Folkeparti havde for syv-otte år siden, hvor man kunne nøjes med sloganet: "Du ved, hvad vi står for."

Alle ved, hvor Støjberg står på udlændingeområdet.  

Land-og-by-dagsorden som kompas

For det tredje er der partiets land-og-by-dagsorden. Selvom klarsalverne her var mere beherskede, har støtten til landdistrikterne i praksis været Danmarksdemokraternes omdrejningspunkt det første år i Folketinget.

Land-og-by går igen i to eller tre af partiets fire mærkesager: Et Danmark i balance, respekt for produktionsdanmark og – til en vis grad – også spørgsmålet om nær sundhed, som især går ud på at sikre lægedækning i hele landet.

Støjbergs klimapolitik er en land-og-by dagsorden.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det er også i den forbindelse, man skal se Danmarksdemokraternes klimapolitik.

Når Støjbergs parti i praksis er den mest hårdnakkede modstander af de grønne afgifter, har det dybest set intet med klima at gøre. Det er et spørgsmål om land og by.

Støjberg er imod vejafgiften til lastbiler, fordi den rammer hårdest på landet, hun er imod de klimaafgifter, der rammer "produktionsdanmark" i provinsen – og hun er indædt modstander af en CO2-afgift til landbruget på grund af konsekvenserne for landdistrikterne.

Derimod var der ikke en lyd om den kommende flyafgift i Støjbergs tale. For det er ikke et område, der rammer landområderne i særlig grad.

Ikke lige meningen

Danmarksdemokraternes første landsmøde var koreograferet, og alt gik helt efter planen. Eller næsten alt.

For udover kåringen af Støjberg som formand var dansk landbrugs førstemand, Søren Søndergaard, udset til at være klimaks. Det var et sandt scoop at få formanden for Landbrug & Fødevarer til at holde tale hos Danmarksdemokraterne, når organisationen i den grad identificeres med Venstre.

Nu skulle det udstilles, hvem der virkelig er landbrugets parti. Mens Venstre har bundet sig til en CO2-afgift på landbruget, har Danmarksdemokraterne understreget, at de under ingen omstændigheder vil stemme for.

Søndergaard startede sin tale og kom vidt omkring, helt tilbage til stavnsbåndet, og stemningen var fin i salen. Men til allersidst kom en sentens, der fik folk til at spidse ører:

"I skal sidde med ved forhandlingsbordet. Hjælp os med at blive den afgørende stemme, der trækker aftalen i en så fornuftig retning som overhovedet muligt," lød det fra Søren Søndergaard, der vil "blive skuffet", hvis Danmarksdemokraterne ikke søger indflydelse.

Dét var absolut ikke meningen, og Danmarksdemokraternes rådgivere fik pludselig nogle aparte ansigtsudtryk. Akkurat som da den daværende FH-formand Lizette Risgaard som gæst på SF's landsmøde i foråret pludselig langede ud efter værterne for ikke at støtte en folkeafstemning om store bededag.

Den blå salon

Stemningen kom dog hurtigt op igen, og snart tog andre gæster over: Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, og Liberal Alliance-lederen, Alex Vanopslagh, gæstede landsmødet til en blå salon med Thomas Larsen som tovholder. Det var en hyggesnak, hvor alt gik efter planen.

Så sent som i valgkampen sidste år afviste Støjberg bastant at støtte Løkke.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Inger Støjbergs hensigt med besøget var at illustrere den alliance, hun så gerne vil have op at stå mellem Liberal Alliance, Konservative og Danmarksdemokraterne. Lige nu er det mest en alliance på papiret, men det er en del af Støjbergs ihærdige bestræbelser på at skabe et blåt alternativ.

I et interview hos Altinget op til landsmødet udtrykte Støjberg sig i ret forsonende  vendinger om Venstres kommende leder, Troels Lund Poulsen, som "det ikke ligger hende fjernt at samarbejde med, hvis politikken er rigtig".

Og mere opsigtsvækkende: Støjberg afviste ikke pure, at Lars Løkke Rasmussen kan blive statsminister på Danmarksdemokraternes stemmer.

Der blev taget en masse forbehold, og forholdet mellem Løkke og Støjberg er stadig yderst køligt, javel.

Men ikke desto mindre var meldingen fra Støjberg markant anderledes end i valgkampen sidste år, hvor hun blankt udelukkede at støtte Løkke. Dengang sagde Støjberg "nej tak" til Løkke med tilføjelsen: "Han er jo radikal."

Der er stadig lang vej hjem for de blå, men en borgerlig statsminister efter næste valg er ikke længere et rent fantasifoster.