Kommentar af 
Søren Søndergaard

Venstre høster ikke sympatistemmer ved at jamre over Mads Fugledes partihop

Partiskifte burde få de forladte partier til at kigge indad i stedet for at brokke sig, skriver Søren Søndergaard.

Det er svært at se det hensigtsmæssige i, at en parade af Venstrefolk bruger tid på, hvad jeg vil kalde professionel jammer, over Mads Fugledes store "svigt", skriver Søren Søndergaard.
Det er svært at se det hensigtsmæssige i, at en parade af Venstrefolk bruger tid på, hvad jeg vil kalde professionel jammer, over Mads Fugledes store "svigt", skriver Søren Søndergaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det ér bare sjældent kønt, når folketingsmedlemmer skifter det parti, de er medlem af og valgt af vælgerne for, ud med et andet.

Jubelscenerne med hujen og viften med Dannebrogsflag hos Danmarksdemokraterne tirsdag 19. marts, da partiet med Venstres Mads Fuglede og det tidligere Nye Borgerlige-folketingsmedlem Kim Edberg fik to nye medlemmer af folketingsgruppen, stod i barsk kontrast til stemningen i og uden for Venstres gruppeværelse.

Allerede tidligt tirsdag fór Folketingets formand og medlem af Venstre, Søren Gade, i flæsket på sin nu tidligere partikollega Mads Fuglede.

Læs også

Søren Gade havde brugt aftenen før på at vikariere for netop Fuglede ved et møde i Fugledes vestjyske kreds.

Så at netop Gade føler sig personligt forurettet over ikke at have "hørt en skid" om det, før han midt i et møde med statsministeren om Ukraine-situationen af kolleger og medier fik det at vide tirsdag morgen ved 9.30-tiden, er for så vidt forståeligt.

Sværere er det at se det hensigtsmæssige i, at han og en parade af andre Venstrefolk med og uden identitet brugte dagen på, hvad jeg vil kalde professionel jammer over Fugledes store "svigt", at han ikke var "mand nok til selv at sige det til gruppekollegerne" og den slags.

Jeg er ikke sikker på, at Venstre får synderligt mange sympatistemmer på dén konto. Vælgerne gider da ikke klynk. De bliver bare trætte af politik. Både på grund af partihopperi og på grund af den politiske jammerparade over netop partihopperiet.

Partier, der bliver forladt, kan også med fordel overveje, om motivet for, at nogen springer, måske skal findes i de nye veje, et parti har taget? At nogle måske ikke længere kan kende det projekt, de engang tilsluttede sig?

Søren Søndergaard

Det er bare ikke kønt, når nogen skifter parti. Det er næsten i naturens orden uskønt, alene fordi skiftet jo oftest bunder i kiv og strid, knive i ryggen, uenighed, forsmåethed eller måske uudfoldede politiske ambitioner, hvor græsset momentant synes noget grønnere ovre hos naboen.

Særligt overbevisende er det bare ikke, når de forladte partifæller jamrer løs. Når eksempelvis Pia Kjærsgaard bruger interviews i anledning af hendes imponerende 40-års jubilæum som medlem af Folketinget til at være "bitter" over de DF'ere, der er smuttet ud ad bag- eller fordøren efter partiets monumentale krise, der for alvor tog fart i 2019.

Kjærsgaard synes ikke, de kan være bekendt at svigte DF i nødens stund, og da slet ikke til fordel for Inger Støjbergs Danmarksdemokrater.

Læs også

Sagen er bare den, at det var præcis, hvad Pia Kjærsgaard og hendes medstiftere af Dansk Folkeparti gjorde i oktober 1995, da de forlod det stærkt svækkede Fremskridtspartiet efter lang tids intern kævl og et mildest talt kaotisk landsmøde i Aarhus måneden før. Pia Kjærsgaard smækkede eftertrykkeligt med døren på vej ud.

Det kan man sagtens forstå. Forholdene i Fremskridtspartiet var blevet bizarre. Men selv om bruddet med Liste Z snart er 30 år siden, kalder det måske på lidt mere forståelse i dag for de gruppefæller, der efter en rædsom intern nedslidning af DF-formand Kristian Thulesen Dahl fik nok af rævekager, palaver og stridigheder og søgte i tryg havn hos det nyetablerede Danmarksdemokraterne?

Nogle af dem var loyale støtter af den valgte formand Kristian Thulesen Dahl, der få år forinden i partiets 20-års jubilæumsår havde ledet DF til partiets mest succesrige valg nogensinde.

De syntes stensikkert ikke om måden, han blev presset væk fra formandsposten på. Så at de sagde farvel til DF, er ikke et kuk anderledes, end da Pia Kjærsgaard smækkede døren til Fremskridtspartiet dengang.

Læs også

Helt som med nogle Venstrefolks jammer over Fugledes exit, tror jeg ikke et øjeblik på, at det gavner Pia Kjærsgaard og DF at jamre over deres tabte medlemmer.

I den fremragende film om Flemming Bamse Jørgensen fra 2022 vil manageren i Lars Rantjes skikkelse samle Bamses Venner igen efter en nedtursperiode. Og Bamse jamrer, at "vennerne er jo væk".

"Så finder vi bare nogle nye venner! Kom nu," lyder svaret prompte fra manageren.

Præsident Obama talte jo ikke om regnvejr, vel? Han adresserede verdens skæve gang med "Hope". 

Søren Søndergaard

Man kan ikke lære meget om politik ved at se selv en nok så vellykket film om en folkekær sanger. Men man kan måske lære noget grundlæggende om at kommunikere med overskud, tro og håb fremfor at jamre?

Præsident Obama talte jo ikke om regnvejr, vel? Han adresserede verdens skæve gang med "Hope". En tilgang til verden, han i øvrigt gentog i Næstved for ikke så mange dage siden.

I min ungdoms bog om graffiti stod der blandt andet: "Le. Og verden ler med dig. Græd, og du bliver våd i ansigtet". Meget præcist. Træls at høre på en nedtursdag. Men meget præcist, også for politisk kommunikation.

Læs også

Det er nemt og bekvemt at skyde på dem, der har forladt ens parti. Og indrømmet, til tider ser det mere end pinligt og selvcentreret ud.

Men partier, der bliver forladt, kan også med fordel overveje om motivet for, at nogen springer, måske skal findes i de nye veje, et parti har taget? At nogle måske ikke længere kan kende det projekt, de engang tilsluttede sig?

For hvis det er sådan, kan man med sikkerhed regne med, at der også er en del vælgere, der ikke længere kan se sig selv i projektet. Og vælgerne er straks sværere at skælde ud på.

Det hjælper stensikkert ikke på vælgernes humør og respekt, at partierne italesætter deres professionelle jamren over partihopperne.

Søren Søndergaard

Dansk politik er fyldt med partihoppere. Politisk historie er skabt på grundlag af partihoppere.

Se bare Centrum-Demokraterne, der i 70'erne blev skabt af socialdemokraten Erhard Jacobsen, efter at han, vist nok, løb tør for benzin på vej til en afstemning i Folketinget. Partiet kom med i Schlüters Firkløverregering, der sikrede de konservative statsministerposten historisk længe.

Husk også, at Naser Khader stædigt fastholdt, at han var "Ein Radikaler", lige indtil han ikke var det mere og deltog i skabelsen af Ny Alliance og siden tog endnu et spring til De Konservative.

Det i dag succesrige Liberal Alliance blev grundlagt som netop Ny Alliance i maj 2007 af afhoppere fra Radikale og Konservative, der hver på deres måde følte sig trætte af deres partiers ageren i de år, og partiet fusionerede senere med en anden udbryder fra Radikale, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der kortvarigt havde forsøgt sig med sit eget partiprojekt, Borgerligt Centrum.

LA var i Lars Løkke Rasmussens regering fra 2016 til 2019. Så uskønt partihopperi eller ej, det satte sig spor i dansk politik, endda på den noget usædvanlige måde, at LA i november 2017 truede med at vælte den regering, de selv var med i.

LA's nedtur efter valget i 2019 og Konservatives senere optur i 2021-22 fik også blandt andet LA-profilen Laura Lindahl til at sadle om og skifte sin liberalisme ud med en indre konservativ tro.

Modsat har Nye Borgerliges stifter, Pernille Vermund, der forlod Konservative efter ikke at blive valgt i 2015 og stiftede Nye Borgerlige, droppet de udlændingepolitiske stramninger som topprioritet og sit konservative sind og meldt sig under LA's superliberale værnepligts-nægtende faner, efter at hun og Kim Edberg spektakulært nedlagde deres partis folketingsgruppe få dage inde i 2024.

Smukt var der ikke noget af det, der var. Og det er et spørgsmål, om vælgerne stille og roligt mister tilliden til politikerne og deres ståsteder. For hvor står de? Egentligt?

Men det hjælper stensikkert ikke på vælgernes humør og respekt, at partierne italesætter deres professionelle jamren over partihopperne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00