Der er en åbenlys fare ved, at Mette Frederiksen gør krisen til den nye normal

Vi har slået dørene op til et nyt år, og noget tyder på, at dette år kommer til at stå i alvorens og de dybe panderynkers tegn. På den måde er 2023 ikke så forskelligt som de sidste mange år. Alvoren har sat sig som en virus på lungen og får os ind i mellem til at hive efter vejret.

Det var alvoren og bekymringen, der farvede dronningens nytårstale. "Krigen kaster lange skygger," sagde hun.

Det var i særdeleshed alvoren, som Mette Frederiksen gav mund og mæle i sin nytårstale, da hun sagde: "I Europa har vi en tendens til at forestille os, at resten af verden tænker og gør som os. Vi troede i mange år, at samhandel og vækst nærmest per automatik ville føre til fredelig sameksistens. Vi nedrustede, da andre oprustede. Og vi har på en række områder gjort os selv for afhængige af andre. Nu ser vi, at vi var for naive. At vi står på tærsklen til en ny tid. Som bliver svær. "

Mette Frederiksen manede med Erik Holsteins ord krisebevidstheden frem. Vi skulle hver især være parat til at yde mere.

Det samme gjorde hun – og de to andre regeringspartier – i regeringsgrundlaget, hvor det hedder:

"Partierne bag dette regeringsgrundlag har forskellige holdninger, prioriteter og historiske rødder. Sådan vil det fortsat være. Men der er også meget, der forener os: Ikke mindst en dyb erkendelse af, at Europa og Danmark står over for flere, mere komplekse og kritiske udfordringer, end vi har gjort i årtier." Herefter oplistede præamblen en mængde kriser fra krig og energi til mistrivsel og biodiversitet.

I det hele taget rummer regeringsgrundlaget to begrundelser for regeringens eksistens.

For det første krisebevidstheden, der peger frem mod regeringens karakter af arbejdsfællesskab. Altså, man er fundet sammen om i fællesskab at klare et konkret stykke arbejde. Det er en opgave, der er sat af krisevirkeligheden.

Den anden begrundelse er den folkelige, som jeg har skrevet om her på Altinget. Partierne i arbejdsfællesskabet er måske nok systembærende magtpartier – to af tradition, ét af ambition – men de også repræsentanter for dansk folkelighed, rodfæstet i et stærkt civilsamfund.

Trods enhver ansats til teknokrati, vil regeringen hellere med historikeren Palle Laurings ord sige "Danmark er en Brugsforening", end "Danmark er en virksomhed", som det hedder hos Dansk Erhverv.

Faren ved dette er åbenlys. For med krisebevidsthed og kriseretorik hævdes al politik som "nødvendighedens politik", også selvom man viger uden om begrebet.

Christian Egander Skov

De to begrundelser for regeringens eksistens og politik er naturligvis tæt forbundne. Det folkelige bliver netop under krisens vilkår den kilde, hvorigennem det bestående fornys og henter vitalitet.

De to begrundelser er dog også forskellige fra hinanden. Og i praksis kan der nemt opstå en kløft imellem de logikker, der udspringer af dem. Det er kun krisen akutte karakter, der får det hele til at smelte sammen.

Hvis vi ved at gå ind i 2023, er gået ind under en ny virkeligheds vilkår, så må dette vilkår være krisen. Politik i 2023 er krisepolitik og politikeren henter sin autoritet fra sin evne til at styre statsskibet gennem krisen.

Faren ved dette er åbenlys. For med krisebevidsthed og kriseretorik hævdes al politik som "nødvendighedens politik", også selvom man viger uden om begrebet.

Dermed er rummet for legitim politisk debat også radikalt indskrænket. Uanset om vi taler om klimapolitik, sikkerhedspolitik eller økonomisk politik, er vi på vej ind i en virkelighed, hvor det stadig mere handler om det sande mod det falske end om legitime sammenstød mellem modsatrettede holdninger, hvor enhver i sidste ende må være salig i sin tro.

Nu kan man mene, at det på disse områder faktisk forholder sig sådan, at der ikke er mere at snakke om.

Vi ved, at vi skal gøre en hel masse for at håndtere klimakrisen og undgå jordens undergang. Vi ved, at vi skal gøre en hel masse for at forhindre Vestens undergang, og vi ved også, at vi skal gøre en hel masse for at forhindre fædrelandets økonomiske ruin.

På alle disse områder, er der ingen mangel på eksperter, der i særdeleshed ikke blot erkender disse sandheder, men også kan anvise de rigtigste måder at håndtere den specifikke krise på. Klima, krig og konkurrencestat sætter en fast ramme om politik.

Men virkeligheden er mere kompliceret end som så, fordi politik også handler om prioriteter. Ikke kun mellem de tre bydende nødvendigheder, men også mellem den nødvendige politik og alle mulige andre forhold ude i virkeligheden, som de, der administrerer nødvendighedens politik, nok kan anse for ligegyldige, men som betyder noget for konkrete mennesker.

Afskaffelsen af Store Bededag, udhulingen af universiteternes kandidatuddannelser, som begge skal øge arbejdsudbuddet er konkrete eksempler på disse sammenstød. Tradition og dannelse mod en økonomisk logik.

Afskaffelsen af Store Bededag, udhulingen af universiteternes kandidatuddannelser, som begge skal øge arbejdsudbuddet er konkrete eksempler på disse sammenstød. Tradition og dannelse mod en økonomisk logik.

Christian Egander Skov

Udbygningen af den vedvarende energi under den hårdtslående Lars Aagaard vil også i de kommende år føre til hårde prioriteringer og konfrontationer med lokalsamfund. Balancen mellem "wellfare" og "warfare", som Ove Kaj Pedersen har peget på, er et andet spørgsmål om prioritering.

Man kan kritisere regeringens kriseretorik for at være spin, eller i det mindste et retorisk greb. Det er imidlertid at skyde ved siden af. Selvom der nemt kan gå inflation i krisebegrebet, må man imidlertid fastholde, at der er bund i retorikken.

Kriserne er de ydre tegn på et skifte i tiden, drevet frem af en transformation af globaliseringens økonomiske og politiske strukturer – og i de ideologiske tydningsmønstre, som vi har til rådighed for at forstå den forvirring, vi er stedt i.

Det er bevægelsen ind i post-liberalismen, som jeg har kaldt det i min bog 'Borgerlig krise'. Man kunne også kalde det noget andet. Terminologen er mindre afgørende end selve forsøget på at indfange og indkredse det accelererende opbrud, vi ser overalt.

Vores nuværende situations karakter af krise er ægte nok. Det er ikke et overbevisende argument mod dette forhold, at der også tidligere har været kriser.

Men det er dog et argument for, at vi selv i en virkelighed præget af kriser må slå koldt vand i blodet.

Krisevirkeligheden rummer en fare. I en krise træder staten frem som det den er, nemlig magt. Sådan må det nødvendigvis være. Det afsløres i krisen, at der også under en politik, der indhyller sig i begreber som velfærd og frihed, gemmer sig en magt, der er statens inderste væsen.

I en sikker verden, kan statens og politikkens vigtigste formål være at sikre frihed, velstand og velfærd. I en usikker verden bliver dens vigtigste formå at skabe sikkerhed.

Hvis ikke staten formår at bruge sin magt til at håndtere krisen, mister den legitimitet. Heri består den dybeste politiske nødvendighed.

Men krisen er også en undtagelsestilstand. En konfliktfyldt parentes, hvor vi kæmper os tilbage til normaliteten. Eller det bør den være. For hvad sker der, når vi hævder krisen som den nye normalitet? Hvad gør det ved vores politik?

Hvor længe kan vi leve under undtagelsestilstandens retorik og logik? Hvornår må vi slå ud med armene og erkende, at verden er gået af hængsel og tage det på os at leve i interessante tider?