Helle Øbo: Nye løsninger kan forbedre vores velfærdsmodel

Af Helle Øbo
Adm. direktør i Askovfonden

Jeg mener, at det er en falliterklæring ikke at opsamle viden og måle på resultater, men blot blive ved med at gøre mere af det samme uden nævneværdig effekt.

Helle Øbo
Adm. direktør i Askovfonden

Jeg har høje forventninger til en mulig social investeringsfond. De bunder i, at jeg ser det som værende på høje tid, at vi gør op med vanetænkningen på socialområdet. I min optik handler det især om at omfavne en ny måde at tænke på. Vi har i mange år symptombehandlet og ageret reaktivt. Socialpolitikken har de facto kunnet sammenlignes med brandslukning, og der er først blevet reageret, når tingene for alvor er gået galt. I stedet bør vi være langt mere proaktive og forebyggende i løsningen af sociale problemstillinger, simpelthen omstille os til at se investering i forebyggelse som en god forretning for samfundet som helhed.

Gode intentioner er ikke nok. Det handler om at skabe værdige menneskeliv, og hvis det ikke er interessant for alle aktører på socialområdet, er det stærkt bekymrende.

Helle Øbo
Adm. direktør i Askovfonden

Et eksempel er den sociale arv. Vi har i mange år vidst, at social arv har massiv indflydelse på menneskers livsbane. På trods af det ligger indsatser på socialområdet ofte i kategorien symptombehandling frem for forebyggelse.

Den sociale arv i Danmark er så stærk, at der ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en sammenhæng mellem ikke bare forældrenes, men også bedsteforældrenes uddannelsesniveau, og hvordan skolebørn klarer sig fagligt i både dansk og matematik helt ned i 2. og 3. klasse. Dette til trods for at vi aldrig har brugt flere penge på at bryde den sociale arv end nu og burde have akkumuleret masser af viden, som kunne kvalificere de indsatser, vi laver, for at hjælpe familierne videre og bryde den negative sociale arv.

Meningsfuld dokumentation
I Danmark har vi ikke haft tradition for at måle og evaluere effekten af vores sociale indsatser. Vi har ikke leveret nok dokumentation på, hvad det er, vi gør, hvorfor vi gør det, hvordan vi gør det, og hvilke resultater vores indsatser skaber.

Jeg mener, at det er en falliterklæring ikke at opsamle viden og måle på resultater, men blot blive ved med at gøre mere af det samme uden nævneværdig effekt. Det giver både menneskelig og økonomisk mening at finde de mest virksomme løsninger på alskens sociale problemstillinger og belønne de sociale indsatser, der virker efter hensigten. I dag bruger vi 46 milliarder på socialområdet om året i Danmark, og mindre end 10 procent af disse sociale indsatser har en påvist effekt. Det kan ingen vel være tilfredse med.

Når man arbejder med sociale investeringer, er forudsætningen klare resultatindikatorer på effekten af det, vi gør. Fokus bør være på at støtte de indsatser, der klart og tydeligt løser sociale problemer, i stedet for at støtte de aktiviteter, der traditionelt er blevet støttet, fordi de virker sympatiske. På den måde flytter vi fokus fra ligegyldig måling af processer, for eksempel hvor mange samtaler vi har med en udsat ung, til fokus på, hvad der kommer ud af det.

Alle vinder, når ingen taber
Forleden var jeg i London og besøge Brent Kommune. Brent er en kommune, der igennem mange år har kæmpet for at få unge ud af hjemløshed uden at opnå gode resultater. I erkendelsen af at civilsamfundsorganisationer kan noget andet end kommunen, valgte man at lave et udbud, hvor fokus kun var på effekt og resultatindikatorer, i dette tilfælde at forebygge eller afhjælpe hjemløshed.

Kommunen havde ikke penge til at investere i forebyggelse, så de inviterede en investor indover, som var villig til at tage risikoen ved at investere i de organisationer, som blev valgt til at løse opgaven. Således arbejder man nu efter en model, hvor indsatsen kun styres af de aftalte resultatindikatorer. Organisationerne kan således arbejde fleksibelt med målgruppen ud fra en viden om, at det, der er rigtigt for den ene unge, ikke nødvendigvis er rigtigt for den anden. 

Der skabes en incitamentstruktur, hvor kommunen er interesseret i at løse problemet og på sigt spare penge ved at forebygge hjemløshed. Serviceleverandørerne bliver målt på deres resultater og ikke som i dag på, hvordan de gør det. Investoren tager risikoen og kan, hvis det går godt, få et begrænset afkast på for eksempel 5 procent. Det allervigtigste er dog, at det altid vil være kommunen, der får den største gevinst, da forebyggelse af hjemløshed blandt unge ikke kun er til gavn for målgruppen, men også er en stor besparelse i forhold til de følgeomkostninger, som et liv i hjemløshed og udenforskab koster. I Danmark ved vi, at det koster 7,3 millioner per individ, vi mister til et liv i udenforskab, så der burde være plads til mange gode investeringer i det enkelte menneske for at forebygge den deroute og omkostning.

Det undrer mig, at kritikere af sociale investeringer er bange for, at private investorer vil spekulere i at tjene penge på udsatte, når virkeligheden er den, at dem, der tjener mest på sociale investeringer, er samfundet som helhed.

Fremtidens velfærd
Jeg mener ikke, at sociale investeringer skal overtage fremtidens velfærd, men med respekt for de mennesker, som har brug for den hjælp, og som ikke bliver hjulpet godt nok i dag, så er det afgørende, at vi tør gøre noget andet.

Hvis man forestillede sig, at kommunen fortsatte med at arbejde med 80 procent af de målgrupper, den gør i dag, og så frisatte de resterende 20 procent til andre aktører, som arbejder med resultatindikatorer og fleksible indsatser, så tror jeg, at vi ville se helt anderledes resultater for disse indsatser inden for 10 år.

Jeg ved, at det altid kan betale sig at investere i mennesker. Men når jeg møder en ung, som har været anbragt siden sin tidlige barndom, og nu som 18-årig er hjemløs, uden uddannelse og netværk, så synes jeg ikke blot, at systemet eller vores velfærdsmodel har svigtet; det er simpelthen også en dårlig økonomisk investering, at vi ikke har gjort det bedre.

Fra omkostning til investering
Sociale investeringer handler ikke om, at private skal tjene penge på udsatte mennesker. Tværtimod kan de private investorer være afgørende i forhold til at få mere fokus på forebyggelse og dokumenterede indsatser, som reelt skaber en forandring for det enkelte menneske. Det er da heller ikke en naturlov, at investorer går ind på området for at tjene hurtige penge, da et afkast, der tilfalder investoren, uden problemer kan geninvesteres i nye sociale indsatser.

Jeg mener ikke, der er tale om et enten-eller. Jeg er tilhænger af, at vi er åbne over for nye løsninger, der kan supplere og forbedre vores nuværende velfærdsmodel. I min optik er målet det vigtigste; nemlig at vi hjælper flest mulige ud af et liv i udenforskab, så de kan blive selvforsørgende og blive en del af fællesskabet.

Vi har brug for, at man tør tænke proaktivt og gå fra at se indsatser for mennesker som en investering i stedet for en omkostning, som vi gør i dag.

Gode intentioner er ikke nok
Forudsætningen for at arbejde med sociale investeringer er, at vi har klare resultatindikatorer, så alle i økosystemet, kommune, serviceleverandør og investor, er helt enige om, hvilke resultater hos målgruppen for indsatsen, der skal være opnået, før pengene bliver investeret og ikke mindst betalt tilbage til investor.

I min optik er det absolutte minimumskrav på socialområdet generelt og konkret i forhold til sociale investeringer, at der er fuldstændig gennemsigtighed omkring, hvad vi som sociale organisationer gør for vores målgrupper, hvorfor vi gør det, hvordan vi gør det, og hvilken effekt vores indsatser har.

Gode intentioner er ikke nok. Det handler om at skabe værdige menneskeliv, og hvis det ikke er interessant for alle aktører på socialområdet, er det stærkt bekymrende.

Investorer ind i ligningen
At få investorer ind i ligningen på socialområdet kan sammenlignes med det, der skete på miljøområdet for 10-15 år siden. Her var der nogle ivrige fortalere for en grøn energipolitik, som fik diverse investorer til at sætte penge i grøn energi og den fornødne omstilling. Dette har gjort Danmark til foregangsland på miljøområdet til gavn for samfundet.

Jeg drømmer om, at vi kan gøre det samme på socialområdet. Ved at få nye økonomiske ressourcer i spil kan vi tillade os at handle, når vi ser, at nogen er på vej ind i en uhensigtsmæssig livsbane, før det er for sent.