Debat: Eksperimentér med de sociale indsatser og bliv klogere!

Af Birgitte Frost Mathiesen
Programdirektør i Den Sociale Kapitalfond

De fleste af os er vel enige i, at vi har brug for et socialpolitisk gennembrud, nytænkning i den offentlige sektor og flere ressourcer til at hjælpe mennesker på kanten af samfundet. Og som Knud Aarup skriver den 9. oktober, så hersker der efterhånden en udbredt opfattelse af, at socialt arbejde skal ses som investeringer. Enigheden og den fælles opfattelse stopper her. Men selv om der hersker uenighed om sociale investeringers effekt og anvendelse, så tvinger de massive velfærdsudfordringer os til at handle. Til at gøre noget nyt. Vi kan ikke være andet bekendt.

Så selv om vores danske marked stadig er umodent, og selv om Robin Vickery fra Copenhagen Dome, Center for socialøkonomi, fremkommer med væsentlige pointer i forhold til det vanskelige i at måle effekter og omgøre disse til samfundsmæssig impact, er vi nødt til at komme i gang.

Træskolængder eller femte decimal
Hvordan kommer vi i gang, og hvordan finder vi gode projekter og investorer?

Et godt projekt er ikke defineret ved, at projektet gør godt for en gruppe trængende mennesker. Det er defineret ved, at man kan opgøre og kapitalisere den sociale impact. Men udfordringen kan bestå i, at kapitaliseringen af impact ikke er let. For hvad nu hvis pengene falder på tværs af kommunale grænser, på tværs af forvaltninger eller på tværs af kommune, region og stat? Kan vi så udvise samfundssind, eller kræver vi, at projektet skal kunne lave silo-impact-opgørelser?   

Et godt sted at starte
Her er en video, som Den Sociale Kapitalfond har lavet med tre udsatte borgere, der har fundet vej til arbejdsmarkedet. Når Mike på 27 år, der er udviklingshæmmet, får sit første job, så er det en stor begivenhed for ham. Derudover har det også store konsekvenser for vores fælles velfærdsøkonomi. Og det er værd at investere i at hjælpe Mike og andre i samme situation. I projektet ”Vækst med social bundlinje – Payment by Results” kan vi se, at det kan lade sig gøre at skabe nye jobs med plads til nogle af dem, som ellers har været henvist til en plads på sidelinjen. Hver gang det lykkes at få en udsat person, der har stået uden for arbejdsfællesskabet gennem længere tid, ansat i en virksomhed, skaber det en samfundsøkonomisk gevinst på samlet set 350.000 kroner for det offentlige over en kort årrække.

Så selv om det er svært at regne på det eksakte sociale impact ved at få flyttet udsatte ledige som Mike fra udskiftningsbænken og til banen som aktive spillere, så ved vi trods alt noget. Og dér hvor vi er bedst klædt på, er hvor indsatserne har en relativt kort tidshorisont, og dér hvor vi kan gøre os håb om at se effekterne relativt hurtigt. I eksemplet ovenfor er vi hjulpet af, at indsatsen, som skaber job hos erhvervslivet, tager kort tid, og at udfaldet, vi kigger efter, er til at tælle; job eller ikke job.

Vi må turde at eksperimentere
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at vi står over for en masse usikkerheder – som også formuleres af både Aarup og Vickery. I den situation har vi to muligheder. Vi kan fortsætte, som vi plejer, eller vi kan afprøve det nye. Jeg taler for at prøve det nye af. I første omgang i lille skala – i sandkassen.

Som nævnt ovenfor kan beskæftigelse til udsatte grupper være et godt sted at starte i forbindelse med introduktion af sociale investeringer. Men der kan også være andre. Der hvor vi er nu – hvor markedet er umodent og usikkerhederne til at tage at føle på – skal vi kigge efter tre ting, når vi vil teste os klogere.

Vi skal udsøge de steder, hvor vi har et reelt problem, som vi har en god formodning om, at vi kan løse bedre, end det løses i dag. Og vi skal udsøge de steder, hvor vi kan sætte casen op, så vi bliver klogere hurtigt – hellere om et år end om syv – eller 12. Vi skal sætte casen op, hvor vi har gode muligheder for at få data på den effekt, vi er ude efter – vi kan alt andet lige bedre opgøre en beskæftigelses- eller uddannelseseffekt end en effekt på eksempelvis livskvalitet. Sidst men ikke mindst skal vi finde de cases, hvor vi kan skabe mere værdi ved at bringe investorer på banen.

Og hvor kan det så bringe os hen?
Det er for mig at se det nødvendige første skridt, at vi indhegner nogle projekter, som matcher ovenstående kriterier. For så kan vi blive kloge nok til at være mere ambitiøse. For perspektiverne er større. Når vi har styr på teknikken, skal vi udnytte, at den giver muligheder for at arbejde langsigtet og med fokus på helheden, som vi ser, at der eksperimenteres med i Finland, hvor der både er væsentligt længere tidshorisonter og væsentligt mere komplekse mål i spil.

Skal det lykkes, kræver det, at vi, på tværs af offentlige spillere, myndigheder, investorer og sociale virksomheder og organisationer, vil tænke med og prøve os frem. Ingen kan på nuværende tidspunkt sætte to streger under præcis hvordan. Men meget tyder på, at modellen kan betyde bedre løsninger for nogle af de allermest udsatte i vores samfund – på nogle områder. Vi er forpligtede til at finde ud af hvor og hvordan, sammen.