Messerschmidts nekrolog: Søren Krarups ord var mægtigere end både sværd og de kulturradikale farisæere

Ingen kom op på hans side i det skrevne ord, som både spiddende og levende, indsigtsfuldt og overbevisende kæmpede imod de ideologiske udfald, som hele to generationer af kulturradikale politikere, præster, forfattere og journalister i uskøn forening forsøgte at presse Danmark ind i.

Behandlersamfundet frem for kernefamilien. Menneskerettigheder frem for loven. Demokratisme frem for demokrati. Indvandrerland frem for fædreland. I hvert slag mødte Krarup beredvilligt frem. Og han kæmpede. Altid forrest.

Når Rabuni talte…
Med en urokkelig vilje, slog han ordene ind på sin skrivemaskine og viste gang på gang, hvordan hans ord var mægtigere end både sværd og systemet Politikens selvfede farisæisme, der gang på gang – og altid til lyden af den lokkende sirenesang – ville tale dansken væk fra virkeligheden og ind i det totalitære sværmeri, der synes at være kulturradikalisme uafladelig konsekvens – fra Brandes til vore dages epigoner.

I generationer vil han blive læst og lyttet til. Og måske er netop dette hans største sejr

Morten Messerschmidt (DF)

Væk fra hverdagen. Væk fra ansvaret. Væk fra pligt og arv. Væk fra kristentro og fædreland. Ja, væk fra alt det, som Krarup viste og forsvarede som menneskets naturlige arne.

I Provianthusets fjerde sal havde han sit kontor som folketingsmand. Jeg var så heldig i et par af årene at have kontor tæt derved, og selvom det måske i begyndelsen mest var i andægtig spøg, var det ikke med urette, at han gennem årene fik tilnavnet "Rabuni".

Især i selskab med fætter Jesper (Jesper Langballe, red.) kunne man være sikker på, at en aften ikke bare ville blive minderig, men mindst lige så lærerig. Kun en dåre ville ikke tage noter i deres selskab; om ikke andet, så fordi man kun alt for sjældent kunne huske de finere detaljer dagen derpå, når erindringen af de intellektuelle højdepunkter måtte strides med tømmermændene efter en festlig aften i fætrenes selskab.

Tidehverv på ny
Jo, Krarup blev vores Rabuni. Vores læremester. Men mere end det. Thi i dag læser en hel generation af unge konservative hans bøger. Forstår verdenen gennem hans tanker.

For vil man kende til dansk kristendom, må man læse Søren Krarup: Loven (1980), Præstens prædiken (1971) og Synd tappert! (1990).

Vil man kende til dansk historie, må man læse Søren Krarup: Dansk kultur (1993), Fædreland og folkestyre (1974) eller måske allerbedst: I min levetid (1997)

Vil man kende til kulturkampen og dansk litteratur, må man læse Søren Krarup: Harald Nielsen og hans samtid (1960), Hørups arv og arvtagere (1961) og Dansk genmæle (2019).

Ja, vil man slet og ret vide, hvad det er at være dansk, at være kristen, at høre til, så er Søren Krarup som forfatter, tænker, præst og politiker umulig at komme uden om. Hans stemme vil fortsat gjalde og gælde.

I generationer vil han blive læst og lyttet til. Og måske er netop dette hans største sejr. I årtier var det konservative menneskesyn hensygnende. Familien på retræte. Fædreland et diffust og uvirkeligt, nærmest latterligt begreb. At kalde sig dansk, var tæt på en racistisk udtalelse.

Men alt det er i dag vendt. Takket være det bolværk, som Søren Krarup satte op. I dag er tiden vendt. Det er tidehverv på ny, og af andre både gamle og unge struber vil der med stadig stærkere klang og i Krarups minde blive talt og sunget, at "Medens vi med trofast sind, sætter al vor gerning ind, Danmark, på dit alter!"

Æret være Søren Krarups minde.