Kommentar af 
Rasmus Ulstrup Larsen

Nye Borgerliges dødsattest kan bane vejen for Lars Bojes comeback

Pernille Vermunds opløsning af Nye Borgerlige er en fornuftig beslutning. Det mest eksplosive spørgsmål er nu, om Lars Boje Mathiesen griber muligheden og samler opbakning til et nyt parti. Tidspunktet kunne ikke være bedre, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.

Pernille Vermund er en politiker, der er alt for dygtig til at forlade politik, og derfor giver det åbenlyst god mening, at hun agter at fortsætte, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.
Pernille Vermund er en politiker, der er alt for dygtig til at forlade politik, og derfor giver det åbenlyst god mening, at hun agter at fortsætte, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Rasmus Ulstrup Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så skete det. Pernille Vermund har opløst Nye Borgerlige, og blå blok er blevet et parti mindre.

Beslutningen er fornuftig.

Både for Pernille Vermund og partiets egen skyld, der foruden at have mistet de fleste af sine folketingsmedlemmer, også havde mistet det momentum og den energi, der tidligere var partiets stærke kort, men også for blå blok som helhed, der nu har et parti mindre at skulle slås med om retningen.

Når historien skal skrives om Nye Borgerlige, bliver det et af de mest dramatiske.

At Nye Borgerlige opløses, rejser flere interessante spørgsmål.

Rasmus Ulstrup Larsen
Fhv. rådgiver, Nye Borgerlige

Først skiftede Mette Thiesen parti på grund af en uheldig voldsepisode fra hendes daværende kæreste mod en ansat* fra Nye Borgerlige.

Dernæst trak Vermund sig som formand, og Mikkel Bjørn forlod partiet i protest mod den kommende formand Lars Boje, der dog kort efter selv blev ekskluderet, hvorefter Pernille Vermund meldte sig som formand igen.

Kort efter blev næstformanden Peter Seier Christensen sygemeldt med stress og senere kræft. Seks mand blev til to på rekordtid. Det var en voldsom tid for det unge parti. Også for voldsomt.

Tilliden til partiet forsvandt.

Læs også

Nye Borgerlige har i flere målinger det sidste stykke tid ligget under spærregrænsen på de magiske to procent, og Pernille Vermund påpeger da også dette som den primære årsag til opløsningen.

På den måde sikrer hun, at blå blok ikke taber det kommende valg på grund af stemmespild.

Det er en flot og værdig afsked med partiet, at det sker i den større sags tjeneste.

Alligevel kan man ikke lade være med at tænke, at der nok også stikker andet under, når der er næsten tre år til valgdagen.

Meget vil kunne lade sig gøre på tre år, og hvis det var for at sikre blå blok imod stemmespild, ville der være lang tid endnu til at få partiet til at lykkes.

Pernille Vermund har da også tilkendegivet, at hun agter at fortsætte med politik. Så mon ikke det primært handler om, at hverken hende eller Kim Edberg selv ønskede at fortsætte, eller troede, at de kunne genrejse partiet?

Det er slet ikke usandsynligt, at Boje vil kunne få over to procent i opbakning, hvis han udnytter opløsningen af hans gamle parti.

Rasmus Ulstrup Larsen
Fhv. rådgiver, Nye Borgerlige

At Nye Borgerlige opløses, rejser flere interessante spørgsmål. Pernille Vermund er en politiker, der er alt for dygtig til at forlade politik, og derfor giver det åbenlyst god mening, at hun agter at fortsætte.

Spørgsmålet er, hvilke faner Vermund melder sig under.

Det oplagte ville være, at hun rykkede til Liberal Alliance, der både har vælgerfremgangen og ligger økonomisk tæt på Vermunds eget politiske ståsted.

I samme omgang har LA netop ansat Mikkel Andersson som chefrådgiver, der er kendt for sit hårde udlændingepolitiske ståsted. En liberal økonomisk politik og en hård udlændingepolitik lyder jo som noget, Vermund kunne se sig selv ganske godt i.

Det andet spørgsmål er, hvor Kim Edberg tager hen.

Han er langt fra samme kapacitet som Vermund, men han er en gæv og arbejdsom jyde, der ville passe godt ind i sit gamle parti, DF.

Eller en tur til Støjbergs Danmarksdemokraterne, hvor hans nordjyske baggrund passer godt ind.

Det tredje og måske mest eksplosive spørgsmål er dog, om opløsningen af Nye Borgerlige vil være startskuddet til Lars Bojes nye parti?

Det er det mest oplagte tidspunkt for Boje at gribe muligheden og gøre det tydeligt for de trods alt halvanden procent af NB’s vælgere, at de skal stemme på ham i stedet, samtidig med, at han kan vinde nogle af de vælgere tilbage, der forsvandt, da han blev ekskluderet.

Det er slet ikke usandsynligt, at Boje vil kunne få over to procent i opbakning, hvis han udnytter opløsningen af hans gamle parti.

Skuffelsen over Vermund kan sågar være en aktiv del af kommunikationen, hvor Boje kan påpege, at i modsætning til Vermund, så giver han ikke op, men kæmpe for folket, der nu endda er blevet svigtet af Nye Borgerlige.

I så fald får blå blok et parti, der ligger helt uden for det almindelige politiske kompas. Hvis det sker, får blå blok kun flere problemer, end de havde før Nye Borgerlige blev opløst.

* Altinget har justeret en formulering om den angrebne Nye Borgerlige-medarbejder af hensyn til vedkommendes anonymitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ulstrup Larsen

Presse- og kommunikationschef, Tænketanken Prospekt
cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi (CBS 2016)

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Lars Boje Mathiesen

MF (løsgænger), Folketinget, fhv. partiformand og MF, Nye Borgerlige
Lærer

0:000:00