Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.
Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.
Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.
Måske skal historien om skandalen skrives om: Pressemødet om minksagen var ikke ulovligt
Frikendelsen af Thorkild Fogde betyder også, at en stor del af Minkkommissionens kritik nu er afvist af en af landets mest respekterede jurister. Dermed står det temmelig klart, at sagen på ingen måde kunne bære en rigsretssag mod statsministeren
Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktørMinksagen endte aldrig i Rigsretten, selv om mange politikere krævede det.
Men nu er der alligevel kommet en slags afklaring på, hvordan det ville være gået, hvis man helt hypotetisk forestiller sig, at sagen var blevet ført med Mette Frederiksen på anklagebænken. Og konklusionen er enkel: statsministeren ville være blevet frikendt.
Dermed bortfalder den centrale forbrydelse i Minksagen – nemlig at regeringen skulle have udstedt en ulovlig ordre
Afklaringen ligger i den beretning, som i begyndelsen af februar rensede rigspolitichef Thorkild Fogde for den kritik, der var rejst imod ham i Minkkommissionens rapport.
Nærlæser man beretningen, bortfalder nemlig grundlaget for den kritik, som Minkkommissionen rettede mod Mette Frederiksen – og som efterfølgende fik den samlede borgerlige opposition til at forlange en advokatvurdering af, om statsministeren ville kunne dømmes ved Rigsretten.
Der var ingen ulovlig instruks
Det centrale er, at beretningen om rigspolitichefen afviser Minkkommissionens vurdering af, at pressemødet 4. november 2020 udgjorde en ulovlig instruks. Det var derimod en politisk udmelding om, hvad regeringen havde til hensigt at gøre. Dermed bortfalder den centrale forbrydelse i Minksagen – nemlig at regeringen skulle have udstedt en ulovlig ordre.
Og uden en ulovlig ordre begynder det at blive meget svært at se, hvordan der nogensinde skulle kunne føres – for slet ikke at sige fældes dom i – en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Beretningen om Thorkild Fogde er ikke skrevet af hvem-som-helst. Det er den netop afgåede præsident for Højesteret, Thomas Rørdam, der sammen med to landsdommere har siddet i spidsen for den såkaldte forhørsledelse (se faktaboks), der skulle udmåle sanktionen til Thorkild Fogde, men som endte med at frifinde ham.
Hvad er forhørsledelsen?
- Når en kommission udtaler meget alvorlig kritik af embedsfolk, bliver der nedsat en forhørsledelse, der skal komme med en indstilling om, hvor hård sanktionen skal være.
- Sanktionen kan spænde fra en advarsel til degradering eller fyring.
- Når forhørsledelsen kommer med sin indstilling, vil det relevante ministerium typisk følge indstillingen og gennemføre den foreslåede sanktion.
Thomas Rørdam er i sagens natur en af landets højest respekterede jurister, og han var desuden retsformand i den nyligt overståede rigsretssag mod Inger Støjberg.
Derfor vejer det blandt fremtrædende jurister både i og uden for centraladministrationen meget tungt, når han i sin beretning om Thorkild Fogde anlægger en markant anderledes vurdering af minksagen, end den man kunne læse i Minkkommissionens rapport.
Hvad sagde Minkkommissionen?
For at forstå, hvordan en beretning om Thorkild Fogde kan have betydning for Mette Frederiksen, må man se på, hvad det var, statsministeren blev kritiseret for i Minkkommissionens rapport.
Da regeringen holdt pressemøde 4. november 2020 og meddelte, at alle mink skulle slås ned, var der hjemmel til at gøre det i de områder, der blev kaldt zone 1 og 2.
Zone 1 var smittede besætninger. Zone 2 var besætninger, der lå mindre end 7,8 kilometer fra smittede besætninger.
Men der var ikke hjemmel til at kræve alle mink slået ned i zone 3, som lå mere end 7,8 kilometer fra smittede eller mistænkte besætninger.
Minkkommissionen
Her er en række af de centrale afsnit fra Minkkommissionen:
"Disse udmeldinger på pressemødet var efter kommissionens bedømmelse vildledende, og efter kommissionens vurdering var udmeldingerne også groft vildledende, henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer. Det er efter kommissionens opfattelse særdeles kritisabelt."
"I overensstemmelse med det anførte i afsnit 8.3.1 finder kommissionen, at statsminister Mette Frederiksens ovennævnte udmeldinger på pressemødet om aflivning af alle mink var groft vildledende, idet der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, ligesom der ikke var hjemmel til tempobonus"
"Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil. Kommissionen har herved ikke foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed."
"Uden viden om den manglende hjemmel havde Mette Frederiksen heller ikke viden om de forhold, som gjorde hendes og andres udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 vildledende, endsige groft vildledende."
Minkkommissionen konkluderede, at pressemødet, som blev holdt 4. november 2020 havde karakter af en ”klart ulovlig” instruks, fordi der manglede hjemmel i zone 3.
I det afsnit, hvor kommissionen vurderede Mette Frederiksens personlige ansvar, slog kommission fast, at statsministerens udmelding på pressemødet havde været ”groft vildledende”.
Det grove bestod ifølge kommissionen i ”den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer”. Det var altså groft, fordi beslutningen havde alvorlige konsekvenser – ikke fordi intentionen var grov.
Men kommissionen vurderede også, at Mette Frederiksen ikke havde haft ”viden om” eller ”hensigt til” at vildlede, eftersom hun slet ikke vidste, at der manglede hjemmel til at slå mink ihjel i den såkaldte zone 3.
Men så kom den sætning, som i de følgende måneder holdt liv i kravet om en rigsretssag: ”Kommissionen har herved ikke foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed.”
Hvem kan dømmes ved Rigsretten?
Det er alene Folketinget, der afgør, om der skal rejses sag ved Rigsretten mod en minister. I princippet kan Folketinget rejse en rigsretssag, hver gang en minister afgiver et forkert svar til Folketinget – for det er i strid med ministeransvarlighedsloven.
Men for så at blive dømt ved Rigsretten skal to forhold være opfyldt:
For det første skal ministeren have begået noget ulovligt.
For det andet skal det være sket forsætligt eller groft uagtsomt. Det betyder i praksis, at det skal have stået klart for ministeren, at hun var ved at gøre noget ulovligt – hvilket typisk bevises ved, at en eller flere embedsmænd har advaret ministeren undervejs.
Til gengæld er det ikke afgørende, om lovovertrædelsen er stor eller lille – eller om den er grov, for nu at bruge et andet ord. Det blev slået meget klart fast i dommen i sagen mod Inger Støjberg: Hvis først Folketinget vælger at sende en sag til Rigsretten, så gælder der ikke noget ”alvorlighedskriterium”.
Kigger man på de to sager, der er rejst ved Rigsretten, siden vi fik Ministeransvarlighedsloven i 1964 (Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg) , så er det begge sager, hvor en minister stik imod advarsler fra embedsværket har gennemtvunget ulovlige beslutninger.
Omvendt er ingen blev tiltalt for at lyve for Folketinget, selv om en lang række ministre i perioden har gjort netop det i både små og store sager. Den slags er typisk blevet ordnet ved, at ministeren er blevet afsat eller tvunget til at gå selv.
Hvad skulle Mette Frederiksen tiltales for?
Hvis der skulle føres en sag mod Mette Frederiksen, ville det mest oplagte derfor være at tiltale hende for at have udstedt en ulovlig instruks på pressemødet 4. november 2020.
Ganske vist var det ikke sket forsætligt, for Mette Frederiksen var jo ikke blevet advaret af sine embedsfolk.
Men måske kunne Mette Frederiksen dømmes for at have det gjort det ”groft uagtsomt”? Det var den mulighed, som hele den borgerlige opposition inklusive Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen førte valgkamp på i 2022.
Efter forhørsledelsens opfattelse kan udmeldingerne på pressemødet 4. november 2020 kl 16.00 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retligt karakteriseres som en instruks (...)
Forhørsledelsen i sagen mod Thorkild Fogde
En række af landets førende jurister har i flere medier vurderet, at det ikke ville være nok til at få Mette Frederiksen dømt, fordi en minister som udgangspunkt må kunne stole på, at hun bliver advaret af embedsværket, hvis hun er ved at gøre noget ulovligt.
Men efter Thomas Rørdams og de to landsdommeres vurdering af rigspolitichef Thorkild Fogde falder muligheden helt til jorden. For ifølge beretningen var pressemødet 4. november 2020 slet ikke nogen ulovlig instruks:
”Der er derimod tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser”, hedder det i beretningen fra Thomas Rørdam og de to landsdommere.
Med andre ord: uanset hvad man ellers mener om processen omkring lukningen af minkerhvervet, så blev der ifølge den afgåede højesteretspræsident ikke udstedt nogen ulovlig ordre på pressemødet 4. november 2020.
Dermed er den mest oplagte anklage i en rigsretssag endegyldigt forduftet.
Hvad med Støjberg
Men hov! Hvorfor var Inger Støjbergs famøse pressemeddelelse så en ulovlig instruks? Det var som bekendt netop en pressemeddelelse, der var kernen i sagen mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister?
Forskellen er, at nogle af Støjbergs nærmeste embedsfolk i departementet tog pressemeddelelsen og brugte den til at beordre Udlændingestyrelsen til at begynde med at adskille de unge asylansøgere, som boede sammen.
Dermed forvandlede pressemeddelelsen sig til en instruks.
Ingen advarede Mette Frederiksen om, at hun var ved at sige noget forkert på det famøse pressemøde
Det samme skete ikke med Mette Frederiksens pressemøde. Der blev ikke udstedt ordrer fra Statsministeriet om at begynde at slå dyr ned i zone 3, efter pressemødet var holdt. Der skete en masse andre fejl i håndteringen – både hos fødevaremyndighederne og i politiet, men allerede fra morgenen 5. november vidste begge myndigheder, at der manglede hjemmel til at slå mink ihjel i zone 3.
En anden afgørende forskel er, at ingen advarede Mette Frederiksen om, at hun var ved at sige noget forkert på det famøse pressemøde. Det står i stærk kontrast til forløbet i Instrukssagen, hvor Inger Støjberg modtog flere advarsler om, at indholdet i hendes pressemeddelelse ikke var lovligt.
Hvad så med vildledningen?
Minkkommissionens kritik af Mette Frederiksen handler dog primært om den vildledning, der ifølge kommissionen fandt sted.
Så måske kunne Mette Frederiksen alligevel dømmes for at ”tilsidesætte de pligter, der påhviler hende efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hendes stillings beskaffenhed”, som det hedder i Ministeransvarlighedsloven.
Eller sagt på en anden måde: kan Mette Frederiksen dømmes for at have forsøgt at vildlede offentligheden eller minkavlerne?
Næppe.
Nærlæser man afgørelsen om Thorkild Fogde, så står der ganske vist, at ”der på pressemødet 4. november 2020 var fremkommet udtalelser, som kunne bibringe minkavlerne den urigtige opfattelse, at de var retligt forpligtet til at aflive deres mink”.
Men så tilføjer Rørdams beretning: ”Det må på den anden side tages i betragtning, at den almindelige og konkrete kommunikation med minkavlerne blev varetaget af fødevaremyndighederne”.
Altså: ansvaret for at bringe minkavlerne ud af en eventuel vildfarelse, lå hos fødevaremyndighederne; ikke hos politiet. Dermed kan man nok også slutte, at ansvaret ikke lå hos statsministeren.
Hvad er ”groft vildledende”?
Flere fremtrædende juridiske eksperter, som Altinget har talt med uden for citat, påpeger desuden, at det er svært at se, hvordan en udtalelse på et pressemøde kan være vildledende, hvis den er dækkende for, hvad ministeren rent faktisk mener. Og regeringen mente jo, at alle mink skulle slås ned.
Flere jurister er også uimponerede over Minkkommissionens brug af vendingen ”groft vildledende”, som ikke er et begreb, der ellers er anvendt i vurderingen af politiske skandaler.
Normalt ville man sige, at noget enten er vildledende eller ikke er vildledende.
Hvis udmeldingen på pressemødet ikke var en ordre, men derimod en politisk udmelding, så er det svært at se, hvordan den kunne være vildledende
Udtrykket ”groft vildledende” kan give indtryk af, at vildledningen er sket bevidst – altså med forsæt – men som beskrevet ovenfor består det grove ifølge Minkkommissionen i, at sagen var alvorlig; ikke i at ministeren skulle have vildledt med vilje.
I forhørsledelsen om Thorkild Fogde skriver Thomas Rørdam og de to landsdommere udtrykkeligt, at de ikke har forholdt sig til, ”om udtalelserne på pressemødet kan anses for groft vildledende”.
Men igen: hvis udmeldingen på pressemødet ikke var en ordre, men derimod en politisk udmelding, så er det svært at se, hvordan den kunne være vildledende, da udmeldingen jo dækkede statsministerens synspunkt.
Minkkommissionen er underkendt
Samlet set betyder det, at sagen mod Mette Frederiksen er faldet til gulvet med et brag. Og bemærkelsesværdigt nok gælder det samme Minkkommissionens rapport.
Den fuldstændige frifindelse af Thorkild Fogde betyder, at nogle af de helt centrale vurderinger i Minkkommissionens rapport nu er blevet afvist af et panel bestående af en afgået højesteretspræsident og to landsdommere.
Selv om der ikke er noget formelt hierarki, hvor forhørsledelsen med Thomas Rørdam i spidsen står over Minkkommissionen med landsdommer Michael Kistrup i spidsen, så vil Rørdams autoritet veje tungt, når både jurister og politikere skal forholde sig til, hvem der har forstået juraen bedst.
Forhørsledelsens beretning
Et centralt afsnit fra "Beretning og indstilling i anledning af tjenstlig undersøgelse mod rigspolitichef Thorkild Fogde":
"Efter forhørsledelsens opfattelse kan udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 kl. 16.00 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retligt karakteriseres som en instruks til blandt andre Rigspolitiet om straks at igangsætte og gennemføre aflivning af alle mink. Der er derimod tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser"
Derfor er Medarbejder- og Kompetencestyrelsen nu i gang med at overveje, om nogle af de næser – ikke mindst den, der blev placeret hos Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – skal kaldes tilbage i lyset af frifindelsen af Thorkild Fogde.
Uanset hvordan det lander, så står Minkkommissionen en smule skamskudt tilbage. Og det er værd at notere, at det er anden gang inden for meget kort tid, at Minkkommissionens formand, landsdommer Michael Kistrup, bliver underkendt af andre dommere.
Det samme skete i FE-sagen, da en kommission bestående af tre landsdommere fuldstændig afviste den kritik, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) havde fremsat om ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Rigsretten ville være tabt
Skamskudt er også hele den platform, som den borgerlige opposition gik til valg på i 2022.
Minksagen kom aldrig for Rigsretten. Men hvis det var sket, kan man nu med meget stor sikkerhed slå fast, hvad udfaldet var blevet. Mette Frederiksen var blevet frikendt.
Det betyder ikke, at sagen blev godt håndteret. Tværtimod. Alene det faktum, at der blev behov for flere omfattende undersøgelser af sagen viser, at den ikke var kørt lige efter bogen. Og de sms-beskeder fra Barbara Bertelsen, der dukkede op undervejs, vidnede også om en usikker og kaotisk leder, der udskammede sine departementschefer i stedet for at udstikke kursen for dem.
Men som den nuværende højesteretspræsident Jens Peter Christensen mindede om i Jyllands-Posten i 2022, så er ”udygtighed som udgangspunkt ikke (...) en tjenstlig forseelse”.
”Almindeligt dårligt arbejde er ikke i sig selv ansvarspådragende,” skrev han.
Politikerne eget ansvar
Alt det er fortsat værd at diskutere og analysere. Men de krav om en rigsretssag, der har præget mange borgerlige kommentatorer og politikere i mere end to år, har vist sig at være en blindgyde. En blindgyde, som har gjort meget for at underminere tilliden til samfundets bærende institutioner.
I denne uge fremlagde det såkaldte Dybvad-udvalg sin rapport, der fokuserede meget på embedsværkets pligt til at sige fra overfor ulovligheder, og på pressens tendens til altid at søge skandalen. Begge dele er relevante diskussioner.
Men når man ser tilbage på forløbet omkring minksagen, står det nu klart, at de folkevalgte på Christiansborg også selv har god grund til at reflektere over, om de styrker eller svækker demokratiet, når de buldrer frem med krav om rigsretssager for noget, der reelt bare er dårligt politisk håndværk.