Holstein om Vermunds bombe: Særligt én blå partiformand har grund til at finde champagne og østers frem

Det var uventet, at Nye Borgerlige nedlægger sig selv nu. Men i sidste ende var det uundgåeligt, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Jeg er enig i Vermunds ræsonnement: Der ér for mange partier på den nationalistiske højrefløj," siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, om beslutningen om at nedlægge Nye Borgerlige.
"Jeg er enig i Vermunds ræsonnement: Der ér for mange partier på den nationalistiske højrefløj," siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, om beslutningen om at nedlægge Nye Borgerlige.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Det sker sjældent, at noget for alvor kommer bag på Altingets garvede politiske kommentator, Erik Holstein.

Men onsdag formiddag lykkedes det Pernille Vermund, da hun annoncerede, at Nye Borgerlige er fortid i dansk politik.

"Jeg er – faktisk – overrasket over timingen. Men jeg er ikke overrasket over, at partiet ophører," siger Erik Holstein. 

Det er ikke engang et år siden, at partistifteren vendte tilbage som formand oven på et kaotisk forløb, der kulminerede med fyringen af hendes nykronede arvtager, Lars Boje Mathiesen. 

"Hun proklamerede jo, at hun var fuldtonet tilbage med nye kræfter og i fuld vigør. At hun smider tøjlerne allerede havde jeg ikke regnet med. Men jeg er enig i Vermunds ræsonnement: Der ér for mange partier på den nationalistiske højrefløj," siger den politiske kommentator.

"Man kan godt forestille sig, at Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti kan eksistere ved siden af hinanden. Men der er ikke også plads til Nye Borgerlige," tilføjer han. 

Læs også

Champagne og østers til Messerschmidt

Beslutningen er frem for alt en god nyhed for Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt, der har været noget trængt de senere år, vurderer Erik Holstein.

"Det er vigtigt for DF at få ryddet ud på højrefløjen, hvis partiet for alvor skal kunne vokse igen. Og der vil givetvis være en del af Vermunds vælgere, der skifter over til Messerschmidt," siger han og tilføjer: 

"Jeg er temmelig sikker på, at han finder både champagne og østers frem for at fejre dagens nyhed." 

Ingen fremtidsudsigter 

Det er netop risikoen for kannibalisering og stemmespild blandt de i dag syv partier til højre for midten, som Pernille Vermund blandt andet begrunder nedlæggelsen med.

Partiet risikerer at "spænde ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister", konstaterer hun i et opslag på platformen X

Samtidig er der sket en dramatisk afskalning blandt partiets medlemmer siden folketingsvalget i 2022. I dag er der tre tilbage, hvoraf det ene, Peter Seier Christensen, er sygemeldt på ubestemt tid. 

Det andet medlem, Kim Edberg Andersen, meldte sidste efterår klart ud i Altinget, at han ikke ønsker at være partiets kronprins. 

Dermed havde partiet reelt heller ikke nogen fremtidsudsigter, vurderer Erik Holstein. 

Læs også

Fra det store gennembrud til enorm skuffelse 

Spoler man nogle få år tilbage, var billedet ellers et ganske andet. I de første år overraskede Pernille Vermund nemlig "ret positivt", siger den politiske kommentator.

"De fik ikke mange chancer, da partiet blev stiftet i 2015, men det viste sig, at hun rummede et større potentiale, end de fleste havde ventet," lyder det. 

Da hun og partiet stod på stemmesedlen ved det første folketingsvalg i 2019, fik hun sit store gennembrud i en skarp debat med Dansk Folkepartis daværende formand, Kristian Thulesen Dahl, i det sønderjyske. 

"Her kritiserede hun ham hårdt for at være for blød på udlændingepolitikken, og det svækkede virkelig DF," siger Erik Holstein. 

Efter at være kommet i Folketinget med fire mandater voksede Nye Borgerlige eksplosivt undervejs i valgperioden, der i høj grad var præget af coronapandemien. 

Undervejs ville flere end én ud af ti vælgere ifølge målingerne sætte kryds ud for liste D, men da det kom til stykket, scorede partiet en lille fremgang og seks mandater. 

Det var "en enorm skuffelse", lyder det fra den politiske kommentator. 

Det var ved et vælgerarrangement i Sønderjylland i 2019, at Pernille Vermund for alvor brød igennem, da hun duellerede med daværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl om den mest stramme udlændingepolitik.
Det var ved et vælgerarrangement i Sønderjylland i 2019, at Pernille Vermund for alvor brød igennem, da hun duellerede med daværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl om den mest stramme udlændingepolitik. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

For langt ude til 'Borgen'

Partiet havde forventet langt mere ved valget i 2022, siger Erik Holstein. 

"Og derfra begyndte det at blive helt parodisk," lyder det. 

Bare én uge efter valgnatten forlod første medlem af partiet folketingsgruppen. Der var tale om Mette Thiesen, som siden sluttede sig til Dansk Folkeparti. Det samme gjorde nyvalgte Mikkel Bjørn, der forlod partiet i protest mod Lars Boje Mathiesen, der nogle måneder senere blev ekskluderet. 

"Hvis man havde skrevet sådan et plot i 'Borgen' eller en politisk thriller, ville alle sige, at det var for langt ude," siger den politiske kommentator, der tilføjer: 

"Underholdningsværdien var enorm, men det var samtidig totalt destruktivt for partiet, at vælgerne til sidst var flove over at have stemt på det." 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00