En kraftig appel fra landbruget vakte opsigt, da Støjberg for første gang samlede Danmarksdemokraterne til landsmøde
Danmarksdemokraterne er ikke et protestparti, betonede Inger Støjberg igen og igen til partiets landsmøde. Men da landbruget opfordrede til at skrue ned for protesten og op for pragmatismen, blev det pure afvist.
Peter Ingemann Nielsen
JournalistHan gik smilende på talerstolen. Jokede lidt om Inger Støjbergs hund, Ludvig. Og høstede til at starte med store klapsalver.
Men da landbrugets mest magtfulde mand, formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard, gik fra scenen på Danmarksdemokraternes landsmøde, var klapsalverne mere af høflig karakter end af begejstring.
Landbrugsformanden havde nemlig leveret en opsang til det parti, der har gode vilkår til dansk landbrug som en af sine absolut vigtigste mærkesager.
"Vi har brug for jer. Vi har brug for jer i forhandlingslokalet," sagde Søren Søndergaard.
Men Danmarksdemokraterne vil opholde sig milevidt fra det forhandlingslokale, Søren Søndergaard refererer til.
Intet kan nemlig få Støjberg og co. til at stemme for et af regeringens mest omdiskuterede initiativer: en CO2-afgift på landbruget.
Landbrugets førstemand gjorde ellers forsøget.
"Hjælp os med at blive den afgørende stemme, der trækker aftalen i en så fornuftig retning som overhovedet muligt," bønfaldt Søren Søndergaard.
Men hjælpen udebliver.
"Danmarksdemokraterne kommer aldrig nogensinde til at støtte indførelsen af CO2-afgift," sagde Støjberg og udtalte ordet "CO2-afgift", som var det blandt ordbogens værste skældsord.
Ikke et protestparti
Danmarksdemokraternes landsmøde i Aalborg Kongrescenter 11.-12. november var det første i partiets historie.
Partiet blev valgt til Folketinget ved seneste valg med 14 mandater og har siden brugt mange kræfter på at opbygge en solid partiorganisation.
Resultatet af det arbejde blev synligt, da 700 ud af partiets cirka 5.000 medlemmer og venner valgte at bruge en lørdag i Nordjylland på at diskutere politik, spise smørrebrød og klappe.
Og klappet blev der i stor grad.
Især da partiformand Inger Støjberg holdt sin årsmødetale, hvori hun gennemgik mange af de politiske aftaler, Danmarksdemokraterne har været en del af.
"Det er der ikke meget protestparti over," slog partiformanden fast.
På trods af den relativt klare afvisning om at deltage i forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget påtalte Støjberg og andre nemlig flere gange, at Danmarksdemokraterne skal udgøre en konstruktiv og pragmatisk del af blå blok.
Være en medspiller frem for en modspiller.
"Vi er faktisk konstruktive"
For at understrege den pointe havde Danmarksdemokraterne inviteret to andre partiledere til at komme til Aalborg.
Konservatives Søren Pape og Liberal Alliances Alex Vanopslagh var dagens hemmelige indslag. Sammen med Støjberg indtog de to politikere scenen for sammen at vende aktuelle politiske emner som krigen i Ukraine, krigen mellem Israel og Hamas og SVM-regeringens fremtid.
De tre partier – Konservative, LA og Danmarksdemokraterne – udgør tilsammen en konstruktiv akse i blå blok, måtte man forstå.
"Alle os, der sidder her, vil gerne være med i aftaler. Vi er ikke fløjpartier. Vi er faktisk konstruktive partier," sagde Søren Pape.
Og Alex Vanopslagh fastslog:
"Alle vores partier har søgt kompromiserne."
Frustreret og skuffet
At Danmarksdemokraterne er en del af en blå familie, herskede der ikke megen tvivl om.
Alt var blåt i landsmødesalen i Aalborg Kongrescenter:
Belysningen, bordene, stolene, Inger Støjbjergs kjole. Og medlemmerne.
Flere af dem, Altinget mødte, havde landsmødeerfaring fra andre partier. Der var medlemmer med fortid i Dansk Folkeparti, Venstre, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.
En af dem var nordjyske Lotte Bibi Back, som tidligere har været medlem af Venstre.
Hun var glad for, at Støjberg havde inviteret Søren Pape og Alex Vanopslagh.
Er det de partier, der ligger tættest på Danmarksdemokraterne?
"Ja, det synes jeg. Vi har fælles borgerlige værdier. Der er nogle steder, hvor vi er forskellige, men vores sokkel at stå på bygger på de samme værdier," siger Lotte Bibi Back.
Hellere forsøge at sætte nogle fingeraftryk og trække tingene i den retning, vi synes, end bare at smække døren.
Lotte Bibi Back
Medlem, Danmarksdemokraterne
Det er tre konstruktive partier i blå blok, siger de. Er det den rigtige tilgang?
"Det er jeg helt enig i. Hellere forsøge at sætte nogle fingeraftryk og trække tingene i den retning, vi synes, end bare at smække døren."
Men ved CO2-afgiften på landbruget smækker partiet døren. Hvorfor skal man slet ikke gå ind i det forhandlingsrum?
"Det er tankevækkende, at vi bare hælder det ned i hovedet på et erhverv, som fylder så meget i vores samfund, uden at tænke over konsekvenserne."
Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer opfordrer jer ellers til at sætte jer ind i forhandlingslokalet?
"Hvis man vælger at stå så stålsat på, at vi ikke kan godtage at lægge sådan en afgift på landbruget, er det jo det, man skal mene."
Også tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Ikast-Brande Kommune, Bo Sand Kristensen, glæder sig over den stålsatte holdning.
"Jeg finder ikke andre partier, der har den samme modstand mod CO2-afgiften. Så det er en væsentlig forudsætning for, hvorfor jeg har meldt mig ind," fortæller han.
Overalt var der fuld opbakning til Støjbergs linje om at holde partiet langt væk fra forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget.
Men selvom landbrugsformanden Søren Søndergaard sikkert godt var klar over, at han havde sat sig selv på en svær mission, gjorde han forsøget.
"Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg vil være frustreret og måske en lille smule skuffet, hvis I står uden for forhandlingerne," sagde han til de mange fremmødte danmarksdemokrater.