Knud Aarup: Investeringer i velfærdssamfundet skal tænkes stort

DEBAT: Der hersker efterhånden en udbredt opfattelse af, at socialt arbejde skal ses som investeringer, der i treårige projekter afprøver en bestemt metode på en særlig målgruppe. Intet kunne være mere forkert, skriver Knud Aarup.

Af Knud Aarup
Rådgiver og debattør

Fremvæksten af det universelle, danske, skattebetalte velfærdssamfund med gratis adgang til sundhed og uddannelse og med fokus på reelle lige muligheder for alle bygger på en idé om, at det kan betale sig samfundsmæssigt at investere i menneskers udvikling.

Det er opbygget på forvisningen om, at vi som samfund bliver både tryggere og rigere, når fællesskabet kompenserer den enkelte person eller familie, hvis de personlige ressourcer ikke slår til. Det gælder også, når borgerne kommer ud for en social begivenhed, en ulykke, sygdom eller på anden måde har særlige behov, for eksempel på grund af en funktionsnedsættelse. Det er den tro på investeringer i fællesskabets løft af den enkelte og den form for investeringstænkning, der går som en rød tråd igennem de sidste 75-100 års danske historie.

Velfærdsinstitutionerne og de fagprofessionelle har udviklet sig i troen på, at hvis man gav de svage og udfordrede støtte, løftede man alle. Askovfondens slogan illustrerer med al tydelighed denne udviklingstro: Fordi alle vinder, når ingen taber.

Imidlertid har de sidste 20-30 års udvikling langsomt, men sikkert, undergravet denne grundpille i det danske velfærdssamfund, og det er i dag en illusion at tale om et velfærdssamfund for alle. Realiteten er, at velfærdssamfundet kun fungerer for de 80 procent bedst stillede danskere. Det er der mange forklaringer på, som det ville føre for vidt at komme ind på her. Men udviklingen kan kun vendes, såfremt fællesskabet er villigt til at investere massivt i velfærdssamfundets udvikling.

Unge i udenforskab
Udenforskab er den situation, mennesker havner i, når de ikke får den rette fagprofessionelle kompensation på det rigtige tidspunkt i livet. Som følge af svigt fra velfærdssamfundet side ender de med at få et liv, som er væsentligt anderledes, end det kunne have været, som oftest på overførselsindkomst. Jeg har tidligere udtalt, at det koster det danske samfund mere end 100 milliarder kroner om året, men lad mig give nogle regneeksempler.

Udenforskab rammer nogle meget store grupper, som vi allerede har viden om, hvordan vi kan udvikle og støtte. Det gælder for eksempel en kommunikativ funktionsnedsættelse som ordblindhed, som rammer mellem fem-syv procent af en ungdomsårgang. Der er altså en-to elever i hver klasse i folkeskolen. Vi ved, at de skal findes i tredje klasse og have støtte til at ’knække’ læsekoden. Det sker bare i alt for ringe omfang, og hvis de endelig bliver udredt i ottende eller niende klasse, bliver de som oftest spist af med en ’IT-rygsæk’ og henvist til at klare sig selv. Der er naturligvis forskelle mellem de forskellige skoler og kommuner, men helt overordnet viser undersøgelser, at under 30 procent af de ordblinde bliver fundet i folkeskolen, og at under 20 procent reelt får støtte. Resultatet er, at cirka en femtedel af de ordblinde ikke får folkeskolens afgangseksamen.

For andre grupper af mennesker findes tilsvarende tal: Cirka en tredjedel af unge med ADHD eller autisme får ikke folkeskolens afgangseksamen. Det samme gælder 40 procent af anbragte børn eller børn med familiesag. Et sidste eksempel er unge mænd fra ikkevestlige lande. Her har 39 procent kun folkeskolen som højeste uddannelse, når de fylder 30 år. Lagt sammen udgør disse fem grupper omkring 16 procent af en ungdomsårgang.

Når man i 2018 ikke har andet end folkeskolens afgangseksamen, kan man ikke klare sig på arbejdsmarkedet, og som tommelfingerregel gælder, at disse mennesker i gennemsnit har en beskæftigelsesgrad som voksen på 47 procent. Anderledes udtrykt vil 53 procent af dem være uden for eller i udkanten af arbejdsmarkedet.

Udenforskab koster kassen
Det koster samfundet og de offentlige kasser meget dyrt. Som et forenklet regnestykke kunne man sætte overførselsindkomsten til 170.000 kroner per person per år, den sociale, beskæftigelsesmæssige og anden offentlige indsats til 330.000 kroner per person per år og endelig værdien af tabt produktion til 225.000 kroner per person per år. Summa summarum: Personer på overførselsindkomst koster den samlede samfundsøkonomi 725.000 kroner per person per år og de offentlige kasser 500.000 kroner per person per år.

Den fremtidige omkostning for samfundet og den offentlige økonomi for disse fem målgrupper vil i fremtiden, det vil sige om 10-20 år, løbe op i astronomiske summer. I forhold til belastning af de offentlige kasser taler vi om 40-50 milliarder kroner. Det er prisen for en manglende rettidig indsats fra samfundets side.

Den samlede pris for disse grupper er således mere end 33 milliarder kroner per år, og belastningen for den offentlige økonomi er på mere end 23 milliarder kroner per år. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Sådan fungerer det økonomiske sikkerhedsnet under den enkelte i det danske velfærdssamfund. Men hvad nu hvis det ikke var nødvendigt? Hvad nu hvis de samme personer kunne have fået den nødvendige støtte og lært sig at mestre livet i højere grad på egen hånd? Så er der ikke længere tale om udenforskab.

Regnestykket er relativt let at gøre op, når man taler om kompensation for funktionsnedsættelser. Det er lidt sværere for børn og unge med sociale problemer. Her er der mindre klar viden om, hvad der skal til. For alle fem grupper gælder, at selv med en effektiv kompensation fra samfundets side vil mange aldrig kunne bidrage til samfundsøkonomien på lige fod med andre. Igen er det blandt andet derfor, at vi har et velfærdssamfund.

Hvis man alene så på personer med de nævnte funktionsnedsættelser, ville det ikke være en urealistisk antagelse, at en forbedret kompensation og en tidlig indsats ville kunne give disse borgere mindst en tredjedel af et liv med samme beskæftigelsesgrad som de andre i samfundet (77-78 procent). Hvis det kunne lade sig gøre, ville det betyde en årlig besparelse på de offentlige budgetter på syv-otte milliarder kroner. Så sagt med andre ord: Manglende, forkert eller for sen indsats i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser koster samfundet dyrt økonomisk og ikke mindst menneskeligt. Når vi ser på tværs af de mange grupper med særlige behov for støtte, er realiteten, at vi i Danmark sender omkring fem-seks procent af hver årgang af børn og unge ud i et liv i udenforskab, og det koster kassen for det danske velfærdssamfund.

Der skal tænkes stort
Når udenforskab koster, som tidligere vist, er det indlysende, at der kan laves nogle rigtig gode business cases for en massiv og langsigtet investering i en forbedring af livsmulighederne for disse grupper i samfundet med forskellige livsudfordringer. Lad mig derfor afslutningsvis prøve at komme med et konkret eksempel på en massiv samfundsmæssig investering i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser.

En forbedring af indsatsen for børn og unge med ordblindhed, ADHD og autisme forudsætter en massiv styrkelse af specialpædagogikken og inddragelse af specialpædagogiske overvejelser i dagtilbud og skoler. Det kræver en massiv efter- og videreuddannelse af pædagoger og lærere samt et større fokus på specialpædagogik i alle professionsuddannelser. Det kræver en styrkelse af det ’nære’ støtteapparat, det vil sige den særlige specialviden, som den enkelte fagprofessionelle ikke behøver at besidde, men som skal være til stede på den enkelte institution. Det kræver en styrkelse af PPR’erne som aktive videnscentre for specialpædagogikken i kommunen med adgang for de fagprofessionelle og borgerne. Endelig er der behov for lands- eller regionsdækkende videnscentre til de meget højtspecialiserede og små målgrupper samt en genopbygning af nationale forskningsenheder. Et forsøg på at sætte tal på kunne se ud som i tabellen her:

 

En sådan omlægning ville koste en engangsinvestering på godt 3,5 milliarder kroner og en løbende forøgelse af de offentlige udgifter på godt to milliarder kroner årligt. Efter 20 år ville den samlede udgift til denne omlægning lande på omkring 40-45 milliarder kroner.

En simpel investeringskalkule viser, at såfremt beskæftigelsesgraden for personer med ordblindhed, ADHD og autisme under ét forbedres for en tredjedel af de ramte personer til gennemsnittet for alle andre, vil investeringen allerede være tilbagebetalt efter syv år. Herefter vil der være en årlig forbedring af de offentlige finanser på syv-otte milliarder kroner. Men der skal tænkes i et 20-30-årigt perspektiv.

Det er sådanne samfundsinvesteringer, som for alvor ville kunne forandre den måde, vi arbejder med sociale indsatser i dag. Social udvikling skal tænkes i et stort perspektiv, og det forudsætter, at vi kan foretage store investeringer med langt sigte. Ellers får vi ikke for alvor givet støtte til de mange, som med lidt hjælp godt kunne selv. Og så bliver vi hængende i små treårige projekter.

Forrige artikel Helle Øbo: Nye løsninger kan forbedre vores velfærdsmodel Helle Øbo: Nye løsninger kan forbedre vores velfærdsmodel Næste artikel Mirka Mozer: Ikke to sociale indsatser er ens Mirka Mozer: Ikke to sociale indsatser er ens
  • Anmeld

    Margit Johansen · selvstændig

    Evidens for tidlig insats, er der andre beviser?

    Korte, afgrænsede sociale projekter med udvalgte målgrupper er pædagogiske eksperimenter som kan være metodeudviklende for socialarbejdere og øjenåbnende for politikere.
    Derimod har de ikke noget med ansvarlig socialpolitik at gøre.
    Det eneste sikre vi ved om sociale indsatser er at tidlig indsatser virker.