Debat: Tillid i det sociale arbejde betaler sig

DEBAT: Sociale indsatser er præget af krav og pres. Ifølge Steffen Lykke Rasmussen viser forskning, at denne form gør mere skade end gavn, og han fremhæver i stedet de gode eksempler på socialt arbejde.

Af Steffen Lykke Rasmussen
Leder ved Center For Social Nytænkning (CFSN) og stifter af Fundamentet i Aarhus

For nyligt interviewede CFSN en ung pige i forbindelse med en undersøgelse af sårbare og udsatte unge i Aarhus. Vi havde fået aktindsigt i hendes sag ved Aarhus Kommune og lavede en tidslinje, hvor vi måned for måned noterede, hver gang der var møde, ny sagsbehandler, nye krav og nye forløb.

Tidslinjen er 15 sider lang. Det svarer til fire meter og 45 centimeter. Da den unge pige så tidslinjen, overraskede hun os især med én bestemt ytring: ’’Mit misbrug blev værre i kontakten med kommunen. Hver gang jeg havde været til et møde med kommunen og havde mødt endnu et nyt menneske, fortalt min historie én gang til og skulle forholde mig til nye krav, blev jeg stresset og måtte ryge mere hash, når mødet var færdigt”. Tidslinjen viser, at først da hun blev tilknyttet et frivilligt tilbud uden de samme modkrav og med fokus på nærværet, kunne hun for alvor bevæge sig videre. Det liv, som tidligere bestod af misbrug, hjemløshed og psykiatriske indlæggelser, er i dag erstattet af et godt liv med familie, uddannelse og moderskab.

Jeg tror ikke, det er sundt at være placeret på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller andre overførselsindkomster. Desuden koster det både kommuner og stat dyrt, når for mange mennesker er på overførselsindkomster. Der er udgifter til ydelserne, men også manglende skatteindtægter, driften af tilbud og forløb og aflønningen af sagsbehandlere. Det er et problem, som Folketingets medlemmer bevæger sig i dagligt og prøver at løse.

Når forskning modsiger indsatser
Hvis man befinder sig i kredse, hvor dét at læse kronikker og debatindlæg er hverdag, så vil det stå relativt klart, at der for tiden eksisterer en ny tidsånd og bevægelse i holdningen til sociale ydelser. En holdning, som omhandler dét at sætte folk på overførselsindkomster fri fra de nuværende regler og omtænke jobcentrenes arbejde med sårbare eller udsatte borgere.
Det er en holdning, som i tiltagende grad bakkes op af undersøgelser og forskning, der viser, at beskæftigelsesindsatserne faktisk fungerer bedst, når mennesker motiveres af fri vilje og ikke igennem pres, sanktioner og påkrævede forløb.

Undersøgelser i flere danske kommuner og i lande som Skotland, USA, Holland, Finland, Canada og Spanien har med forskellige tilgange og udgangspunkter alle vist, at når du fjerner modkrav, får du flere i arbejde. Sagsbehandlere og socialarbejdere får mere tid mellem hænderne og kan arbejde mere helhedsorienteret. Det betyder, at mennesker bliver motiverede, sagerne afsluttes, og flere kommer i beskæftigelse og uddannelse. Og vigtigst af alt: Mennesker får det bedre. Både sagsbehandlere og modtagere af sociale ydelser.

Nogle undersøgelser fra Danmark viser, at krav og sanktioner virker i forhold til at få folk i arbejde. Men forskningen har primært fokuseret på dagpengemodtagere og de ’job-parate’ kontanthjælpsmodtagere. Altså ikke de mennesker, der har det allersværest.

Undersøgelser fra 2011 har også vist, at effekten af sanktioner er, at folk dropper ud af kontanthjælp i en periode, men også at disse mennesker ikke har arbejdsindkomst. Med andre ord er effekten af sanktioner at presse folk væk fra ydelser, som de har ret til, uden at de kommer i arbejde. Efter 12 måneder fandt undersøgelsen, at personer, der ikke var blevet udsat for sanktioner, faktisk havde en højere beskæftigelsesgrad end dem, som var blevet sanktioneret! Denne undersøgelse bakkes op af en ny rapport fra AE-rådet, som viser, at antallet af borgere, der falder ud af systemet og hverken modtager offentlige ydelser eller er i uddannelse eller arbejde, er steget med hele 23 procent siden 2010.

Sanktioner og stress
Randomiserede, kontrollerede forsøg med mere intensiv aktivering og flere krav til unge mennesker på overførselsindkomster har vist begrænsede eller ingen effekt på beskæftigelse og uddannelse. Derimod var der flere af dem, der blev udsat for flere krav, som sygemeldtes, end folk i kontrolgruppen. Forfatterne mener, at forklaringen muligvis kan være, at den øgede stress fra den mere intensive aktivering førte til større grad af sygdom.

Arbejdsmarkedsstyrelsen fandt i 2008, at de kommuner, der oftere sanktionerer kontanthjælpsmodtagere, faktisk opnåede dårligere resultater end dem, der sanktionerede mindre. Styrelsen forklarer dette med, at denne gruppe ikke er i stand til at respondere på krav og sanktioner, og at de tværtimod er skadelige for skabelsen af et tillidsfuldt forhold mellem borgere og sagsbehandlere.

Nogle undersøgelser viser positive effekter af møder mellem sagsbehandlere og borgere, men også at effekterne er mere positive, når møderne fokuserer på rådgivning, end når de handler om monitorering og sanktionering.

Så hvis modkrav og sanktioner ikke får folk i arbejde, er vi nødt til at stille et spørgsmål: Hvad vil det sige, at det skal betale sig at arbejde? Hvis vi ikke motiveres til at arbejde af en bestemt indtægt, men af en oplevelse af mening og fri vilje, er vores lovgivning på beskæftigelsesområdet så hensigtsmæssig?

Skader vi i virkeligheden beskæftigelsen, statens indtægter og menneskers helbred, når vi kvitterer arbejdsløshed med krav, påbud og økonomiske sanktioner?

Danske forsøg med store resultater
Vi har indført de såkaldte “koordinerende sagsbehandlere”, som skal give borgere en mere overskuelig vej gennem systemet. Et tiltag, som på papiret og i pressemeddelelserne lyder godt, men som i virkeligheden har en ringe udførelse, da sagsbehandleren i forvejen har for mange sager og for lidt tid. Koordineringen er derfor ofte ikkeeksisterende. Så hvordan sikrer vi tid til at hjælpe mennesker videre?

Ungeenheden i Horsens kommune begyndte i 2017 med inspiration fra den svenske model “Færre sager, mere tid” og pilotprojektet “Mod til uddannelse”, hvor der er blevet ansat flere socialrådgivere til at hjælpe udsatte unge. Ved at ansætte flere socialrådgivere reducerede man socialrådgivernes antal af sager fra cirka 70 til 35 sager. Og det havde en klar effekt. Antallet af aktivitetsparate unge mellem 18 og 24 år faldt fra 198 til 164, et fald på 17 procent. På under et år sparede kommunen således 1,8 millioner kroner i uddannelseshjælp.

I Silkeborg kommune investerede man i jobindsatsen ved at have fokus på aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, og man ansatte 10 ekstra sagsbehandlere på jobcentret. Socialrådgiverne havde før op mod 100 sager hver, som blev reduceret til cirka 40 sager per sagsbehandler. Før kom omtrent 13 procent i arbejde, hvor cirka 52 procent kommer i job nu. Resultatet er et af de bedste på landsplan.

I Ballerup kommune investerede man 5 millioner til de mest udsatte borgere i beskæftigelsesindsatsen. Tallene viser, at indsatsen indtil videre virker: 18 flere kontanthjælpsmodtagere og 22 flere modtagere af uddannelseshjælp var i ordinær beskæftigelse i 2017 sammenlignet med året før.

Lad os se på Beskæftigelsesministeriets egne tal for investeringernes økonomiske resultater:

 

Man kan så undre sig over, at hverken flere kommuner eller regeringen som helhed investerer i lignende forsøg.

Problemløsninger og økonomiske besparelser
Den omfattende brug af krav og sanktioner bygger på forsimplede antagelser om menneskelig adfærd udviklet til brug i økonomiske modeller. Det står imidlertid klart, at disse antagelser ikke er dækkende for den måde, mennesker i virkeligheden reagerer på krav og sanktioner på.

Forskning har vist, at folk med begrænsede ressourcer også har begrænset mentalt overskud til langsigtet planlægning og dermed også til at lægge en strategi for at komme i arbejde eller få det bedre. Krav og sanktioner lægger beslag på folks mentale ressourcer og forværrer dermed situationen.

Endelig peger forskningen på vigtigheden af gode, tillidsfulde relationer mellem borgere og sagsbehandlere. Men brugen af krav og sanktioner underminerer dette og skaber konflikter og mistillid og hæmmer derfor sagsbehandlerens mulighed for at hjælpe borgeren. Forskningen viser, at folk er mere villige til at lytte, når de føler, at de behandles fair. Omvendt gør uretfærdig behandling folk mindre villige til at lytte til sagsbehandleren.

En tværpolitisk løsning
Det nye perspektiv bør derfor være et tværpolitisk perspektiv. Alt for ofte forsøger politikere at lovgive inden for det sociale område ud fra en bestemt ideologi eller med et fokus på en given vælgergruppe. Men hvad nu hvis den gode løsning faktisk er tværpolitisk og hverken skræmmer liberale, socialdemokratiske eller socialistiske vælgere væk?

Diskussionen er således ikke, om der skal tilføres færre eller flere midler til de sociale indsatser. Diskussionen drejer sig i stedet om, hvorvidt det arbejde, vi laver under de nuværende økonomiske rammer, kan ændres og forbedres.

Det er min tese, at det kan det. Ja, det kan og skal betale sig at arbejde. Men hvad er motivationen? Forskningen viser, at det ikke er krav og sanktioner. 

Den er frihed til selv at vælge. Den er et formål, et socialt liv og et fællesskab. Den er følelsen af at tage ansvar for eget liv.

De økonomiske effekter skal ej heller forglemmes. Udgifterne til sociale ydelser er tårnhøje og kan, hvis forskningen har ret, blive markant mindre for kommunerne og staten. De øgede skatteindtægter er væsentlige, og ligeledes er besparelserne på aktivering, medarbejdere og lignende også markante.

Er det naivt at tro, at færre krav til arbejdsløse vil få alle i arbejde? Ja, bestemt.
Men mængden af dem, som vil vende sig mod arbejdsmarked eller uddannelse, vil stige betragteligt. Det vil gavne både statens og kommunernes budget. 

I Danmark er vi så heldige at kunne teste sociale projekter via særlovgivning. Det vil vi gerne, og vi er netop begyndt med et stort, landsdækkende projekt for at kunne forberede Folketinget på dette forsøg. Vi glæder os til at dele resultaterne med jer.

I mellemtiden vil jeg gerne plante en tanke i jeres sind: Virker de nuværende sociale indsatser hensigtsmæssigt? Hvis ikke, skal vi så ikke prøve at gøre noget anderledes? Noget, som går ud over de etablerede politiske ideologier og vanetænkningen.

Forrige artikel DGI: Kritikken af DGI er rene postulater DGI: Kritikken af DGI er rene postulater Næste artikel AskovFonden: Politikerne skal investere i satspuljens fremtid AskovFonden: Politikerne skal investere i satspuljens fremtid
Tidligere ansat i åben kritik: Verdensnaturfonden ledes gennem frygt

Tidligere ansat i åben kritik: Verdensnaturfonden ledes gennem frygt

LEDELSE: Bo Øksnebjerg nedbryder WWF med en ledelsesstil, der fylder medarbejderne med frygt, siger journalist og tidligere pressemedarbejder i organisationen. Generalsekretær Bo Øksnebjerg afviser kritikken, og et medlem af bestyrelsen kalder arbejdsmiljøet i WWF for "godt".