Professorer: Disse fem bud kan dæmme op for turbopolitikken

Sigge Winther Nielsen har skrevet en skarp og empirisk funderet bog med kritik af den danske turbopolitik.

Politikerne har travlt og halser afsted for at slå søm i små politiske aftaler, der signalerer vilje til at stramme op, skabe tryghed, bringe Danmark i balance, sikre nærhed, begrænse miljøsvineri eller øge fleksibiliteten.

Plusordene fyger gennem luften, når de politiske aftaler præsenteres for pressen, men de nye løsninger bidrager sjældent til at løse de store samfundsproblemer, der eksempelvis handler om de akutte klimaproblemer, den voksende ulighed i sundhed, problemet med at få unge til at tage en ungdomsuddannelse, udfordringen med at sikre biodiversiteten samt løse den dobbelte udfordring med at skaffe den fornødne arbejdskraft, samtidig med at alle nydanskere integreres.

Og når der ind imellem faktisk er lidt mere tyngde i løsningerne, bruges der sjældent kræfter på at følge op og tjekke, at løsningerne nu også virker i praksis. Samlet set betyder turbopolitikken, at både politikere og medier løber rundt og har evigt travlt uden at udrette det store. Hovedpersonen i Holbergs teaterstykke 'Den Stundesløse' har således gjort sit indtog i dansk politik.

Et demokratisk problem
Karsten Lauritzen fra Venstre og Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre har nikket genkendende til diagnosen, og sidstnævnte mener ligefrem i Altinget, at det er så galt fat, at "politikken på nogen stræk er gået i stykker".

Problemet er ikke blot, at politikerne har travlt og løber forvirrede rundt i jagten på medieopmærksomhed og likes. Langt værre er det, at det forhindrer de folkevalgte i at leve op til deres politiske lederskabsrolle, som helt grundlæggende handler om:

At pege på de problemer, der kalder på kollektiv handling; at give retning og komme med forslag til deres løsning; og samle støtte og opbakning til gennemførelse af relevante og brugbare løsninger.

Politikerne ender i sidste ende med at skuffe de vælgere, der har valgt dem i sikker forvisning om, at de vil tage hånd om de store alvorlige problemer, som vi står over for som samfund.

Det politiske lederskabsproblem er således i virkeligheden et demokratisk problem, som for alvor bliver synligt, når apatien blandt vælgerne breder sig, som vi senest har set i Frankrig, hvor valgdeltagelsen er historisk lav.

Hvorfor turbopolitik?
Turbopolitik er helt grundlæggende drevet af den politiske konkurrence i det parlamentariske demokrati.

Partierne konkurrerer om at eje bestemte dagsordener (klima, skat, indvandring eller børnefamilier), om at tilbyde bedre og mere vidtgående løsninger på aktuelle dagsordensområder og om at være empatiske og reagere på aktuelle sager, hvor en gruppe af borgere er kommet i klemme. Konkurrencen handler i sidste ende om at sikre genvalg. Det er kernen i det repræsentative demokrati.

Politikerne har kun fire år til at vise deres værd og brænde igennem. Den lette løsning er at "spise småsager" og mene en hel masse om de ting, der er oppe i medierne og må antages at bekymre borgerne.

Det kræver meget mere af politikerne at involvere sig i de store komplekse politiske dagsordener, som måske ikke er så aktuelle, og som måske også er for indviklede til, at borgerne helt forstår, hvad det drejer sig om.

Begynder politikerne først at spise småsager, hvirvles de ind i det, som forskere omtaler som "dramademokratiet", hvor medierne 24/7 efterspørger meldinger fra politikerne, som gerne skal være rettet mod andre navngivne politikere, konfrontatoriske og konfliktsøgende og love politisk handling her og nu.

Tempoet skrues hurtigt i vejret, når den ene dramatiske melding følger den anden døgnet rundt i både trykte, skrevne og sociale medier. Det hele spidser til, hvilket skaber behov for hurtige forhandlinger og aftaler, så der kan fremvises resultater ved et velbesøgt pressemøde, der afslutter den turbopolitiske sag, som hurtigt går i glemmebogen.

Hvad er alternativet til turbopolitikken?
Ønskedrømmen er selvfølgelig, at politikerne har det lange lys på og har tillid til at befolkningen hellere vil have velovervejede løsninger på de store alvorlige problemer fremfor symbolpolitisk spin.

Og i tilgift: At medierne giver politikerne lov til helt legitimt at sige, at "det er kompliceret, og jeg vil godt lige have tid til at undersøge det nærmere", og "det er er noget, vi arbejder på at løse, men det tager tid at finde den rigtige løsning".

Desværre er ønskedrømmen svær at realisere i praksis både på grund af den politiske konkurrence og på grund af den måde, som de stadig mere kommercielle medier fungerer på.

Så hvad gør man så? Her er et bud på nogle vigtige skridt i den rigtige retning og væk fra turbopolitikken, der på sigt underminerer demokratiet.

1) Sæt en klar politisk dagsorden for folketingsåret
Brug Folketingets åbning og fremlæggelsen af regeringens lovprogram i oktober til at sætte en klar og fokuseret politisk dagsorden for Folketinget, og hold fast i denne. En fælles politisk bevidsthed om, hvad der skal arbejdes med politisk og laves aftaler om, er et vigtigt skridt i at få det lange lys på.

Når der tages hul på et nyt politisk dagsordenspunkt i løbet af folketingsåret, kunne der med fordel indkaldes til en pressekonference, hvor partiernes ordførere inviteres til at give deres bud på, hvad der er op og ned på den politiske problemstilling og til at fortælle om deres partis målsætninger og visioner.

2) Realitetstjek nye problemer
Selv det mest forudseende lovkatalog kan ikke forhindre, at der opstår nye store politiske problemer og udfordringer, der skal reageres på.

Vi lever i en stadig mere turbulent verden, hvor hverken kontraktpolitik eller lovkataloger slår til. Når nye politiske sager kommer frem i medierne, er det en god ide, at politikerne giver sig tid til at undersøge, om nyopståede problemer er reelle eller blot medieskabte skinproblemer.

For et par år siden var pressen i England gået i selvsving over fænomenet æresdrab. Folket krævede politisk handling. Parlamentet gik i gang med en undersøgelse, hvor en gruppe politikere snakkede med eksperter, ngo'er og ofre, besøgte shelters og holdt onlinekonferencer. Resultat var, at man fandt ud af, at disse såkaldte æresdrab i bund og grund var vold mod kvinder, hvilket man allerede havde en ret så stram lovgivning imod.

3) Sæt tempoet ned gennem bred involvering
For at undgå symbolpolitiske snuptagsløsninger og i stedet skabe løsninger, der virkelig batter på den lange bane, skal tempoet i politikudviklingen ned, og der skal arbejdes grundigt med at forstå problemerne og finde gode, innovative og gennemførlige løsninger.

Her bør man følge Sofie Carsten Nielsens forslag om at "åbne politik op for omverdenen". Folkevalgte politikeres evne til at forstå komplekse samfundsproblemer og finde effektive løsninger forbederes markant, hvis de får input fra relevante og berørte parter fra det økonomiske liv og civilsamfundet. Derfor skal der, som flere forskere har foreslået, skabes nye platforme for interaktivt politisk lederskab og samskabt politik.

Som en start kunne Folketingets udvalg begynde at holde temamøder rundt omkring landet, hvor folketingspolitikerne bliver klædt på til den forestående politikudvikling af eksperter, relevante foreninger og berørte borgere. Det vil kunne give politikerne værdifuld viden og kreative ideer, men også bidrage til at skabe demokratisk legitimitet.

4) Dialog med 'downstream'-aktører
Vores forskerkollega Weaver udviklede i 2009 en tjekliste til det amerikanske kongres, så den kunne undgå typiske implementeringsproblemer ved at tage højde for diverse barrierer og udfordringer allerede i politikudviklingsfasen.

Andre har forsøgt sig med gode råd om, hvor administrationen kan hjælpe politikerne med gennemførelsen af nye politiske løsninger ved at sikre gennemsigtighed, måle resultaterne og følge op på svigt.

En endnu bedre ide er at lade politikerne i og omkring en given forligskreds (upstream actors) mødes med et repræsentativt udsnit af de aktører, der er ansvarlige for implementeringen (downstream actors) for at få et virkelighedstjek på implementeringsplanerne og gennemførligheden.

Politiske fiaskoer som eksempelvis etableringen af akutjobs til dem, der i sin tid faldt ud af dagpengesystemet, kunne have være undgået på den konto. Samarbejdet mellem upstream- og downstream-aktører kan videreføres ved årlige og senere treårlige check up-møder, hvor reformer tilpasses opståede problemer.

5) Forskningsbaseret evaluering
Vi har allerede dygtige folk på Vive og andre evalueringsinstitutter samt en masse dygtige samfundsforskere, som kan lave korte og fyndige evalueringer af nye reformer og strategisk vigtige samfundsløsninger.

Hvis man indbyggede krav om forskningsbaseret policyevaluering i nye, centrale love, og resultaterne blev forelagt regering og folketing i fysiske møder med diskussion af forbedringsmuligheder, vil der være en chance for at styre udenom de værste skær og komme sikkert i havn med nye samfundsløsninger.

Disse og andre lignende skridt kan måske føre os i den rigtige retning væk fra turbopolitikkens forhastede løsninger. Lad os få gang i diskussionen blandt politikerne om, hvad de tror, der virker.

Vi har for nylig etableret et åbent og tværpolitisk politikerforum, der skaber debat om forbedring af betingelserne for det politiske lederskab i demokratiet. Her er det oplagt at tage diskussionen videre.