Forsker: I mange lokalsamfund er flygtninge ikke bare flygtninge. De er eftertragtede tilflyttere

I Danmark stod vi i 2015 over for en omfattende flygtningemodtagelse, da et stort antal mennesker ankom fra krigen i Syrien.

Den situation talte vi dengang om i den offentlige debat som en ”flygtningekrise” – og en ”flygtningestrøm”.

Nu, i forhold til menneskene fra krigen i Ukraine, taler vi bare om ukrainerne, der kommer. Der er altså ikke tale om en strøm af dem; der er bare tale om rigtig mange af dem. Og i debatten synes dette antal heller ikke at føre til den konklusion, at vi – det danske samfund – nu befinder os i en flygtningekrise. Denne gang synes krisen at være deres, ukrainernes.

I særloven for ukrainske flygtninge er ukrainerne heller ikke omtalt som ”flygtninge”, men ”fordrevne”. Dette selvom ordet ”fordrevne” vanligvis bruges om mennesker på flugt inden for deres eget hjemlands grænser; såkaldt ”internt fordrevne”.

De sidste års talrige politiske stramninger på asyl- og flygtningeområdet, og den til tider barske medfølgende retorik, har i dag tilført ordet ”flygtning” så tilpas mange uønskede konnotationer i debatten, at man nu end ikke fra politisk hold kan se sig selv bruge det om ukrainerne.

Flygtningedebatten har bidt sig selv i halen. 

En kærkommen mennesketilstrømning

Mens sproget i den offentlige og politiske debat nu er et andet, er der imidlertid meget af lære ved at se tilbage.

For mens ordet ”flygtningekrise” i 2015 henviste til den nationale modtagebyrde for Danmark, var det ikke alle steder i landet, man betragtede den syriske ”flygtningestrøm” som en økonomisk byrde.

Vi skal turde møde ukrainerne ved at spørge, hvor i Danmark de kan gøre en forskel, mens Danmark gør en forskel for dem

Birgitte Romme Larsen
Lektor i pædagogisk antropologi, DPU, Aarhus Universitet

Rundt om i landdistrikterne oplevede mange ligefrem de syriske flygtninge som en kærkommen saltvandsindsprøjtning af mennesker og kapital til deres områder.

I 2015 udførte jeg sammen med kolleger et antropologisk studie, der undersøgte lokale tilgange til oprettelsen af asylcentre i landets yderkommuner – det vil sige kommuner, som har deres egen ”krise” at slås med. Nemlig den demografiske og økonomiske krise, som statens gradvise centralisering har affødt i landets yderområder.

Studiet viste, hvordan man generelt i yderkommunerne ikke forstod de syriske flygtninge som nogle, der ankom med ”krisen” – men derimod som nogle, der landede lige midt i en allerede eksisterende lokal krise. Og i forhold til denne kunne de mange flygtninge nu måske gøre en forskel.

Fra flygtninge til kunder og elever

I mange af landets yderkommuner bød man derfor oprettelsen af asylcentre velkommen. Centrene kunne skabe blandt andet arbejdspladser og lejeindtægter, og samtidig kunne deres beboere fylde op i nedlukningstruede landsbyskoler eller blive kunder hos udsatte landsbykøbmænd.