Gæsterne er gået og lyset er tændt. Alligevel fester Venstre, som om det stadig var 2001

Det er også budskabet i interviewet i Berlingske.

"Det skal stå langt mere klart, at vi også går op i, hvordan vores daginstitutioner og folkeskoler er indrettet, og hvordan vi vil sætte ind over for børn og unges mistrivsel," sagde Lund Poulsen.  
 
Ligesom han understregede, "at det ikke er sidste gang, vi har diskuteret vores udlændinge-, integrations- og migrationspolitik. Venstre skal simpelthen være i stand til at give et meget tydeligt svar på, hvordan Danmark fortsætter med at være et homogent samfund."

Pointen her er ikke, at det kunne Mette Frederiksen lige så godt have sagt. Pointen er, at det kunne Anders Fogh Rasmussen lige så godt have sagt for 25 år siden.

For det var ham, der i kølvandet på det for Venstre chokerende nederlag i 1998 flyttede sit parti væk fra den fordelingspolitiske konfrontation med Socialdemokratiet ved at omfavne den velfærdsstat, han ellers havde undsagt som en maskine for menneskeligt og moralsk fordærv. Og ved at udpege udlændingepolitikken som den nye slagmark under overskriften ‘værdikamp’.

Fordi socialdemokraterne hverken kunne blive enige med sig selv eller deres politiske alliance – ikke mindst i Det Radikale Venstre – om kursen i udlændingepolitikken vandt Fogh Rasmussen en jordskredssejr i 2001 på den platform. 

En sejr så stor, at den trak en masse nye Venstrefolk på tinge, inklusiv en ung Troels Lund Poulsen.

Det er åbenlyst paradoksalt, at Lund Poulsen på den ene side – korrekt – diagnosticerer Venstres problem med at få nye idéer,  men på den anden side gentager problemet ved at fortsætte Foghs platform.

20 årskrisen

Set i det lys er det måske ikke så overraskende, at Troels Lund Poulsen bekender sig til det, eftertiden kom til at kende som Claus Hjort-doktrinen. Det er det til gengæld, hvis man ser på, hvordan dotrinen egentlig klarede sig i de 20 efterfølgende år.

Vi ved godt, hvordan det sluttede. I 2019 tabte Venstre til Socialdemokratiet, og det gjorde man igen i 2022. Forskellen mellem de to valg er, at FV19 var et – ikke fremragende, men – ret godt valg for Venstre, hvor man fik 23,4 procent af stemmerne, hvorimod 2022-valget endte med 13,3 procent og blev en regulær katastrofe.

Det kunne lede til den konklusion, at det var en relativ ny situation, at Fogh og Hjorts doktrin led skibbrud. Men hvis man går historien efter i sømmene, ser billedet anderledes ud.

Hjortdoktrinen skulle gøre tre ting: For det første skulle den gøre Venstre stort, helst større end Socialdemokratiet, men i hvert fald lige så stort. For det andet skulle den give Venstre regeringsmagten, og for det tredje skabe et flertal til højre for midten med den yderste højrefløj.

Allerede efter folketingsvalget 2007 var der nogle uger, hvor den tredje præmis brød sammen. For da Pia Christmas-Møller forlod Det Konservative Folkeparti i kølvandet på FV07, mistede VKO-blokken det afgørende 90. mandat og gjorde det nye midterparti Ny Alliance til tungen på vægtskålen.

Kun fordi Ny Alliance på ryggen af et dårligt valg ikke kunne holde til presset i den såkaldte ‘asylsag’ og gik i opløsning, blev VKO-flertallet genskabt, da Malou Aamund skiftede Ny Alliance ud med et medlemskab af Venstre.

I lang tid gjaldt Ny Alliance som en politisk vittighed, men med Moderaternes indtog i dansk politik kan vi i dag se, at det var en profeti om en fremtid, hvor de borgerlige partier har brug for midten af dansk politik, hvis de skal i regering.

I 2011 røg den anden præmis, da VK-regeringen faldt, og SRSF-regeringen tog over, og ved folketingsvalget 2015 røg den første præmis, da Venstre landede et resultat under 20 procent af stemmerne, mens socialdemokraterne fik 25,1 procent.

Med andre ord har Foghs platform, der bygger på en lige så rundhåndet velfærdsstatspolitik som Socialdemokratiets kombineret med stram udlændingepolitik, ikke udgjort den sejrs-maskine, den engang var, i snart 20 år.

Sidste gang alle tre præmisser blev indfriet på én gang, var i 2005.

Venstre har aldrig fået den dobbelte lussing

Der var derfor gode grunde til, at Jakob Ellemann-Jensen i sit sidste store interview, inden han forlod dansk politik, under overskriften ”Det er rigtigt. Jeg kritiserer faktisk Anders Fogh” i Politiken lagde sig ud med Hjortdoktrinen.

Det blev Ellemanns svanesang, og interviewet vakte stor fortrydelse hos en opbragt Claus Hjort Frederiksen.

Set i det perspektiv, er problemet for Venstre ikke, at partiet led nederlag ved FV22, men at man ikke har tabt ordentligt.

Nu har Troels Lund Poulsen som ny formand for Venstre så underskrevet Hjortdoktrinen endnu engang og i fuld offentlighed. At det har fortidens skær, bliver også understreget af, at han kommer igennem et helt interview om fremtidens Venstre uden så meget som én eneste gang at nævne klimapolitik og den grønne omstilling.

Han nævner, at Venstre gerne vil være et parti for "børnefamilierne på Østerbro", men i den del af Venstre – by-Venstre – ser man klimapolitik som et helt afgørende politisk emne.

I interviewet i Berlingske bemærker Lund Poulsen også noget andet, nemlig at idéudviklingen i partiet mangler.

"Jeg mener ikke, at det har fået den fornødne prioritet at diskutere, hvad Venstre skal være for et parti – det er nok en konsekvens af, at vi næsten har siddet med regeringsansvar uafbrudt siden 2001," sagde han.

Det er den føromtalte forsteningsproces, regeringsmagten fører med sig, han taler om her. Magtens osteoporose kunne man kalde den.

Det er åbenlyst paradoksalt, at Lund Poulsen på den ene side – korrekt – diagnosticerer Venstres problem med at få nye idéer,  men på den anden side gentager problemet ved at fortsætte Foghs platform.

En forklaring på den selvmodsigelse kunne være, at Venstre ikke har tabt ordentligt, siden Hjortdoktrinen først begyndte at hoste og hakke for siden at brænde totalt sammen.

For i samme periode har der været en besynderlig dynamik hos Venstre, hvor man enten har fået gode valg, men tabt regeringsmagten (2011 og 2019), eller dårlige valg, men del i regeringsmagten (2015 og 2022).

Den dobbelte lussing, hvor man både har fået et dårligt valg og er havnet i opposition, er simpelthen udeblevet. 

Fester som var det stadig 2001

Det skyldes selvfølgelig også, at Venstre efter FV22 brød med de borgerlige partier og gik i regering med Socialdemokratiet. Partitoppen er i den forstand selv udenom det.

Det kan man enten se som en kulmination på Hjortdoktrinen – hvis målet er, at vælgerne ikke skal kunne se fordelingspolitisk forskel på S og V, er det ultimative skridt jo at gå i regering med S – eller man kan se det som et brutalt brud med Hjortdoktrinen, fordi man sprængte blå blok i stykker.

Men lige nu befinder Venstre sig i en hverken-eller-zone. Man mangler idéerne, men har placeret sig selv i regering, hvor de ikke kan vokse frem. Man led et vildt nederlag ved folketingsvalget, men fik stadig (del i) regeringsmagten. Og Hjortdoktrinen kan ikke længere det, den kunne engang, men alligevel fortsætter man med den.

Set i det perspektiv er problemet for Venstre ikke, at partiet led nederlag ved FV22, men at man ikke har tabt ordentligt.

Venstre fester med Troels Lund Poulsen stadig, som om det var 2001, selvom lysstofrøret i loftet er tændt, og de fleste af gæsterne taget hjem.