Debat: Velfærdsbesparelser giver fremtidige kæmperegninger

Af Torsten Gejl (ALT)
Indenrigs-, beskæftigelses- og socialordfører

Når man årligt sparer en lille milliard på kontanthjælpsloftet, så skaber man sandsynligvis nogle meget større udgifter på længere sigt.

Og når man indretter førtidspensionssystemet sådan, at mange borgere bliver endnu mere syge og dårlige, end de var i forvejen, mens de er i resurseforløb og jobtræning, så genererer man formodentlig nogle fremtidige udgifter, der samlet set overgår besparelsen på 1,9 milliarder, som ændringen af reformen gav i 2013.

Derfor burde det være god skik, om ikke lovpligtigt, at man estimerer de langsigtede udgifter, når man beregner det kortsigtede overskud på velfærdsbesparelser.

Dette er jo samme tema, som både de sociale investeringer, der er så populære på Christiansborg, og de dynamiske effekter, som man måske ikke er helt så begejstrede for i Finansministeriet.

Temaet handler om, at de investeringer og besparelser, vi foretager lige nu, har konsekvenser i fremtiden.

Besparelser her og nu
Hvis vi tager de sociale investeringer, som Helle Øbo, direktør for Askovfonden, omtalte i en tidligere klumme i denne debatserie, så handler de jo om, at investeringer i mennesker genererer langsigtede besparelser, som ofte er meget større end de summer, man investerede.

Hvis man for eksempel laver en investering, som afruser og behandler 100 narkomaner, så de kan opnå bedre trivsel og livskvalitet, eller får 100 hjemløse hjulpet væk fra bænken og under tag, så medfører det jo store besparelser på de budgetter, hvor der er afsat penge til at hjælpe de pågældende mennesker med de udfordringer, de har på grund af deres udsathed.

Hvis investeringerne fungerer, og hjælpen og behandlingen er virksom, så sparer man jo mange af de midler, der er sat af på for eksempel sundheds-, social- og retsområdet som konsekvens af, at man har fået de pågældende borgere på benene. Og hvis de pågældende mennesker endda kommer i en situation, hvor de kan deltage på arbejdsmarkedet, så kommer den rigtigt store indtægt, når overførselsindkomst konverteres til skattebidrag.

De sociale investeringsmodeller handler netop om, at der ofte er mange flere penge at spare, end der er investeret. Og dermed kan de sociale investeringer pludselig blive interessante for større investorer.

Men når det nu er så tydeligt, at sociale investeringer kan medføre afledte besparelser, der er langt større end selve investeringerne, hvorfor bliver det så ikke tydeliggjort, om kortsigtede velfærdsbesparelser som kontanthjælpsloftet kommer til at generere langt flere udgifter end den indtægt, man får ved eksempelvis at spare på de lediges boligstøtte?

Udsathed er både arveligt og dyrt
Rockwool Fonden udgav i 2017 rapporten ”Hvad vi ved om udsatte unge. Historik, omfang og årsager”, som på en lang række felter dokumenterede, hvordan børn, der vokser op med udsatte forældre i socialt og materielt fattige kår, i stort omfang overtager og viderefører forældrenes udsathed.

Rune Vammen Lesner, som forsker på Aarhus Universitet, har netop i et studie påvist, hvordan blot et enkelt år med fattigdom i barndommen kan få negative følger for barnet videre i livet. Til fattigdommens negative konsekvenser for voksenlivet hører blandt andet kortere uddannelse, lavere lønninger og en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ja, der er mange undersøgelser, der påviser, at fattigdom skaber social armod og negative konsekvenser for de familier, der rammes, og ikke mindst for deres børn.

Og da følgerne af social deroute og marginalisering koster samfundet rigtigt mange penge på for eksempel sundheds-, social- og retsområdet, for ikke at tale om beskæftigelsesområdet, så er det i min krystalkugle meget sandsynligt, at de penge, der er sparet ved at skære kortsigtet på de lediges boligstøtte gennem kontanthjælpsloftet, i virkeligheden medfører en meget større regning, som man har skubbet videre til både kommunale og regionale budgetter.

Når beskæftigelsesministeren, Troels Lund Poulsen (V), skubber 3-400 kontanthjælpsmodtagere i arbejde via kontanthjælpsloftet og derved sparer en lille milliard, så tror jeg, han tørrer en regning på mange milliarder af i kommunerne og regionerne, for ikke at nævne staten.

Det langsigtede perspektiv bør være en pligt
Når det er god logik, at investeringer i mennesker skaber store afledte besparelser, må det vel være samme logik, at besparelser på mennesker skaber store fremtidige udgifter.

Det burde man regne på. Det burde være en ministers pligt ikke kun at beregne det kortsigtede provenu på kontanthjælpsreformen eller førtidspensions- og fleksjobreformen, men også at fremlægge et estimeret budget på fremtidige udgifter.

Så kunne vi bedømme konsekvenserne af besparelserne på både den sociale og økonomiske bundlinje, og så ville danskerne kunne se, om der er tale om varige velfærdsforbedringer, eller om vi bare tisser i bukserne for at få varmen på kort sigt.

Vi er nødt til at sætte det lange lys på og se, hvilke konsekvenser velfærdsbesparelser har for samfundet på længere sigt. Det er nemlig os selv, der skal betale de udgifter, der er resultat af velfærdsbesparelser. Og det kan vi ikke gøre med de penge, der blev sparet.

For dels er de allerede brugt. For eksempel til topskattelettelser. Og dels bliver regningen sikkert langt højere end det beløb, man sparede i boligydelse til kontanthjælpsmodtagerne eller på førtidspension i beskæftigelsessystemet.