Poul Madsen: Ny bog om Messerschmidt er en af de mest vellykkede portrætbøger, jeg har læst

Anstrengt forhold til Ekstra Bladet – og mig

Men det her er ikke en anmeldelse af Messerschmidt. Jeg har selv utallige gange oplevet den uskik, at anmelderne anmeldte mig i stedet for at anmelde min bog eller den dokumentarfilm, jeg medvirkede i.

Det her er en anmeldelse af 'Showbiz – i hælene på Morten Messerschmidt'.

Men inden jeg går i gang, skal jeg måske lige som disclaimer skrive, at Messerschmidt havde et ualmindeligt anstrengt forhold til Ekstra Bladet og mig, dengang jeg var avisens chefredaktør.

Faktisk proklamerede han med vanlig arrogance overfor Ekstra Bladets journalister, at så længe jeg var chefredaktør, gav han ikke interviews til Ekstra Bladet. Det overholdt han.

Første interview i årevis var få dage efter, jeg var stoppet. Det har jeg grint meget af siden.

Syv gode år og syv dårlige år

Showbiz' allerstørste styrke er, at vi er med bag facaden i hele ni år. Det giver et unikt indblik i, hvordan Messerschmidt har udviklet sig, hvilket han i den grad gør.

Jeg elsker de mange beskrivende afsnit, om hvordan hovedpersonerne ser ud, og hvad der er på gulve, vægge og lofter, der hvor dramaerne udspiller sig

Poul Madsen

I starten fortæller han om, hvordan han aldrig lukker folk helt ind. Heller ikke kæresten Dot Wassman. Det ændrer sig.

Det samme gør hans tilgang til en eventuel retssag om Meld og Feld, der er de to fonde, som Morten Messerschmidt blev anklaget for at have brugt til at skaffe Dansk Folkeparti uberettiget EU-støtte til blandt andet to sommergruppemøder.

Det var også den sag, som var årsag til hans til tider hadefulde forhold til Ekstra Bladet, da det var os, der kom med de fleste afsløringer.

Sagen blev en gamechanger for Messerschmidt og Dansk Folkeparti, eller som det helt enkelt beskrives i bogen: 'Syv gode år 2007-14' og 'Syv dårlige år 2015-22'.

Stress og kampe

Fra starten tror Messerschmidt, at han kan detailstyre bogprojektet. Anne Sofie Kragh præsenteres for en lang dosmerseddel, om hvordan han tænker, bogen skal udformes. Den hopper Kragh ikke på. Det er i den grad hendes bog.

Jeg elsker de mange beskrivende afsnit om, hvordan hovedpersonerne ser ud, og hvad der er på gulve, vægge og lofter, der hvor dramaerne udspiller sig. Klassisk reportage, der giver bogen farve og nærvær.

Og så forstår Anne Sofie Kragh at følge op. Messerschmidt slipper ikke med halve forklaringer. Hun er ikke gonzo-machoagtig, men nysgerrig fastholdende.

Igen og igen fortæller Messerschmidt, at han elsker kampene, men efter hans voldsomme stress-sammenbrud, får man fornemmelsen af, at det måske nok mest er noget, han prøver at overbevise sig selv om.

Da han er kommet tilbage efter syv måneders sygemelding, venter alle, inklusiv ham selv, stadig på, om anklagemyndigheden vil rejse tiltale om EU-svindel i Meld & Feld-sagen.

Messerschmidt håber naturligvis på, det ikke sker, men det gør det. Anne Sofie Krag møder ham umiddelbart efter.

"Er du slet ikke bekymret for, om du kan holde til det hele?"

"Nej, det kan jeg godt."

"Hvordan kan du vide det?"

"Fordi der ikke er noget alternativ".

Sarkasmeskjoldet

En anden måde, Messerschmidt overlever på, er det Anne Sofie Kragh kalder 'sarkasmeskjoldet'. Det tror jeg ikke, jeg behøver give eksempler på. Det har vi alle set.

Og som bogen skrider frem, og år med konstante kampe afløser hinanden, begynder jeg såmænd også at tro på, at han faktisk godt kan lide kampene.

At han ligefrem næres ved dem, måske fordi jeg genkender det lidt fra mig selv. Det der med, at 'ingen skal fandeme få mig ned'.

Da Morten Messerschmidt efter syv års ulidelig venten og kamp endelig bliver frikendt for EU-svindel og dokumentfalsk i Frederiksberg Byret, rammes han af "en følelse af tomhed".

Lidt som når man har afsluttet en god bog. Man mangler den.

"Det er sådan, jeg har det."

Vildt. Men jeg tror på, Messerschmidt er gjort af et helt særligt stof.

Som at læse en dokumentarfilm

Det, der gør fortællingen ekstra troværdig er, at Anne Sofie Kragh møder Morten Messerschmidt - eller er i sms-kontakt med ham – umiddelbart før, under og efter alle de tumultariske hændelser, der konstant omstyrter hans liv. Det er som at læse en dokumentarfilm.

Bogens mest gribende kapitler handler om, da hans søster Line blev dræbt af sin mand med 28 knivstik

Poul Madsen

Men der er også en grænse for, hvad selv Messerschmidt kan holde til.

Fredag 21. oktober 2016 var han til 90-års fødselsdag på Skovshoved Kro, men havde alligevel sagt ja til at deltage live i den sene tv-avis.

Jeg så interviewet derhjemme og kan huske, at jeg tænkte: Det her er ikke den arrogante overskudsagtige Messerschmidt, vi er vant til.

På vej hjem fra festen følte Messerschmidt sig følelsesløs i både arme og ben.

I de næste syv måneder var Messerschmidt nede med stress.

"Klædt i slåbrok og fuldskæg. Ingen fez," som Anne Sofie Kragh skriver, med henvisning til, at Messerschmidt elsker ekstravagant tøj og fra sin ungdom har haft hang til noble skræddersyede jakkesæt, slips og blød bowlerhat.

Og i de gode tider derhjemme af og til spicede silkeslåbrokken op med en tyrkisk fez-hat.

Morten eller Messerschmidt?

Bogens mest gribende kapitler handler om, da hans søster Line blev dræbt af sin mand med 28 knivstik. Fire børn på 7 og 19 måneder og 8 og 13 år mistede deres mor – og far.

Beskrivelsen af hvordan Morten Messerschmidts mor hentede dem er hjerteskærende. Morten kæmpede derefter for at få forældremyndigheden, mens hans mor og stedfar blev plejeforældre.

Når jeg skriver Morten, er det meget bevidst og en af bogens fine detaljer.

Kristian Wederkinck, en af Morten Messerschmidts allerbedste venner og i øvrigt hans nærmeste medarbejder i en årrække, kalder ham konsekvent Morten, når de er sammen privat og Messerschmidt, når de er på arbejde.

Wederkinck forklarer, at Morten er "en mere kærlig version, løsere i koderne… og taler med en lysere stemme."

Messerschmidt derimod forventer, "at han altid står til rådighed og svarer sin telefon, uanset tidspunktet."

Et ubesvaret spørgsmål om EU

Er der noget, man mangler i denne storladne og dramatiske fortælling om et helt særligt menneske?

Det er lidt som at lede efter håret i suppen, og det gider jeg egentlig ikke, i betragtning af, at jeg synes, det er en af de mest vellykkede portrætbøger, jeg har læst.

’Showbiz’-termen virker som ren overlevelse, mens ’Showbiz’-bogen er en fremragende fortalt tragedie med en slutning, der giver grund til optimisme for hovedpersonen

Poul Madsen

Jeg har dog en undren. I bogen får vi ikke svar på, hvorfor Dansk Folkeparti malkede EU-kassen for penge til to sommergruppemøder og andre aktiviteter tilbage i 2014 og 2015.

Dengang kunne både Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti nærmest gå på vandet.

Messerschmidt havde i maj 2014 fået intet mindre end 465.758 stemmer til europaparlamentsvalget. Ny rekord og en rekord, som aldrig er slået.

I bogen fremhæver Messerschmidt også flere gange, at partiet bestemt heller ikke manglede penge, og at han i øvrigt hverken selv fik noget ud af, eller havde et motiv til, at snyde EU.

Men hvorfor søgte I så om pengene, i øvrigt samtidig med, at du tordnede mod frås i EU?

Det kunne jeg godt tænke mig at spørge Morten Messerschmidt om en dag, og da jeg ikke mere er chefredaktør, er der vel også en chance for, at han vil svare.

Det hele er showbiz

Mit gæt er lige nu, at det simpelthen er en del af den politiske logik: Kan vi få pengene, så tager vi dem, også selvom vi officielt er imod. Se bare på partistøtten. Flere partier synes, de får alt for mange penge. Men siger de nej?

Det hele er jo bare "showbiz", som Messerschmidt siger flere gange, hvilket man godt kan blive lidt deprimeret over på folkestyrets vegne, hvis det ikke lige var, fordi man i bogen også lærer Morten at kende.

'Showbiz'-termen virker som ren overlevelse, mens 'Showbiz'-bogen er en fremragende fortalt tragedie med en slutning, der giver grund til optimisme for hovedpersonen.