6 A'er: Egander Skov har skrevet en uomgængelig bog om den borgerlige krise – og ikke kun for borgerlige
Med 'Borgerlig Krise' ridser historikeren Christian Egander Skov sit navn ind i den totempæl, hvor Rune Lykkeberg, Ove Kaj Pedersen og Henning Fonsmarks navne allerede er indgraveret. Hvis de borgerlige vil sig selv det godt, dropper de Twitter for en stund og læser.
Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget
Det er egentlig forkert at kalde Christian Egander Skovs 'Borgerlig Krise' for en debatbog. Dertil er niveauet for højt, analysen for dyb og det debatterende – forstået som en holdningsdiskussion – det mindst vigtige.
'Borgerlig Krise – det ideologiske opbrud i blå blok' hører til den slags bøger, der er og især bliver uomgængelige. Ligesom Rune Lykkebergs 'Kampen om sandhederne' fra 2008 og frem ændrede centrum-venstre-forståelsen af årsagerne til den borgerlige værdikamp i almindelighed og Dansk Folkepartis opståen og succes i særdeleshed – og derigennem er direkte forbundet til den reorientering af såvel Socialdemokratiet og venstrefløjen, der kom 8-10 år senere – kan og bør Egander Skovs bog få samme betydning for det borgerlige Danmark.
Og jævnføringen med Lykkeberg rækker udover den potentielle virkningshistorie. For selvom 'Borgerlig Krise' og 'Kampen om sandhederne' er to meget forskellige projekter og måder at tænke på, fører de samme sted hen: en revurdering af ”folket” som politisk faktor og af ”eliternes” legitimitet.
For det er med et revitaliseret folkelighedsbegreb i hånden, at Egander Skov dekonstruerer – altså, genåbner, nyfortolker og forskyder – historien om dansk borgerlighed og ender med at udpege nye veje for et historisk kriseramt borgerligt Danmark.
Populisme og folkelighed
Født i 1985 tilhører Egander Skov en ny generation af borgerlige, der på den ene side er mere konservative end liberale og på den anden ikke defineret ved den særlige kombination af monetær økonomisme og opbragt ressentiment over for alt fra De Radikale og ud til venstre, der ellers har præget den borgerlige diskurs herhjemme de seneste 20-40 år.
Sigende nok spilder han derfor heller ikke tiden med rituelle tirader mod 68’erne eller gør 1989 til sit intellektuelle og politiske omdrejningspunkt.
I stedet er det afgørende år for Egander Skov 1973, og det er i høj grad en særlig forståelse af, hvilket slags oprør jordskredsvalget var, der spiller den centrale rolle. For nok var Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti folkelige protestpartier, der vendte sig mod det, velfærdsstatsprojektet var blevet til under Socialdemokratiets ledelse fra 1953 til 1968, men deres succes var udtryk for, at Venstre og Konservative, der havde siddet på regeringsmagten fra 1968-1971, ikke længere var formende kanaler for den bredere middelklasse.
”Manifestationen af populismen som en potent politisk kraft i egen ret var et vidnesbyrd om, at centrum-højre slet og ret var blevet for institutionelt, for teknokratisk og elitært. Man havde mistet grebet om noget, det folkelige grundlag, en konservativ stabilitet. Nu vendte det tilbage som populisme,” som Egander skriver.
Egander Skov fornyer potentielt den position, de borgerlige har stået på siden Henning Fonsmarks 'Den danske utopi'.
Esben Schjørring
Pointen her er vigtig af to årsager. For det første fordi Egander Skov her gør skellet mellem det folkelige og populismen operativt i sin analyse. Det folkelige er vores liv som almindelige mennesker med de nære bekymringer og glæder og mål om tryghed, lokal genkendelighed og rutine sammen med andre i vores livsverden.
Det er også sociologisk betegnelsen for livet, som det leves fra middelklassen og ned – den ueksotiske, men meningsfulde livsform, der også holder et vågent øje med alt det, der kan true den. Populismen er det oprør, det afstedkommer i folkeligheden, når de partier, den ellers har set som sin politiske forlængelse og bolværk, afskærer sig fra folket og bliver til en lukket elite, der ikke længere varetager de folkelige interesser.
For det andet er det vigtigt, fordi det er fra 1973 og frem, at V og K nu skal til at forholde sig – strategisk, taktisk og parlamentarisk – til populismen. Først i form af Glistrup og Fremskridtspartiet, sidenhen Dansk Folkeparti og i dag også Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.
Her er det en vigtig pointe for Egander Skov, at Venstre og Konservative på én gang kan kapitalisere på populismen og vinde regeringsmagten, som man gjorde i 1980’erne og i nullerne, og så alligevel, eller netop derfor, misforstår populismen.
For mens det folkelige lever sit eget politiske liv som populistisk oprør fra 1973 og frem, slår V og K fra ind på et neoliberalt og teknokratisk spor og bliver en drivende kraft i forvandlingen af velfærdsstaten til en konkurrencestat.
Alliancen med populismen
Dermed – og det, tror jeg, sker her for første gang – frigør Egander Skov den borgerlige kritik af velfærdsstaten fra opgøret med den i sin klassiske form, som den blev udviklet fra 1956, da folkepensionen blev introduceret, og frem til indførelsen af efterlønnen i 1979.
Det er også på den baggrund, at han frigør sig fra den dominans, liberalismen får i det borgerlige univers i efterkrigstiden, da det at være borgerlig mestendels består i at være imod den socialdemokratiske velfærdsstat.
I stedet opdaterer han kritikken til rette sig imod det, vi i dag kender som konkurrencestaten. Den har de borgerlige som sagt mindst lige så meget lod og del i som Socialdemokraterne, og dermed bliver hans bog også et borgerligt selvopgør. Således fornyer Egander Skov potentielt den position, de borgerlige har stået på siden Henning Fonsmarks 'Den danske utopi'.
Konkurrencestaten og projektet om at indføre den via reformer, der flyttede omfordelingsvægten fra ydelser til services og fra et mål om en værdig fritid (især pension) for alle til et mål om mobilisering af arbejdskraften i en globaliseret økonomi, gjorde det nemlig meget bedre muligt for de borgerlige at få regeringsmagten i et ellers socialdemokratisk samfund. To gange ti år er det indtil videre blevet til – Poul Schlüters epoke i 1980erne og Anders Fogh Rasmussens tiår fra 2001 til 2011 - og så den noget vakkelvorne VLAK-periode.
Egander får fat i en pointe, der rækker ud over det rent borgerlige og forvandler sig til en vigtig analyse af det danske samfund som sådan.
Esben Schjørring
Prisen var (og er) blot, at man forskyder sin velfærdskritik fra institutionerne til den måde de ledes på, og gør det borgerligt-liberale til en form for managementteori for et samfund, hvor borgerne er blevet til forbrugere og arbejdskraft.
Det er om noget det, der i Egander Skovs optik distancerer Venstre og Konservative fra den brede folkelighed og behovet for mening, lokalt liv og lokal fremtid.
”Den borgerlige ideologis ønske om at forvalte velfærdsstaten handler først og fremmest om en gradvis genforhandling af konkurrencestatskonsensus i en mindre velfærdssolidarisk og mere neoliberal eller individualistisk retning, lidt skattelettelser, lidt højre vækst og lidt mere frit valg. Samtidig står den famlende over for betydningen af lokal medbestemmelse, tryghed, tillid og sammenhængskraft,” som Egander Skov konkluderer.
Ja, distancen kan overkommes i form af en alliance med de populistiske partier, sådan som det skete i nullerne, da V og DF udgjorde aksen i dansk politik. Men den har en tendens til at blive et strategisk og begrænset samarbejde, snarere end én integreret borgerlighed. Altså, at man indgår en alliance med populismen for at slå Socialdemokratiet i kampen om regeringsmagten, men uden at det bliver til mere end det.
Samtidig har den alliance haft en tendens til udelukkende at fokusere på ét politisk emne, nemlig udlændingepolitikken. Den endte med at blive ren taktik for de borgerlige til sidst i nullerne og et godt stykke ind i tierne.
Begge dele havner i den konsekvens, at populismen lige så vel som en alliancepartner bliver en destabiliserende faktor for de borgerlige, ligesom man så det i VLAK-tiden fra 2015-2019.
”Genkomsten af denne folkelige position i populismen som selvstændig politisk faktor har på den ene side genskabt de borgerlige partiers mulighed for at vinde magten og på den anden side gjort det vanskeligt at holde sammen på blå blok, ” som det hedder.
Gåden om Støjberg
Det er her, Egander får fat i en pointe, der rækker ud over det rent borgerlige og forvandler sig til en vigtig analyse af det danske samfund som sådan. Ved at se udlændingespørgsmålet som en prisme for en lang række andre politiske spændinger – centrum-perferi, økonomisk ulighed, anerkendelsesulighed, uddannelsesulighed, mistillid til institutionerne, geografisk og social afkobling og afmagt – eller hvad man under ét simpelthen kunne kalde fremmedgørelse, anviser han et politisk problemfelt, vi endnu mangler at få ordentlig greb om.
”Vi lever i en virkelighed, hvor en væsentlig del af samfundet oplever at være afkoblet, at have ringere adgang til politisk medbestemmelse, og at deres værdier og prioriteter nedvurderes, ja at de i det hele taget er reduceret til objekter for andres, eliternes, vurderinger,” skriver han.
De borgerlige har lige fået en ægte tænker i deres sold.
Esben Schjørring
Mange iagttagere af dansk politik – herunder undertegnede – har undret sig over, hvordan Inger Støjberg kunne få 10 procent af vælgerne i en tid, hvor udlændingedebatten ellers er lagt død af en bred, tværpolitisk konsensus. Med Egander Skov ved hånden ser man, at det netop er, fordi udlændingepolitikken også og i mindst lige så høj grad handler om andet og mere end udlændinge.
Det er alt sammen noget, vi har utrolig svært ved at få et sprog for eller måle, når vi spørger vælgerne, hvad der er vigtigt for dem. Det er altså ikke kun politikerne, men også os journalister og analytikere, der har et blindt punkt her.
Dermed aftegner Egander Skov et felt for fremtidig politisering og mit gæt er, at den – borgerlige eller socialdemokrat – der først når frem til den politisering, vil have betydelige fordele i magtkampen. Egander gør her det vejvisende arbejde for dem af borgerlig observans.
Og netop som vejvisende er det vigtigt for ham at trække ydergrænserne for, hvordan man kan og ikke kan omgås populismen.
Ligesom hos Lykkeberg i 'Kampen om sandhederne' drejer det sig om at lytte og omfavne populisme for at forvandle den til folkelighed (igen) – måske også hinsides, hvad den selv giver udtryk for. Gør man ikke det og stiller borgerlige, læs nationalkonservative, sig i spidsen for populismen udarter det til illiberalisme, anti-institutionalisme og flirt med reaktionær revolution. Og omvendt kræver det, at de etablerede borgerlige partier forholder sig kritisk til deres økonomisme og tendens til at gøre reformer af arbejdsudbuddet til et mål i sig selv. Der er de så ikke nået til endnu, kan man roligt sige.
Den analyse bringer Egander Skov i samtale med de seneste års udgivelser om et demokrati i krise også fra folk, der ikke er konservative, som for eksempel Yascha Mounk, der har bidraget til det vigtige skel mellem demokrati uden liberalisme og liberalisme uden demokrati. Eller Ove Kaj Pedersen, hvis analyser i 'Konkurrencestaten' og 'Reaktionens tid', Egander Skov både læser med og læser imod.
Sagt med andre ord er Egander Skov en borgerlig fritænker, der ikke lader sin analyse binde af, om dem, der sliber optikken for hans samfundsanalyse, selv er borgerlige. Man bliver simpelthen overrasket over, hvad han skriver og tænker.
Det er også sådan, at hans bog bliver uomgængelig for alle og især for de borgerlige.
De borgerlige har lige fået en tænker
Det er først, når Egander Skov helt til sidst ikke bare kommer helt tæt på sin samtid, men helt tæt på at omsætte sin analyse til konkret politik, at man fornemmer en vis vægring fra hans side.
Men det, han er fortaler for, er en borgerlig fredsslutning med velfærdsstaten, hvor de bærende konstruktioner beholdes, men bevæges i retning af en udgave, hvor velfærden i højere grad understøtter især familien og det lokale fællesskab ude i provinsen i stedet for at tømme begge for tilværelsesmening og politisk indhold. Altså den form for velfærdsstat, man kan møde i en kristendemokratisk tradition i for eksempel Tyskland eller Østrig.
Egander Skov lægger op til, at det er et spørgsmål om grader, og her er det et kritisk modspørgsmål om det ikke er et spørgsmål om essentielle forskelle. Den universelle velfærdsstat kolliderer netop med familien, når den skal sikre den enkelte ikke bare tryghed, men den form for frihed, vi kender som social mobilitet. Når ydelser og services bliver den enkeltes ret helt fra barnsben, mister familien også store dele af sin status og nødvendighed. Med andre ord er der i høj grad en modsætning mellem universalitet og familie i den danske velfærdsstat.
Egander Skov slutter med en overbevisning om, at et kompromis er muligt mellem globalisering, teknokrati og kapitalisme på den ene side og demokrati, folkelig suverænitet og nationalstat på den anden. Det er jeg mere skeptisk over for.
Jeg tror, vi befinder os i en tid defineret af strukturelle dilemmaer, hvor vi enten kan vælge mellem teknokratisk slagkraft på EU-plan oppebåret af et tyndt demokrati, eller et fuldt demokrati i nationalstaten med meget begrænset politisk handlekraft. Egander Skov mener populismens frustrationer kan løses eller mildnes, hvis de borgerlige lytter rigtigt og reintegrerer folkeligheden i deres politik. Jeg tror frustrationerne, protesterne og ustabiliteten er kommet for at blive.
Det ændrer ikke på, at Egander Skov har skrevet en formidabel bog. Ja, faktisk forholder det sig modsat; ens egne analyser bliver grundlæggende udfordret i mødet med hans tænkning. Mere kan man ikke bede om fra det, vi lidt fattigt betegner som en debatbog.
Egander Skov skriver som en drøm, og det er endnu en begrundelse for, at 'Borgerlig krise' bør være at finde under læselampens skær hos alle, der er politisk interesserede.
De borgerlige har lige fået en ægte tænker i deres sold.