Christian Nissen: Der er ingen vej tilbage til det folkestyre, vi kendte  

Der er åbenbart noget galt i Folketinget. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse både blandt medlemmer af tinget og andre aktører med tilknytning til det, som igennem de seneste måneder med prisværdig åbenhed har fortalt om det i en række indlæg og interviews blandt andet i Altingets sommerserie om det dysfunktionelle demokrati.

De mange og meget forskellige symptomer på, at der er noget galt, giver ikke uden videre grundlag for at stille en klar diagnose om, hvor slemt det står til. Derfor er det også svært at finde en kur, der kan komme dårligdommene til livs.

Det kan illustreres med en opdeling af problemer og løsningsmuligheder i tre kategorier, fra de relativt nemme over de mere komplekse til problemer, der næppe kan løses – i hvert fald ikke af Folketinget selv.

Der er problemer, Folketinget selv bør kunne klare
Lad os begynde i den nemme ende med eksemplerne på dårlig arbejdstilrettelæggelse. For selvfølgelig kan Folketinget, som flere foreslår, indføre regler om tidsfrister for udlevering af mødepapirer, så der er tid til at sætte sig ordentlig ind i indholdet, og om møders varighed, så forhandlingerne ikke trækkes ud til sene nattetimer.

Det hele er blevet så komplekst og detailrigt, at Folketingets medlemmer, ja selv partiernes ordførere, har svært ved at forstå de lovforslag, de forhandler og vedtager.

Christian Nissen

Man kan også ændre på antallet af faste udvalg, reducere antallet af ordførerskaber, give længere høringsfrister og sætte grænser for antallet af forespørgsler til ministrene osv. Det med at lave styrende regler er jo Folketingets hjemmebane. Hvor stor en effekt det vil have på hastværk og stress, er ikke let at forudsige. Men det er da bestemt et forsøg værd.

Værre er det, at der efter kritikken at dømme også er problemer med selve lovgivningsarbejdet. Det hele er blevet så komplekst og detaljerigt, at Folketingets medlemmer, ja selv partiernes ordførere, har svært ved at forstå de lovforslag, de forhandler og vedtager.

Ikke mærkeligt, at en hel del lovgivning ikke virker efter hensigten. Ja, hvad værre er, så er det ikke altid, at de langsigtede formål med lovindgreb og deres forventede effekt er noget, der optager sindene synderligt. Her drejer det sig om mere komplekse, kulturelle problemer.

En dårlig kultur er ikke lige til at lave om
Den anden kategori af problemer, dem der er svære at løse, henføres af flere kommentatorer til en ”dårlig kultur” i Folketinget. Det er et meget rummeligt begreb, men kan vel betegnes som en række kollektive (u-)vaner blandt Folketingets medlemmer dannet over en længere periode. Lovsjuskeri, manglende saglighed og fokus på det taktiske spil i stedet for substansen er problematiske kulturtræk, som flere har peget på.

Det hører også med til udviklingen af Folketingets kultur, at der i de senere år er sket en centralisering af indflydelsen internt i Folketinget. De stående udvalg har mistet meget af deres betydning. Den reelle politiske magt ligger skønsmæssigt anslået i hænderne på kun en snes af Folketingets 179 medlemmer udover dem, der også har ministerposter. Tommy Ahlers er bestemt ikke den eneste, der oplever ørkesløsheden i Folketingets grebning.

Problematiske kulturtræk, som jo også kendes fra både private virksomheder og offentlige styrelser, kan ændres. Men ikke ved blot at udstikke regler og retningslinjer. Det tager tid og kræver en bevidst ledelsesindsats. Og lige netop her er Folketinget og de øvrige politisk valgte organer et særtilfælde, for ingen har her et reelt ledelsesansvar.

Dertil kommer, at flere af de problematiske kulturelementer ikke alene er groet frem så at sige af egen kraft internt i Folketinget, men udspringer af ændrede vilkår i relation til Christiansborgs omgivelser.

De nærmest uløselige samspilsrelationer
Hermed når vi til den tredje kategori af problemer, hvis særlige karakter er, at de udspringer af samspilsramte relationer mellem Folketinget og dets omverden og derfor ikke kan løses af Folketinget selv.

Det er efterhånden mange år siden, man af en ærlig mening kunne hævde, at der ikke er ”nogen over eller ved siden af Folketinget”. Den førerposition har det fusionerede politisk-administrative regeringsapparat indtaget på Folketingets bekostning.

Der er flere stemmer i at bruge tiden på Twitter end på forberedelse til og fremmøde i et folketingsudvalg.

Christian Nissen

Denne magtkoncentration, som også gør sig gældende internt i regeringsapparatet, er der god grund til at forholde sig kritisk til. Men den har formentlig været en helt nødvendig forudsætning for håndteringen af den stadigt stigende kompleksitet i den offentlige sektors styring og relationerne til EU.

De politiske partier har med det dramatiske fald i medlemstal mistet deres stabiliserende forankring i civilsamfundet. Partiorganisation og holdningsbaserede udmeldinger om langsigtede mål er nærmest blevet en klods om benet, fordi politik i dag udspiller sig i et let bevægeligt marked.

Det har ført til, at de potentielt regeringsbærende partiers ledelser søger ind mod midten, hvor de største kundesegmenter, det vil sige vælgergrupper, befinder sig. Her drejer det sig om at udvikle politiske markeringer og sørge for en effektiv markedsføring i kortsigtede afvejninger mellem skiftende ønsker og krav fra det politiske systems kunder, det vil sige borgerne.

Dette markedsdemokrati har i samspillet med en helt ny, digital medieverden radikalt ændret de mediebårne relationer mellem vælgerne og de valgte. Mange medier er – trængt af den indbyrdes konkurrence, ”24-timers-hjulet” og en skrantende økonomi – forfaldet til proportionsforvrængende fokusering på det taktiske spil i dækningen af politik.

Ikke så mærkeligt kan man sige, for det er jo det mest iøjnefaldende træk ved det, der foregår i det politiske liv. Målet om at blive genvalgt betyder for mange politikere efterhånden mere end at udføre det parlamentariske arbejde, de er sat i verden for, som Karsten Lauritzen (V) har udtrykt det. Der er flere stemmer i at bruge tiden på Twitter end på forberedelse til og fremmøde i et folketingsudvalg.

Et fælles træk ved de tre eksempler – regeringsapparatet, de politiske partier og medierne – er, at alle aktørerne i og for sig agerer rationelt tvunget af omstændigheder, de ikke har kontrol over. Men i hvert sit ringhjørne erkender de, at samspillet ikke fungerer godt. De kan blot ikke ændre på tingenes suboptimerende tilstand uden at tabe i det samlede spil.

Så er det, man efter den lange jeremiade bremser op og falder lidt ned ved læsningen af Altingets chefredaktør Jakob Nielsens beroligende forsikringer om, at det danske demokrati ikke er dysfunktionelt.

Han har helt ret i, at det sammenlignet med mange andre lande faktisk går rigtig godt i Danmark. Vi har økonomisk velstand og et parlamentarisk politisk system med frie valg og fredelig overførsel af regeringsmagten. På den baggrunds større sammenhæng synes de mange påpegede problemer i Folketinget at være relativt små og håndterbare.

Det paradoksale meta-problem er imidlertid, at netop oplevelsen af, at systemet grundlæggende er sundt, og at det på trods af en række problemer faktisk fungerer, nok er den største barriere for påtrængende fornyelse. Det er denne nærmest handlingslammende pessimisme, jeg giver udtryk for i Sigge Winther Nielsens bog (Entreprenørstaten), når det kommer til at finde fremkommelige og langtidsholdbare løsninger. For her er der tale om forhold af systemisk/strukturel karakter.

Det er ikke Folketinget, der er noget galt med - det er hele folkestyret
I det hedengangne satireprogram på P1, Selvsving, fik lytterne i hver udsendelse en tilbagevendende disclaimer: ”Det er ikke Deres radio, der er noget galt med. Det er hele Danmarks Radio”. Samme vending kan bruges i en diagnose af Folketinget og hele vores politisk-administrative system.

Vores nuværende styreform blev udviklet igennem et halvt århundrede i årene op til og efter forrige århundredskifte. Den blev under en lang politisk og forfatningsmæssig kamp om et bedre samfund skabt i og tilpasset et (både politisk og økonomisk) nationalt afgrænset bondesamfund med en gryende industri og en meget lille natvægterstat.

Det er Danmark ikke længere, og derfor må styreformen videreudvikles eller snarere ændres, som det er sket i tidligere perioder med væsentlige forskydninger i de underliggende tektoniske samfunds-plader.

Men sådanne omvæltninger er ikke noget, vi kan forestille os og forberede os på. Det kunne man heller ikke i årene op til enevældens afskaffelse i 1849. I stedet kan vi med bistand fra eksperter og kommissioner og et nøje gennemtænkt, detaljeret reformarbejde sikkert forbedre den statslige styring og gøre noget ved stressen på Christiansborg.

Men et levedygtigt folkestyre er jo noget helt andet og mere, hvis det skal være både for folket og ved folket.